Vi kender symbolerne på tro, håb og kærlighed. Anker er symbol på håb. Men var den nu afdøde Anker Jørgensen også det? Et symbol på håb? Den tid, han sad som statsminister (72-73 og 75-82) var ikke en tid, der var præget af ret meget håb nogen steder. Det var imidlertid ikke Ankers skyld.
Jeg er fra 1971, og når jeg i dag hører og læser om folks frygt for fremtiden med alt det, der foregår i verden, så tænker jeg engang imellem: Jamen har I da helt glemt historien? Et godt eksempel er Donald Trump, der bliver mere populær hver dag som kandidat til præsidentembedet i USA. Herhjemme kalder de fleste ham båtnakke og tågehorn, og jeg har hørt mange forudsigelser om, hvad der ville ske, hvis han virkelig blev verdens mest magtfulde mand.
Men come on! Han er ikke min kop te. Jeg husker til gengæld, hvordan min morfar sagde stort set det samme om Ronald Reagan, inden han blev valgt i 1981. Skulle verden nu styres af en cowboy fra Hollywood? Nej tak. Anker Jørgensen var heller ikke begejstret for Reagan, som han omtalte som ”en gal hund”.
Ronald Reagan huskes i dag af mange republikanere som den dygtigste og mest elskelige præsident. Det samme vil næppe overgå Trump, men man må lade amerikanerne, at de hylder demokratiet, og skulle det falde ud til Trumps fordel, jamen så bakker man op og står sammen. Man kan godt blive enige om at være uenige.
Skulle nogen have sine tvivl om Putins reelle hensigter, behøver man også blot google ”Den kolde krig” for at finde ud af, at Putin er det rene vand i forhold til den iskolde frygt hans forgængere i 70’erne og 80’erne skabte. Ronald Reagan var faktisk manden, der sendte håb ind i manegen i slutningen af sin regeringstid, hvor han stod foran Brandenburger Tor i Berlin og sagde: ”Mr. Gorbatjov, tear down this wall” – opfordrede sin russiske kollega til at få Berlinmuren revet ned. Det lykkedes, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg genser talen.
Men forud for det lå en lang årrække, hvor terror skyllede gennem Europa. Hvor selv små børn frygtede diktatorer som Gadaffi fra Libyen og Irans hersker, Khomeini, som indtog scenen i 1979. Der var masser af uro i verden i Anker Jørgensens regeringstid. På alles læber var ikke det arabiske forår, men derimod det tyske efterår, som fra 1977 trak lange, sorte skygger ind i det næste årti, hvor terror organisationer som RAF holdt Europa i skak. Man kunne aldrig vide sig sikker.
Den store forskel på dengang og nu er hastigheden, hvormed vi hører om død og ulykke. Der går ikke en dag, uden vi har BREAKING NEWS på skærmen, hvilket i øvrigt irriterer mig grusomt, fordi det udvander begrebet i en grad, så vi ikke reagerer, når der rent faktisk sker noget verdensomspændende vigtigt. Et mistet menneskeliv er altid tragisk, men det er ikke de tre tabte menneskeliv på en markedsplads i Syrien, der er den bærende nyhed (for så kunne man også have bragt nyheden om et trafikuheld i Spanien med 15 døde). Den bærende nyhed er, at der var tale om terror, og terror dyrker vi på nyhedsfladen. Måske endda for meget. Frygt avler som bekendt frygt, og det er præcis det, sådan nogle som IS gerne vil skabe.
Her kan hastigheden måske engang imellem pille ved vores dømmekraft. Vi er lynhurtige til at drage konklusioner. På Facebook, på Twitter, i avisen, i samtalen med vennerne: Nu går verden under!
Jeg frygter også udviklingen, men den periode, hvor Anker Jørgensen var vores statsminister, da måtte vi sætte vores lid til ham som en slags folkeligt og medmenneskeligt håb i et Danmark, der var omgivet af en verden, som syntes langt mere grufuld dengang end i dag.
