Åh Gud nej...sig det er løgn. Hvis det der skal forestille at være mit spejlbillede denne søndag morgen, så tror jeg simpelthen, jeg går i seng igen.
Jeg er bleg, og håret, som blev blond i sommerens dejlige solskin, er nu vokset ud og har efterladt en fed stribe af leverpostejsfarve oppe ved skilningen. Der blev ikke tid til sommerferie i år, og jeg har det mildest talt, som om jeg ikke har sovet. Overhovedet. I hele 2013. Tror pokker, der er sorte rande under øjnene. Nej, ind i seng med mig.
Jeg er ikke på toppen, og jeg ligner heller ikke en, der er det. Og det sidste er egentlig det værste, hvis man skal tro Uffe Buchardt, der i sin seneste klumme i Elle skrev, at det nye sort er at SE sund ud uden nødvendigvis at være det. Omvendt kan man sige, at den trend jo indgyder håb hos en som mig, for det betyder, at der må snydes. Ha! Snyd kender jeg alt til.
Da jeg havde fået ødelagt mine ellers flotte vipper efter længere tids brug af kunstige vipper på teatret, så udstyrede Gun-Britt mig med et serum, som i den grad har givet mig de lange øjenvipper tilbage. Og som jeg står her og ser bleg ud, så kommer jeg da også lige i tanker om, at Dennis Knudsen engang gav mig noget tan-spray, som lynhurtigt kan give fjæset noget kulør. Og hey...en tid hos frisøren kan klare hårproblemet. Yes!
Men hov! Er det ikke snyd? Jo. Men det er make up jo også eller hva'? Er jeg ved at lave en Michael Rasmussen, hvor jeg har lagt mig i baghjulet på modeguruernes tour de skønhed ved hjælp af tricks og ...snyd? Eller er det først, når man tager fat på kirurgien? Hvor går grænsen? Er det ved implantater og botox? Man må jo sige, at lige så udskældt brugen af plastikkirurgi og pølsegift er, lige så meget bliver det brugt i jagten på - om ikke evig så en forlængelse af ungdommen.
Lad mig sige det sådan her: jeg er fuldkommen ligeglad, hvad andre synes - om det er snyd eller ej. Jeg har nu bestilt tid hos N’age – de førende indenfor ansigtspleje - til laserbehandling af huden på min hals. For min skyld. Den ser sgu'tte for køn ud. Det er sådan en slags boost af huden, og det kan jeg ikke se noget galt i. Grænsen for mig går der, hvor man skifter udseende. Ja, jeg har prøvet af få skudt restylane i kinderne en gang, men jeg synes helt ærligt, jeg kom til at ligne en spidsmus med tandbylder, så det gør jeg ikke igen. Men hvis andre vil ændre udseende, så må de helt selv om det. Linse Kessler har selv fortalt, hvor glad hun er for sine bryster, og det er cool. Fint. Man kan måske så sige, at der næppe er nogen, der er i tvivl om, hvor vidt hendes babser er snyd eller ægte.
Måske skulle vi også droppe den der snak om, hvad der er ægte. Dem, der har hængepatter, fedtet hår, dårlige tænder eller er rynkede som en rosin, de vil til hver en tid påstå, at skønhed kommer indefra. Jeg er 100% enig. Og netop derfor kan det vel heller ikke fornærme nogen eller skade, hvis jeg lige får pyntet lidt på det der spejlbillede.
Ugens optur: Det store sushi-fødsesldagsbord…oh yes…mor fylder år på tirsdag! Ugens nedtur: Nu har også min anden søn slået sin fortand ud. Det var ganske vist en mælketand denne gang, men det var alt for tidligt.
Ugens brev: Han skal vælge mig eller smøgerne
Jeg står lidt i et dilemma med mig selv. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg holder rigtig meget af. Vi har været sammen i godt et år, men han har en side som jeg ikke rigtig kan leve med. Han er ryger.
Da vi begyndte at komme sammen var han eks ryger. Han havde røget siden han var teenager og indtil godt et halvt år før vi fandt sammen. Vi er begge i midten af 20'erne. Jeg sagde til ham at vi ikke skulle være kærester, hvis han planlage at begynde at ryge igen. Det lovede han at han ikke ville.
Nu har vi været sammen i lidt over et år og der er sket meget siden. Jeg har selv taget ham i at ryge flere gange foran hans uddannelses sted og mine venner og veninder har set ham ryge flere gange forskellige steder. De fortæller mig det selvfølgelig fordi de ved jeg ikke bryder mig om det og fordi de er forvirret over jeg siger han ikke ryger. Men at de så ser ham med en smøg i kæften hele tiden.
Jeg føler han holder det hemmeligt for mig. Jeg er ikke helt dum. Har ført taget ham i at ryge ved at han var ude at "gå en tur". Hvorefter han kommer hjem og siger han skal "ud at skide". Men jeg kan hører inde fra stuen at tandbørsten går, og han går ud fra toilettet uden at skylle op. Selvfølgelig gik jeg ud at tjekke om han havde lavet noget, men toilettet er tomt.
Jeg ville have det meget nemmere med det hvis han bare gad at sige det som det var. Jeg har prøvet at lave en aftale med ham om at han godt må ryge til selskaber og eksamenstiden og hvis han siger det til mig. For at jeg ikke bliver ked af det, hvis folk "sladre". For så ved jeg det godt. Men alligevel tager jeg ham i det hele tiden uden han siger det til mig. Jeg har intet imod festrygning eller eksamens rygning, så længe han siger det.
Vi er ved at være i den alder, hvor uddannelsen er taget, og man skal til at have hus, vovse og børn. Jeg vil bare ikke have en far til mine børn, der holder hemmeligheder for mig og ryger Jeg er så bange for at han kan finde på at lyve for mig eller holde hemmeligheder for mig. Som utroskab. Han har fortalt mig flere historier om hvordan han har løget for hans eks kærester. Jeg er bange for han også gør det imod mig nu.
Jeg vil gerne havde det til at fungere, men jeg føler bare ikke jeg kan leve med rygningen. Det er som om han vælger smøgerne frem for mig. Det er ved at ødelægge vores forhold, for han lugter jo af røg. Jeg har mindre lyst til sex, når han lugter. Tandbørsten kan ikke tag det, det sidder i kroppen og tøjet. Han siger at kun får smøger af andre, men alligevel har jeg fundet flere pakker i hans jakker fx. når jeg vasker tøj eller i hans bil skal hente noget for ham. Det er frustrerende at vide han lyver for mig.
Mine veninder siger forskellige ting. Nogen forstår mig og andre siger jeg overreagere. Derfor spørger jeg nu dig om hjælp, da jeg er sikkert på at få det råd jeg har brug for. Skal jeg vælge min kæreste fra eller skal jeg leve med lugten af røgen? Håber på svar.
Vh. Fisk 24
Hej Fisk 24
”Det er som om han vælger smøgerne fremfor mig”. Dét er den vigtige sætning i dit brev, så den vender vi lige tilbage til om lidt.
Jeg forstår godt, at du ikke bryder dig om cigaretterne. Jeg hader selv røg, og jeg hader lugten af det. Jeg husker i gamle dage, når man kom hjem fra byen og stank af røg. Jeg har også haft kærester, der røg, og nej, det brød jeg mig heller ikke om. Men beslutningen om, hvor vidt et menneske skal stoppe sin rygning eller ej, må komme fra den pågældende person selv. Af den simpel årsag, at rygning er noget, man er afhængig af, og den afhængighed skal bearbejdes af den hjerne og den krop, som lider af afhængigheden.
Du kan sige det nok så meget, at han skal holde op. Det vil ikke ske. Der er folk, der har fået kræft af rygning, og som alligevel fortsætter med smøgerne. Viljen skal komme fra den pågældende person. Jeg er heller ikke sikker på andet, end at din kæreste måske kører sit eget lille oprør mod dig. ”Det skal du ikke bestemme”. Det er hans måde at sætte foden ned på overfor dig. Og måske er det sundt, hvis I skal have en fremtid sammen. Altså at han får lov til at have sine enemærker. For hvad bliver det næste? At han ikke må se fjernsyn? At han ikke må gå til fodbold? Det duer ikke, at du overvåger ham, ligesom det heller ikke duer, at han lyver. Dén snak bør I to have, hvis I satser på en fælles fremtid
Jeg er mega antiryger og forstår godt, at du ikke vil have røg, som trods alt også påvirker dig, men jeg tror, du skal vende situationen om – og nu kommer vi til den sætning, som jeg startede med at fremhæve. Det er ikke din kæreste, der vælger mellem dig og smøgerne. Det er dig, der skal vælge: Hvis du elsker din kæreste, så må du tage smøgerne med og håber på, at han en dag får øjnene op for, hvor dumt rygning er (han ved jo godt, hvor meget det generer dig). Men hvis rygningen er noget, du ikke kan leve med, så er det dig, der vælger kæresten fra. Det er du i din gode ret til, men valget er dit. Ikke din kærestes. Så kan folk kalde dig hysterisk og alt muligt andet. Lad dem om det. Hvis du har en regel, som du ikke vil fravige, så er det dig, der bestemmer, at sådan skal det være.
Hvad vælger du? Knus fra Annette
