På bordet i min entre ligger lige nu et skrabelod. Der har jeg 25 kroner til gode. Det er jeg glad for, for så er der penge nok til at købe endnu et skrabelod og dermed endnu en chance for at vinde en million. Jeg hører ellers ikke til dem, der spiller lotto, selvom jeg engang imellem drømmer om den store gevinst. Det siger jeg desuagtet, at jeg faktisk mener, der burde være et gevinstloft, således at en stor pulje kunne fordeles mellem flere vindere. Men der findes sikkert en logisk forklaring på, hvorfor et sådan gevinstloft ikke for længst er blevet indført.

Og så er der spørgsmålet, om man overhovedet bliver lykkeligere af penge. Til det vil jeg sige, at det afhænger af alternativet. Jeg tror ikke, man bliver lykkeligere af at have 100 millioner end 20 millioner. Men hvis alternativet til at have 20 millioner er slet ikke at have noget eller måske bare lige nok til dagen og vejen, så tror jeg, det gør en væsentlig forskel. Jeg tør i hvert fald godt sige, at jeg ville være både en bedre mor, en bedre hustru og en bedre kollega, hvis der lige var det der økonomiske overskud til at drysse krymmel udover hverdagens lagkage.

Jeg kan sagtens skalere pengespørgsmålets omfang op eller ned. Lige nu står vi i den situation, at vi har investeret alt, hvad vi ejer og har i en ny virksomhed for at skabe nye muligheder for min mand, som tidligere på året blev erklæret 2/3 invalid. Jeg kan hilse at sige, at det giver mange søvnløse nætter. Men det er klart, at sammenligner jeg med fattige eller handicappede mennesker, der ikke har økonomisk råderum til at gøre som vi, ja, så fremstår mine natlige spekulationer jo som rene luksusproblemer.

”Penge er ikke alt”, siger man, og det er jo så sandt så sandt, men det er også noget, vi er gode til at sige, fordi vi ved, hvor svært det er at komme til penge.

Der er noget forbudt over at sige: Jeg vil gerne have flere penge eller jeg vil gerne være millionær. Og derfor var det forfriskende at læse om instruktør Nicolas Winding Refn i Børsen sidste weekend. Han sagde uden blusel: ”Mit næste mål er, at jeg vil være megarig og tjene 100 mio. dollars”. Det er ambitiøst sagt af en mand, som har prøvet at stå med en personlig gæld på 5 millioner. Men lur mig, om ikke hans talent rækker til at bringe ham i retning af drømmen.

Jeg syntes, det var befriende at læse, fordi vi ofte dyrker det negative billede af folk med økonomiske ambitioner. De omtales som regel som grådige. Og lottomillionærerne hører vi mest om, når de enten har brændt hele gevinsten af på tosserier eller har sat alle millionerne i banken for aldrig nogensinde at bruge af dem (den slags mennesker burde i øvrigt forbydes adgang til lottokuponer!) I den sammenligning vil man hellere tilhøre den jævne flok.

Jeg kan næsten høre et helligt kor messe: ”Hellere være fattig og lykkelig end rig og ulykkelig”. Og det kan jeg ikke være uenig i. Penge kan ikke købe lykke, men penge kan give adgang til særlige behandlinger i et sygdomsforløb. Og penge kan give mulighed for at trække stikket og holde fri i en længere periode, hvis man har bekymringer, der tynger.

Der skal nok være nogen her, der mistænker mig for at være forblændet af penge. Det synes jeg nu ikke, men lige i dag tillader jeg mig at sige det helt forbudte: Penge er muligvis ikke alt, men de er saftsuseme rare at have.