Jeg har det svært med tiggere. Måske fordi jeg som barn oplevede en romakvinde i Spanien, som hver aften sad med sit sovende barn på gaden. Jeg havde så ondt af hende. Indtil den sene aften, hvor vi gik hjem fra nogle venner og oplevede, at hendes mand kom og hentede hende og barnet i deres store Mercedes. Det satte mange tanker i gang...f.eks begyndte jeg også at undre mig over, hvorfor det lille barn altid sov og aldrig græd eller følte trang til at lege. Nu bilder jeg mig ikke ind, at alle tiggere har store biler derhjemme, men der er et eller andet dybt forankret i mig, som gør, at jeg trækker mig, når jeg ser en tigger.
Hellere giver jeg penge til gademusikanter eller f.eks. til hjemløse. Vidste I for resten, at man kan overføre penge til de registrerede hjemløse via SMS? Man skal bare bede om deres registreringsnummer. Meget moderne og smart.
For en del uger siden udtrykte jeg min frustration på denne side i forbindelse med, at en tigger foran min lokale købmand bad om det børnetøj, som jeg var ved at lægge i tøjcontaineren. Frustrationen handlede mest om, at jeg skammede mig over at have været tilbageholdende. Jeg havde det mærkeligt med at give tøjet til ham og ikke lægge det i den sædvanlige tøjcontainer. Mit ræsonnement gik på, at han jo i lige så høj grad kunne have brug for tøjet som en hvilken som helst anden trængende.
Men måske var min skepsis slet ikke så forkert endda. Tiggeren har nu ”boet” fast ved containeren foran købmanden i flere måneder. Her sidder han på den kolde jord og beder højlydt om penge, hver gang nogen går forbi…ja, det vil sige, hvis han da ikke har travlt med at sms’e på sin smart-phone!! Jeg må indrømme, jeg har studset et par gange. Det fik jeg så sagt højt ved kassen i butikken, hvor hele køen kunne melde ind med flere beretninger.
Det viser sig, at denne herre er fra Rumænien. Her har et firma averteret med, at man kan komme på et tre måneders gratis ophold i Norden og tjene 1500 kroner om ugen, mod at man tigger. Hver morgen halv otte bliver fyren så sat af i vores lille by foran købmanden, inden den norsk indregistrerede bil kører videre med de øvrige ”tiggere” til andre købmand i andre byer. I tolv stive timer sidder de så og tigger og indsamler tøj, indtil de bliver hentet igen og formentlig kørt til et luset fælles sovested.
Er det forbudt? Ja, det går jeg da stærkt ud fra. Men jeg ved dårligt, hvor jeg skal gøre af alle mine følelser omkring det. Jeg har ondt af disse rumænere, men jeg tvivler på, at ejerne af den norske bil går rundt med moralske skrupler. Hvis de betaler kost og logi plus 1500 kroner om ugen, så er det jo, fordi det er en god forretning for dem. Og det henleder min opmærksomhed på det tøj, som ikke havner i containeren. Hvor ryger det hen? Bliver det solgt for penge, der ryger i lommerne på dem med bilen? For det var jo ikke meningen. Meningen var, at tøjet skulle videregives til nogen, der havde brug for det eller i det mindste ryge ind i nogle af de forretninger, hvor personalet arbejder gratis for at skaffe penge til nødstedte.
Jeg er holdt op med at give tøj til tiggeren med mobiltelefonen. Faktisk er jeg begyndt at fnyse, når han beder om penge. Jeg hader at have det sådan. Jeg hader, at jeg hader ham. Men mest af alt hader jeg de mennesker, der udnytter hans situation. Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal stille op.
LÆS OGSÅ:
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
