Når vi danskere taler om Morten Korch, så danner vi alle – tør jeg godt påstå – det samme billede inde i hovedet. Et billede af gule marker, grønne enge, sommerdage i Danmark og mennesker, der oser af ro og tid. Her har ingen for travlt til at hjælpe hinanden. Der er styr på godt og ondt. Moralen er hejst højt op i flagstangen og vajer sammen med Dannebrog mod den blå himmel. Hurra!
De velkendte Morten Korch film er mange gange blevet dømt ude som dårlig smag, men Korch, som var en flittig forfatter, der inden han gik bort i 1954 skrev 123 bøger, modtog ridderkorset. Han betegnes som en af de 100 mest betydningsfulde danskere. Filmen om De Røde Heste blev i 1950 set af 2,3 millioner danskere – dengang mere end halvdelen af Danmarks befolkning. Og der er da også noget utrolig dansk over hans mange historier, som mestendels foregår på landet.
Men hvad blev der af det Danmark, han skitserede? Repræsenterer filmene en svunden tid? Går tingene for hurtigt i dag? Er moralen så godt som forduftet? Er danskheden under pres. Passer det?
Lige nu kigger jeg ud ad mit vindue og ser den smukkeste gule sennepsmark. Øresund blinker bagved, og to heste leger på engen i solskinnet. Wauw! Jeg poster det på Instagram og ved, det ligner snyd. Der må være brugt filter. Der må være en grim vindmøllepark lige ved siden af, som jeg behændigt har undgået. Der må være en larm fra motorvejen og en lugt af gylle.
Men nej.
Jeg skal nemlig sige jer: Morten Korch lever. Jeg opdagede det, da jeg var på Bornholm for nogle uger siden. Her mødte jeg ikke andet end velvillige og søde mennesker. I får lige et indblik:
Jeg glemte min computer om bord på flyveren, hvilket naturligvis var dumt. Men i lufthavnen fandt man hurtigt frem til min laptop, og det lokale Taxi Nord, der alligevel var på ruten, sørgede for, at jeg i løbet af en time havde min computer igen.
Senere på dagen stod jeg med nogle tunge sække jord, jeg ikke kunne løfte, men så kom Christian fra Kalas Is lige cyklende og gav en hånd med. Hans teenagesøn, Carl, er i øvrigt ferm til at lave is og slå græs, og begge dele har jeg nydt godt af. Teenagere der gider hjælpe og oveni købet gør det med godt humør er i høj kurs her hos os.
Da jeg var færdig med at rode og regere i haven og indenfor, havde jeg efterladt et ordentligt læs affald ude på gårdspladsen. Men her kom Flemming Gravko mig til hjælp. Han er sådan en, der har alle de maskiner og trailere, man selv kunne ønske sig, og han er altid hyggelig at tale med.
Og sådan kunne jeg fortsætte med at fremhæve skønne mennesker: Jytte, der bagte kage til os, Henrik og Malene fra Gæsten, Martin fra Nordlandet…i virkeligheden alle sammen navne, der kunne optræde i en Morten Korch Film. Og det er ikke tilfældigt.
Når vi kommer ud til de små samfund, så er der…ja, en indspisthed og sikkert også sladder…men der er også en omsorg og interesse for hinanden. Alle kender alle, og det er faktisk trygt at vide. Der findes andre steder, hvor folk bor dør om dør i årevis uden nogensinde at mødes.
Der skal ikke så meget til. Hvis vi prøver at huske begreber som moral, sund fornuft og omtanke, så er vi faktisk ikke så langt fra det Danmark, Morten Korch beskrev. Vist har det fået nogle flere nuancer, men det er stadig dansk. Og det vil jeg egentlig godt have lov at hylde uden at blive kaldt nationalistisk.
