Der ligger stumper af lys chokolade på bordet, en lille farvet brugsanvisning, et gult plastikæg og nogle plaststykker, som nok skulle have været sat sammen. Børnene har rejst sig. Jeg fejer hele herligheden ned i hånden og går over til skraldespanden med det.
Det var bare endnu noget af alt det overflødige, vi fik med os hjem – ikke fordi vi havde brug for det, men fordi Kinderægget var på tilbud i Brugsen. Fordi vi ukritisk accepterede at tage det med. Ligesom plastikdimsen i cornflakes pakken, legetøjet i Happy Meal, lommespejlet ,der fulgte med det folierede ugeblad, plastikpinden på reklameballonen, der gjorde lykke i maks. 6 sekunder. Ting som – synes jeg - henhører under skidt og kanel. Jeg afskyr det…men har jeg købt det? Taget imod det? Valgt det? Jeg må med bøjet hoved svare ja.
Jeg skammer mig faktisk, fordi jeg ved, jeg bærer det direkte hen til skraldespanden, når jeg kommer hjem. Mine unger har altid jublet ved modtagelsen, men aldrig nogensinde spurgt: ”Hvad blev der af…”, fordi de aldrig har opdaget, at jeg har smidt det ud øjeblikket efter. Fordi de aldrig har savnet det. Fordi det aldrig har været noget brugbart. Sikke et ressourcespild. Og sikke et signal at sende! Jeg er ikke øko-freak, men jeg mener af hjertet, at det er et dårligt signal, når virksomheder tilsætter deres ellers udmærkede produkter en ekstra vare, som så består af dårlig kvalitet.
Begrebet 'dårlig kvalitet' kan nok diskuteres, men end ikke det fattigste barn, jeg kender på vore breddegrader, ville have nogen glæde af de ting, jeg refererer til her. Og nu har jeg endelig fundet et godt ord for den kultur, som vi bærer med os, og som vi må tage ansvar for, og som jeg på det kraftigste vil opfordre alle (inklusive mig selv) til at gøre op med: Kinderæg-kulturen.
Kinderægget, som jeg – Gud ved hvor mange gange – har købt til mine børn, indeholder ganske rigtigt hele tre ting: Stanniol på ydersiden (rimer ikke ret godt på bæredygtighed), billig, oversød, usund, lys chokolade indenunder (heller ikke noget, der imponerer med sin kvalitet), og allerinderst: Et plastikæg med den altid helt ubrugelige plastik-legeting indeni. En pakke, som vi på flere måder æder råt, fordi vi har besluttet, at det er en overraskelse! Bemærk det positivt ladede ord.
Tænk lige efter en gang: Hvor mange andre ting har du købt, fordi det indeholdt en overraskelse? Hvis du er, som folk er flest, så har du garanteret masser af ting i skuffer og skabe, som du egentlig aldrig bruger, men som du tog med dig hjem, fordi det var billigt eller lød smart lige, da du fik det præsenteret?
Jeg er nu begyndt at sige fra: Nej tak, jeg vil ikke have jeres ekstra gave, selvom jeg siger ja tak til et abonnement. Nej tak, jeg behøver ikke silkepapir, papæske og plasticpose om min nyindkøbte skjorte…jeg kan bare tage den med i min egen pose. Nej tak, jeg vil hellere undvære jeres cornflakes, hvis jeg ikke kan blive fri for dimser og dutter. Jeg vil nemlig hellere undvære en masse ting her i tilværelsen end modtage bras, som alligevel ikke gør mig lykkeligere. Det giver faktisk mening på flere planer.
Læs ugens brev:
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
