I sommer skrev jeg på denne side en klumme med overskriften: hva’ så tykke? Den afstedkom en hel del debat, og jeg modtog et hav af breve. Specielt fra overvægtige mennesker, som havde det svært. Og jeg modtog også et brev, som overraskede mig meget. En kvinde, der havde tabt sig gevaldigt, kunne nemlig berette, at hendes omgivelser havde svært ved at acceptere hendes nye jeg.
Hun blev f.eks. ofte nødet for at spise lidt mere med stikpiller som: »Det plejer du da nok at kunne«, og hun opdagede, at mange i omgangskredsen førhen havde behandlet hende som offer og nu på en eller anden mærkelig måde forsøgte at tale hendes sejr ned: »Det er jo ikke vigtigt, hvordan man ser ud«, og når hun fastholdt sine nye motions- og kostvaner: »Pas nu på du ikke overdriver«. Som hun skrev til mig: Det er sørgeligt at opdage, hvor få af mine venner, der rent faktisk glæder sig sammen med mig.
Sagen er den, at denne kvinde havde ændret sig. Måske til det bedre. Jeg kender hende jo ikke, men hun må på flere måder have ændret personlighed. Hun selv fortalte om at være gået fra indadvendt til udadvendt, og jeg gætter da også på, at mange værdier var blevet udskiftet, samtidig med at energiniveauet gik markant op. Hun var glad for sit nye jeg, men hun skulle stadig lige finde sig selv.
Vi mennesker forandrer os, når der sker noget markant i vores tilværelse. Vi kan ændre os af mange årsager selvfølgelig, men der vil være kriser eller ydre forandringer, som påvirker os i en sådan grad, at vi bliver en slags nye mennesker, hvor vi lige skal lære os selv at kende igen.
Der er også dem, som er blevet skilt. Mange genfinder en yngre udgave af sig selv, visse går helt i stå, og så er der dem, der vælger at træde pedalen helt i bund, når det gælder forandringer. Jeg har tidligere her fortalt om en veninde, der havde behov for at blive et nyt menneske ovenpå en rigtig træls skilsmisse. Det kan man ikke klandre hende for, men hendes mange plastikoperationer og et ekshibitionistisk behov for at promovere sit sexliv på Facebook gjorde det svært at genfinde hinanden.
Også de mennesker, der kommer til penge, har det med at forandre sig. Det behøver ikke at være til noget dårlige men kan blot være en øjenåbner for, at værdisæt godt kan ændre sig, hvis f.eks. man kommer fra et meget jævnt miljø og pludselig færdes mere hjemmevant blandt meget rige og måske akademisk begavede mennesker. Der behøver ikke at være nogen forskel, og det ene behøver ikke udelukke at det andet, men samtaleemnerne fra det gamle miljø kan godt komme til at miste værdi i sådan en forandringsproces.
Jo ældre vi bliver, desto mere har vi opfattelsen af, at vores omgangskreds forandrer sig. Vi skal blot huske på, at vi også selv forandrer os. Og så er det måske helt i orden, at vi vælger nogle venner fra, som vi ikke længere har noget til fælles med.
