Er det egentlig vigtigt, hvor vi kommer fra? I et lille land som Danmark? Jeg tror, de fleste kender til den der fornemmelse af, at man hører til i et helt bestemt område. Rigtig mange føler en særlig samhørighed med en by eller bydel – typisk der, hvor de er vokset op. Hvis vi går baglæns gennem vores opvækst, tror jeg, vi vil opleve, at vi er blevet rundet af de steder, vi har boet.

Jeg føler mig som københavner. Og det giver faktisk ingen mening. Jeg bor jo lidt udenfor Malmø i Sverige, så end ikke for en jyde, ville jeg kunne gå under betegnelsen københavner (som ellers kendetegner enhver øst for Bæltet). Jeg er så født på Frederiksberg, men ingen frederiksberggenser ville nogensinde overveje at kalde sig selv for københavner. Vorherre bevares! Så er jeg opvokset i Skovlunde, som ret beset burde være den by, jeg identificerer mig med. Men når det kommer til stykket, betragter jeg Holte og Vedbæk i Nordsjælland som min hjemegn. Det var der, jeg gik i gymnasiet og slog mine folder som ung.

Men jeg har i mange år følt mig som københavner, og det er der nu slået skår i. For i snart tre måneder har jeg boet i Århus. 8000. Hvilket vil sige downtown Århus, som igen minder mig om, at vi for nogle år siden i programmet X-factor lærte, at der er STOR forskel på det og så 8210, som er postnummeret for Århus V.  Man taler end ikke samme dialekt i de to bydele! Og Århus gør bare noget ved én.

For fire år siden besluttede man at ændre Århus til Aarhus med dobbelt A, og i den forbindelse fik nogle tosser (ja, undskyld) den idé, at byen skulle have det nye slogan ”Danish for progress”. Det mislykkede slogan annulleredes sidste år og tilbage står det gode gamle ”Århus – smilets by”? Meget passende, for hvis der er noget, der er slående for en københavner, så er det nemlig de smil, man mødes af i Århus.

Og måske handler det slet ikke om Århus. Måske handler det om, at man i København har glemt smilet og venligheden midt i den travle storby. Lyder sentimentalt…jeg ved det godt. Og det er også en kliche at tale om den fortravlede storby. Men ikke desto mindre kunne der godt være mange flere smil og meget mere hjælpsomhed og overbærenhed ovre på Djævleøen (læs: Sjælland). Der skal jo så uendelig lidt til.

I går var jeg f.eks. inde i en forretning. Ind kom postbuddet med pakkepost. Han var kulsort (jeg gætter på, han var fra Somalia), og han talte højt og meget gebrokkent…var faktisk lidt i tvivl om, hvor vidt han overhovedet talte dansk. Men han strålede om kap med solen og smilte og virkede så pavestolt over sit job, at jeg simpelthen måtte fortælle ham, at hans glæde smittede. Gad vide, om han også er rundet af de steder, han har boet! Gad vide, om han har følt tilknytning til et særligt postnummer?

Da han forlod forretningen, stod vi tre damer og glanede efter ham og talte om, hvor dejligt det er at møde sådan et menneske. At vi overhovedet fik en hel samtale til at gå med hans gode humør, fortæller jo noget om, at det er en sjældenhed. Og det fik mig til at tænke, at det sgu er for dårligt. Rent ud sagt. Vi må simpelthen hjælpe hinanden til at møde vores omgivelser med lidt flere smil og glæde og stolthed. Det er såmænd bare at anerkende hinanden. Hive et ekstra lille ”tak” op af lommen nu og da. Og så sende det af sted med et smil. Det kan vi vel finde ud af.

LÆS OGSÅ:

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk