Min absolutte yndlingsbog, ”Den afmægtige – en biografi om Christian den 7.” er et mesterværk skrevet af historikeren Ulrik Langen. Jeg elsker bogen af mange årsager. For det første er historien om Christian den 7. et fantastisk stykke Danmarkshistorie, og så er det også første gang – måske nogensinde – at der er lavet et nuanceret portræt af kongen, der blev kaldt vanvittig, men som i virkeligheden var et svært mishandlet barn. Og for det andet giver bogen et levende indblik i det danske samfund dér i midten af 1700-tallet.
Ulrik Langens grundige research belyser, hvordan der foregik en systematisk nedbrydelse af et menneske. Ditlev Reventlow hed den sadistiske lærer, som fysisk og mentalt mishandlede det kongelige barn, og selvom gaden ikke er opkaldt efter dén Reventlow, så fryder det mig nu alligevel, hver gang jeg kører ad Reventlowsgade, at netop denne Københavns mest beskidte og grimme afkrog bærer det navn.
Men hvorfor nu denne boganmeldelse tænker du? Jo, fordi et kig på 1700-tallets Danmark vidner om et voldssamfund: ”Forældre tævede deres børn, lærere tævede deres elever, mænd tævede deres koner, og koner deres mænd, mestre tævede deres lærlinge, herskaber tævede deres tjenestefolk. Soldaterne tævede bønderne og luderne, og bønderne og luderne tævede hinanden. Om natten tævede fulderikkerne løs på byens vægtere, mens soldater, matroser og studenter tørnede sammen i slagsmål på værtshusene og i gaderne.”
Jeg synes, det er interessant, når vi taler om vor egen tid…at tage dette tilbageblik. I dag er det forbudt at slå sine børn. Heldigvis da. Men i dag slår vi alligevel løs hinanden. Ikke korporligt men psykisk. Vi mobber. Jeg mener faktisk, at vi i Danmark lever med og i en mobbekultur, der totalt og aldeles har taget overhånd. Mobbekulturen foregår først og fremmest inde på de sociale medier, hvor det efterhånden er blevet fuldkommen umuligt at sige eller mene noget som helst, uden at man tillægges ondsindede motiver eller på anden måde bliver irettesat.
Tag nu f.eks. Kronprinsesse Mary, der cyklede med sine børn - straks skulle hun skoses for at cykle uden hjelm. Eller Casper Christensen der fortalte, at han trænede for at holde sig pæn og slank, hvorefter hundredvis af læsere mente, han hånede dem, der ikke gjorde det. Noget jeg godt kan nikke genkendende til, efter jeg skrev min artikel om en tyk dreng, der spiste pomfritter. Adskillige tykke mennesker opfattede det som et personligt angreb og kommenterede det med noget a la: ”Du har ikke ret til at dømme nogen, din selvglade, medieliderlige kælling!” – En vidunderligt selvmodsigende sætning.
Og endnu flere spurgte: Hvorfor er det altid de tykke, der skal mobbes? Men det er det skam heller ikke. Jeg spiller f.eks. hver weekend sammen med en musiker, der har langt hår. Der går aldrig en aften, uden han får perfide bemærkninger om sit hår. Og to af mine veninder, der bare er ultra tynde (og gerne ville være tykkere, hvis de kunne tage på) bliver hånet dagligt. Og så er der dem, der er børn af popmusikere…det kan man altså også godt høre for!
Mobning stopper først, når dem, der bliver mobbet, holder op med selv at mobbe videre eller ”mobbe tilbage”. Vend den anden kind til. Det er mit bedste råd. Det udstiller i langt højere grad den, der mobber.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
