What Women Want er en film, jeg aldrig kan få nok af, og forleden blev den igen vist på TV. Det er med Mel Gibson i hovedrollen som den mandschauvinistiske reklamemand og kvindebedårer, der skal hjælpe en kunde med at finde ud af, hvad kvinder vil have. I en halvbrandert lægger han derfor makeup, tager nylonstrømper på og lakerer negle for at sætte sig ind i, hvordan kvinder tænker. Mens han hygger sig i badeværelset, glider han og falder ned i badekarret med hårtørreren i hånden og får et elektrisk stød, som gør ham bevidstløs. Da han vågner igen, kan han pludselig høre, hvad kvinder tænker, når de er i nærheden.
Jeg synes, filmen er afsindig morsom, og jeg hører til dem, der ikke kan stå for Mel Gibson. Handlingen er muligvis ikke verdens dybeste, men den har nu et meget godt tema og en del gode pointer undervejs. Jeg tror, mange mænd gerne ville vide, hvad kvinder egentlig tænker. Især fordi mange kvinder forventer, at mændene ved det.
Jeg har såmænd en veninde, der forventer, at de fleste mennesker ved, hvad hun tænker, og hvordan hun har det. Hvorfor aer du mig ikke på kinden og kysser mig på panden? Spørger hun. Du må da vide, at jeg er ked af det! Og så står man der og føler sig i vildrede, fordi samme kvinde for lidt siden fortalte, hvor lykkelig hun er. Jeg forstår det ikke, men hvis jeg selv skulle have gjort samme fejl tidligere, så vid, at jeg nu gør mig den største umage for at sige højt, præcis hvordan jeg har det. Det gør det nemlig lidt nemmere for mine omgivelser at navigere i. Men nok om mig og tilbage til det, kvinder vil have:
Er sandheden ikke mange gange, at kvinden, når hun møder en mand, i første omgang gerne vil have en elsker, der kan rulle med musklerne, fortælle hende, at hun er det smukkeste i hele verden på syv sprog og præstere lagengymnastik ud over det sædvanlige? Og derefter vil have en kæreste, der gider holde i hånd og kigge på stjerner og afgive løfter om en stor fremtid? Og så skal samme mand pludselig være et rigtigt mandfolk, som vil bygge rede - herunder reparere tagrender og slå græs - og gide være far til et kuld unger? Og derpå ønsker hun, at manden skal udfylde rollen som ven - en som forstår hendes særheder og ikke mindst hendes behov for at gøre noget alene og realisere sig selv? Og endelig skal manden indtage pladsen som veninden, der gider gå med på udsalg og sladre om de andre venner, der også bare lever i sådan nogle mærkelige forhold?
Jeg har set mange ægteskaber bevæge sig i den retning. Ham der startede som elsker, ender som veninde. Og alligevel står manden for enden af tidslinjen og kan ikke forstå, hvorfor hans kone er skredet med en anden. Jamen hallo, hun gider jo ikke være gift med sin veninde, vel?
Det tricky ved denne udvikling i parforholdet er, at det hele vejen er kvinden, der former forholdet sådan. Hvis hun får lov altså. Også selvom hun til syvende og sidst ikke gider have det monster, hun som en anden dr. Frankenstein selv har skabt. Så finten består i at modarbejde hende. Ikke med vold eller andre grusomheder. Men blot ved at holde på sin ret til at være mand og have sine egne regler. Sagt meget firkantet skal kvinder måske bare ikke have det, de gerne vil have.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.