I går satte min lille søn på 5 sig op på sin første rigtige cykel. Sådan en med pedaler og uden støttehjul. Jeg holdt ham om nakken og gik ved siden af, mens han styrede og trådte i pedalerne. Bare 5 minutter. Så slap jeg grebet, og så cyklede han helt af sig selv. Og det gjorde han så i halvanden time. Rundt og frem og tilbage. Han grinede og hvinede. Det var en helt ny følelse af frihed.

Det fik mig til at tænke over frihedsbegrebet. Jeg er på alle måder fortaler for, at vi skal slippe taget i vores børn gradvist, så de forstår, hvad ansvar og tillid handler om. Men hvornår får børn for meget frihed? Hvor går grænsen for at overlade børnene til sig selv?

Jeg har en veninde, som har en aftale med sin store teenage-søn. Når han går i byen fredag/lørdag nat inde i København, så skal han bare ringe, når han vil hentes, så står hun op og henter ham og kører ham hjem til Nordsjælland. Det, vil nogle måske mene, er forkælet. Jeg mener, det er rettidig omhu. Det kan godt være, det ikke er sjovt at skulle stå op af sengen midt om natten, men hvor godt er det nu i øvrigt man sover, når ens barn (jo, man kan godt betegne dem som børn, til de er 18) render rundt i en storby, der ikke er helt ufarlig om natten? Jeg ville også foretrække at stå op og hente.

De har også en anden aftale: Han skal angive et tidspunkt for, hvornår hun skal blive bekymret. Altså: Hvis han siger ”Jeg fester til klokken 04, så der hører du senest fra mig”, så kan hun sige ”Hvis jeg vågner klokken 05 og intet har hørt, skal du vide, at jeg ringer til politiet og melder dig savnet”. Det er et godt eksempel på frihed under ansvar.

Mange af samme drengs venner får også lov at gå i byen om natten, og de får lov at drikke alkohol. Men ingen registrerer hvad tid, de kommer hjem, og hvor meget de drikker. Og de færreste i denne kreds af venner har forældre, der spørger ind til, hvad de laver, når de er i byen.

Jeg tror, mange forældre bilder sig ind, at det er en del af det at give slip på sit barn. De unge (under 18) skal selv tage ansvar for at komme hjem, og det rager da heller ikke de voksne, hvad de unge mennesker laver. Der er et fint tillidsforhold mellem barn og forældre. Synes de. Men skal den tillid ikke bygge på viden? Det at kere sig om, hvad børnene laver og taler om, og hvor meget de drikker, spiller, går i byen osv. Er det ikke en del af den pakke, vi kalder ”omsorg”?

Man kan godt interessere sig uden at snage. Man kan godt sætte nogle regler op uden at være besidderisk. Man kan godt hjælpe uden at overforkæle. Balancen er naturligvis svær. Ligesom der findes curling børn en masse i disse år, så findes der også en stor gruppe af børn, der helt får lov at passe sig selv. Ingen af delene gør godt for noget, hvis I spørger mig.

Jovist, det kan give anledning til endeløse diskussioner og himmelvendte øjne, eder og forbandelser fra teen-ageren. So be it! Det er altså forældrene, der må agere ”den voksne” i det forhold.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

 Ved du, hvad dine børn lavede i weekenden? Deltag i debatten på vores Facebook-side.