I 1989 var jeg for første gang i USA. Vi talte meget om de fede amerikanere og om, hvordan det næsten altid har været en naturlov, at udviklingen i USA ville ramme Europa tyve år senere. I samme moment lo vi, fordi det jo var helt utænkeligt i hvert fald i Danmark, at folk gennemsnitligt set ville blive overvægtige.

Det var dengang. Sundhedsstyrelsens undersøgelse fra 2009 – præcis 20 år senere – viste, at 47% af danskerne er overvægtige med et BMI på over 25, og 13% er svært overvægtige. Vi kan vel ikke blive uenige om, at det er et problem? Men her kommer det sjove: Det må man ikke skrive. Eller jo, det må man godt, men folk, der læser det, vil have en overvejende tendens til at oversætte udsagnet med: De fede er til besvær.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) blev nærmest lagt for had, da han tidligere på ugen satte ord på noget af det, han opfatter som årsag til, at vi i Danmark er blevet tykkere.

F.eks har det vist sig, at vi spiser for meget foran TV’et. Risikoen for at blive ramt af diabetes 2 stiger med 20% for hver to timer, man sidder foran tv’et (kilde: Hjerteforeningen). Når Dan Jørgensen opfordrer til, at vi sidder mindre foran fjernsynet og spiser, så hører nogen ham sige, at: Dem, der spiser foran fjernsynet er forkerte og dårlige mennesker, som lærer deres børn unoder. Og hvis det er det, man hører ham sige, så går der skuddermudder i debatten.

Tænk lige over det: Hvad sagde manden egentlig?

Dan Jørgensen har udtalt, at supermarkeder skal presses til at tænke mere i sundhed end penge, når de placerer varerne i butikken. Det ville være fair, at man så fra politisk side gav både producenter og detailhandel differentieret moms at arbejde med, så de sunde varer blev billigere, men ville det ændre placeringen af slikket og de usunde varer? Det har jeg svært ved at tro, og her var det måske helt i orden, at fødevareministeren opfordrer butikkerne til at handle, som de taler – walk the talk – når de siger, at de kerer sig om folkesundhed.

Vi har vænnet vores ører til at høre det, vi føler og ikke det, der bliver sagt. Debatter, der handler om rygning, om sundhed, om lektielæsning, om opdragelse af vores børn ender oftest i et sort hul, hvor man ligger i hver sin skyttegrav og kaster eder og forbandelser over i den andens lejr. Og da helst på de sociale medier, hvor det er svært at slå igen. Kastes der lys over et problem, som vi måske erkender og har dårlig samvittighed over, så synes vi pludselig, at nogen dømmer os skyldige, hvorpå vi selv ryger over i offerrollen. På løjerlig vis får vi oversat en klage til en anklage.

Og det sker også hjemme hos folk. Eksempel: Fruen kommer hjem og siger: ”Gud, hvor her ligner en svinesti”. Manden går straks i forsvar – en anelse såret over at blive kaldt et svin. Eller manden siger: ”Skulle vi ikke prøve at gå mere i svømmehallen? Du ved jo, børnene elsker det og har godt af det”. Hvortil kvinden siger: ”Kalder du mig en dårlig mor?”

A hva’?

Jeg synes, Dan Jørgensen har skabt en fin debat om mad over flere omgange. Så gør det ikke noget, at han provokerer lidt undervejs. Blot ville det være så dejligt, hvis vi alle begyndte at lytte med ørerne og ikke følelserne. En klog veninde sagde til mig den anden dag: Vi er skabt med én mund og to ører, fordi vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Jeg vil påstå, at vi kunne undgå mange konflikter, hvis vi gjorde netop sådan.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk


Læs også:
Annettes Klumme: Hvad vil kvinder have?