I sidste uge gødede vi græsplænen i vores have. En uge med dejlig regn og stigende temperaturer har bevirket, at plænen nu står knivskarpt: Grøn og saftig. Det ser bare godt ud. Samtidig skæver vi ind til naboen, der ved anlæggelsen af sin plæne valgte at springe over, hvor gærdet var lavest. De vendte ikke jorden og rev ikke småsten sammen, før de såede græs. Resultat: De kæmper til stadighed (efter 2 år) med en ujævn og forpint plæne. Nææh, derinde er græsset bestemt ikke grønnere.
Men mange andre steder kan græsset nu godt en gang imellem synes at være grønnere på den ægteskabelige front. Har du ikke nogen gange tænkt det? ”Iih, hvor har hun en hjælpsom mand”. ”Gid min kone også kom med kolde bajere, når jeg så fodbold”. ”Hvor er de heldige, at de kan rejse på ferie så tit”. ”Hvis bare min ægtefælle var sådan!”
Det er ikke misundelse som sådan, der er tale om her, men snarere en fokus på alt det positive, der sker i andres liv, og som i et øjebliks sammenligning får ens eget liv til at fremstå i et falmet lys. Det er jo ikke med vilje, vi ikke får lagt mærke til alt det gode, der findes indenfor rækkevidde. Det er bare sådan, at vi nemt kommer til at tage alting for givet.
Når man ikke længere mærker forelskelsens sus, så begynder kærestens små særheder at gå fra at være ”kære” til at være skide irriterende. Før var det lidt sjovt og sødt, at han var så passioneret omkring sin madlavning, nu er det en pest at skulle rydde op efter ham. Før var det lidt komisk, at hun aldrig kunne finde bakgearet, nu hører du dig selv sukke højlydt med himmelvendte øjne i passagersædet, mens du lover dig selv, at det er sidste gang, hun kører den bil med dig som passager.
En ældre herre sagde engang til mig, at efter hans kone var død, så var det sjovt nok alle hendes små særheder, han savnede. Jeg syntes, det var så fint sagt. Men jeg spekulerer også på, om det havde noget med hans alder at gøre. Altså…er det en generationsting? Er yngre generationer hurtigere til at dømme/miste tålmodigheden/skille fra for derefter at finde nye græsgange? Hvis jeg ser på mængden af skilsmisser, så synes jeg umiddelbart, at noget kunne tyde derpå.
”Vi voksede fra hinanden. Vi var begyndt at kede os. Vi levede hver vores liv. Vi havde ikke længere lyst til hinanden”. Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender årsagerne, men jeg savner måske nok noget ansvar. Jeg hører meget sjældent nogen sige: ”Jeg har ikke meldt klart nok ud, hvad jeg vil med vores forhold, og hvor jeg ser os”. ”Jeg har ikke givet mig hen til min partner seksuelt”. ”Jeg har ikke gjort nok for at skabe en samhørighed mellem mig og min partner”. Tværtimod har jeg set mange stille sig an som ofre og pege fingre ad den andens fejl og mangler…eller kort og godt lade sig friste af, at græsset syntes grønnere på den anden side.
For nylig faldt jeg i snak med en fyr på en bar, som var blevet skilt fra sin kone. Han sagde det ikke direkte, men det lå ligesom mellem linjerne, at han havde haft et sidespring. Han fortalte mig om skilsmissens forbandelser, og da faldt ordene: ”Man tror altid, at græsset er grønnere på den anden side, men ved du hvad? Græsset er grønnest der, hvor man vander”.
Jeg tror, det er nogle af de klogeste ord, jeg har hørt i år.
Læs også:
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
