Det er egentlig mærkeligt, for jeg mener ikke, at jeg nogensinde havde en rigtig teenagekonflikt med mine forældre. Men skulle jeg nævne noget, der tangerede en konflikt, så tror jeg, mine forældre ville give mig ret i, at der var den der aften…

Jeg havde været hos Katrine, min veninde, hele aftenen. Vi hørte musik, så en film, snakkede, og pludselig så jeg til min rædsel, at klokken var blevet mange. Rigtig mange. Måske 2 om natten. 15 år gammel vurderede jeg, at mine forældre var gået i seng og sov trygt, så der var ingen grund til at vække dem og fortælle, at jeg overnattede hos Katrine.

500 meter borte sad til gengæld mine dybt bekymrede forældre. Lysvågne. Hvor blev jeg af?

De havde allerede været ovre forbi Katrines hus, men der var mørkt, så de ville ikke ringe på. I stedet tog de en beslutning om at køre rundt i kvarteret og lede efter mig det meste af natten.

Da jeg mere eller mindre veludhvilet ringede til dem næste morgen, var de – som forældre jo er – på den ene side på grådens rand af lettelse og på den anden side rasende over, at jeg ikke havde givet besked. Vi følte alle tre, at vi havde handlet rigtigt i situationen. Vi sluttede fred efter en lang og heftig diskussion, men vi blev aldrig enige om, hvem der havde haft retten på sin side.

I min optik havde mine forældre sat høflighed højere end bekymringen for mig. De ville jo trods alt ikke vække Katrines familie. Sat lidt på spidsen var det ’vække Katrines familie’ vs. 'eventuelt bortført barn’. Og det første vejede åbenbart tungest. Idet vi jo altså aldrig blev enige i den sag, har jeg i årene efter haft indtrykket af, at mine forældre måtte være de eneste i verden, der kunne være så tyngede af høflighed, at de kunne prioritere sådan. Indtil her i weekenden.

Igen sammen med Katrine sad vi og talte om episoden fra dengang med nogle andre veninder, og det viste sig, at et par af de andre havde haft stort set samme oplevelse. Dog med sig selv i hovedrollen som forældre. De havde været dem, der var kørt rundt og ledt efter ’forsvundet barn’, fordi - i dette tilfælde - manden havde insisteret på, at man altså ikke kunne ringe til andre mennesker midt om natten. Samme historie. Igen høflighed.

Man kan med en vis ret sige, at jeg selv dengang som 15-årig handlede ud fra, hvad jeg mente var bedst eller høfligst: Jeg ville ikke vække mine forældre, hvorfor jeg undlod at give besked. Og som 15-årig havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, at de ikke for længst sov. De vidste jo, hvor jeg var!! Men i dag, hvor jeg selv er forælder, ved jeg, at man ikke sover, hvis der er den mindste usikkerhed om, hvor ens barn er.

Det er ikke helt ude i skoven at påstå, at høflighed er godt, men at overdreven brug af høflighed kan være ret så problematisk.

brev_tag_annette