I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme… sådan lyder første strofe i en af de smukkeste sange fra den danske højskolesangbog. Men i den senere tid er der blevet sat spørgsmålstegn ved betydningen af den strofe. For i Folketinget diskuterer man, om man kan have mere end ét fædreland. Til efteråret skal der nemlig tages stilling til begrebet 'dobbelt statsborgerskab'. Skal man kunne opnå det, og hvad skal det i så fald betyde?
Jeg kunne godt have lyst til at blande mig i den politiske del, for her i huset synes vi, det er ret mærkeligt, at vi ikke har stemmeret i Danmark. Vi bor, som de fleste måske efterhånden ved, i Sverige, men vi betaler vores fulde og hele skat til Danmark, hvor vi også tjener vores penge. Det er helt fair, men det kan synes forholdsvist urimeligt, at man fratages retten til at bestemme noget som helst i det land, hvor man erlægger sin endog ret høje skat.
Jeg er dog ikke meget for at politisere, men jeg har gjort nogle observationer, som jeg mener, at man kan reflektere over. Jeg har boet i Sverige i nu 12 år, og jeg har fra start valgt, at jeg gerne ville være mønsterborger. Jeg ville tale og skrive sproget. Det er lykkedes. Jeg har endog valgt at tale svensk med mine børn, når der er andre svenskere til stede. Dvs. ved afhentning i børnehaven eller ved kassen hos købmanden. Ligesom jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvilke regler (skrevne som uskrevne) der gælder her.
Og lad mig blot sige det: Det har ikke været nemt. De første 5 år var det vanskeligt for mig at gennemføre en telefonsamtale. Jeg kørte hellere ind på kommunen og talte med nogen face-to-face, hvis jeg var i tvivl om et brev fra det offentlige. Svensk TV begyndte vi først rigtig at følge med i for 2-3 år siden. Svenske aviser – udover lokalen – læser vi stadig ikke. Faktisk ved jeg utrolig lidt om svensk politik, og det er jeg ikke stolt over.
Men alt dette får mig til at tænke: Hvis det kan være svært for mig, som kommer fra et land, der minder SÅ meget om Danmark, hvor svært må det så ikke være at komme fra et ikke-skandinavisk, ikke-nordisk, måske ikke-europæisk land til Danmark? Det har været noget af en øjenåbner for mig, og alle kunne have glæde af at prøve, hvordan det er at være ”den fremmede”. Vi er blevet ufatteligt godt modtaget her, men vi mærker jo også de mørkere politiske kræfter, som arbejder for et ”Sverige for svenskere”. Og dybest set forstår jeg så udmærket godt, hvorfor nogle svenskere synes, det er mærkeligt, at vi kan bo her, bruge systemet og så fortsat betale skat i Danmark. Men det er et andet regnestykke, som jeg ikke skal trætte jer med.
Tilbage til dette med fædrelandet. Mine børn har kun prøvet at bo i Sverige. De taler både dansk og svensk flydende. Forleden hørte jeg en af legekammeraterne stille vores 9-årige dreng det spørgsmål, som jeg ikke selv har turdet stille: ”Er du mest dansk eller svensk?” spurgte han. Jeg holdt vejret og hørte min søn svare: Jeg er lidt begge dele, men i grunden er jeg nok dansker.
Jeg står altså med et barn, hvis hele hverdag foregår i Sverige. Her er kammeraterne. Her er skolen og fritidsinteresserne. Her er hans hjem. Men han siger, han er dansker, og jeg aner ikke hvorfor. Det er en følelse, som åbenbart ikke påvirkes af ydre omstændigheder, og måske er det en god historie at tage med sig, når vi næste gang kigger på unge andengenerationsindvandrere og prøver at forstå, hvorfor de ikke bare synger med på 'I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme'.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
