Jeg har en veninde, hvis mor godt kan lide at shoppe i de dyre forretninger. Det er der ikke noget odiøst i, for hun har såmænd råd til det. Hun er en flot dame. Sådan rigtig lækker, som man godt selv kunne tænke sig at blive engang. Og hun har god smag. Jeg vil kalde det diskret elegance. Og måske er det denne diskretion, der gør hende eksklusiv. Og vellidt. I hvert fald har jeg aldrig hørt om andre, der fik blomster tilsendt fra forretningen som sådan en ”god påske” hilsen.

Jeg selv er enormt dårlig til at ose, fordi jeg synes, jeg skylder ekspedienten at være oprigtigt interesseret i noget.

Og hvis jeg endelig når så langt som ind i prøverummet med noget, så synes jeg, det er flovt, hvis jeg ingenting køber.

Jeg har været i Gucci en gang, fordi jeg ville købe et par støvler, som jeg længe havde drømt om. Jeg har været i Louis Vuitton en eneste gang, hvor jeg skyndte mig ud, da en ekspedient sagde, jeg ikke måtte røre ved tingene.

Chanel har jeg aldrig besøgt. Det er faktisk lidt irriterende, for jeg er jo også nysgerrig.

I forsøget på at komme mit eget handlemønster til livs, har jeg lavet min egen lille research i et par af de store modehuse samt møbelforretninger i København, og det har været lidt af en øjenåbner.

Jeg indrømmer gerne: Jeg har aldrig kontanter på mig, men i den slags forretninger er jeg åbenbart heller ikke typen på kontant betaling.

Næh, der er tre typer, der betaler kontant: Turisten, som er nem at få øje på, og som slås med en stor tegnebog med pas og alt mulig andet lir i. Og så er der jyden, som bedst kan lide det på den måde. Og så er der ham, de øjensynligt alle sammen kender til: Den lyssky type.

Han løber gerne rundt med enorme summer bundtet sammen i forlommen på jeansne. I sidste uge hed han muligvis Michael, da han handlede. I denne uge kalder han sig Kim. Hvis butikken gerne vil ringe kunden op, når varen er klar, så er svaret  bare:

»Jeg kigger selv forbi en af dagene«.

Han opgiver aldrig efternavn, adresse eller telefonnummer. Han går heller ikke meget op i, hvad han køber. Det skal bare være dyrt. »4 stk Arne Jacobsen Ægget, tak«. Og når han så opdager, at han får rabat, så beder han om 5 og kerer sig ikke meget om farven.

Men ifølge butikkerne er det ikke ham, der er det største samtaleemne.

Joh altså, man er nok klar over i København, når der er foregået en større narkohandel, men ham (eller hende), de alle kender som en rød klud, er tilbuds-Kaj. Det er fair nok at man går efter en god pris, men tilbuds-Kaj er altid den første på pletten, når de gule skilte kommer i vinduet. Og han føler sig som butikkens største og bedste kunde, og vil gerne behandles derefter.

Det udmønter sig i, at han højlydt kommanderer eller joker med personalet. Det skal kunne høres i butikken, at han er der. Og ses. Han har klædt sig dyrt på til lejligheden. Han kan godt ende med at bruge mange penge, men man kan også være sikker på, at poserne med det fine logo vil blive vist frem alle steder.

Og hvad så med dem, der vitterlig har pengene og er gode, faste kunder, som ikke betaler kontant?

De findes vel også?

Ja, det gør de. De syner ikke af ret meget. De er bare diskrete og venlige.

Jeg tror ikke, der findes ret mange af dem.

Måske er det derfor, min venindes mor får blomster.