Jeg anser mig selv for at være et høfligt menneske. Jeg er hensynsfuld og bliver ked af det, hvis jeg får sagt noget, der bliver misforstået og dermed kommer til at såre nogen. Jeg synes også, jeg har en høj moral, og jeg kan blive Emma Gad’sk snerpet, når andre ikke har sans for etikette. Men…

Jeg synes på mange måder, jeg er vokset op med det frie ord og retten til at udtale sig. Omvendt må jeg sige, at det efterhånden er svært at få lov at mene noget som helst. Eller sige noget som helst. Hele tiden skal andre mennesker motiv-fortolke det, der bliver sagt. Og det i en grad, så det begynder at minde om den kinesiske kulturrevolution (okay, jeg overdriver, men pointen er god nok).

Politisk korrekthed er navnet på den sygdom, der har sneget sig ind i vores kultur. Og i julen toppede idiotien. Tag nu skuespilleren Jan Linnebjerg, der i skikkelse af nissen Pyrus ved en live-optræden sagde til børnene, at hvis de spiste for meget mad juleaften, kunne de bare stikke en finger i halsen – noget man godt kan forvente, at en fræk nisse ville sige. Historien røg i avisen. Her havde mange travlt med at korse sig over, at han opfordrede til spiseforstyrrelser. I stedet havde det måske været på sin plads at korse sig over, at nogen var så åndssvage at ringe til en avisredaktion med deres egen motivfortolkning i stedet for at gå stille og roligt over til Jan Linnebjerg efter forestillingen og sige ”hey….”

På TV2 blev julekalenderen om Pyrus genudsendt, og her var der nogle seere, der følte sig kaldet til at påpege de racistiske undertoner: Tre børn var klædt ud som flødeboller og derfor malet sortbrune… Øøøøh hvad!? Er der ikke tale om farven på chokolade!!! Bemærk, at jeg IKKE skrev negerboller. Den diskussion orker vi ikke mere, selvom ordet neger stammer fra det latinske ord ”niger”, der kort og godt betyder sort. Intet andet. Det er ikke slang eller pop. Nedsættende bliver det kun, fordi nogen – igen - motivfortolker.

DRs julekalender fremkaldte andre problemer. Her handlede ”Tidsrejsen” om Sofie, der ville have sine fraskilte forældre til at finde sammen igen. Eller rettere: Det var et af mange temaer og blev i øvrigt behandlet, synes jeg, meget fint. Men en gruppe forældre var så vrede over, at man gav børn ansvar for forældres skilsmisse, at de ikke ville lade deres egne børn kigge med. Jeg sukker dybt. Nu må I simpelthen slappe af.

Jeg skrev sidste år en hyldest til nogle at de kvinder, som vælger at lade mandens karriere komme i første række og derfor bliver hjemmegående. Hvor var takken til dem, der havde kæmpet for kvinders rettigheder, spurgte et par vrede læsere. Undskyld, men jeg kan ikke se, at det ene udelukker det andet. Og det er dét denne politiske korrekthed ikke tager højde for. Jeg kan godt flyve på ferie uden at have en dobbeltmoralsk holdning til klimadebatten. Jeg kan godt forholde mig kritisk til overførselsindkomster og samtidig have omsorg for dem, der ikke har noget arbejde. Jeg kan godt give mine børn legetøjspistoler uden at opfordre dem til vold, og jeg kan være imod både cigaretter og prostitution men samtidig være ven med nogen, der benytter sig af det. For mig er det vigtigere at have dialogen end at fælde dommen.

Og hvis nogen føler sig stødt af min udtalelse, så var det måske værd at kontrollere, om man selv skulle være blevet smittet med denne vor tids farligste kultursygdom: Politisk korrekthed.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.