Hvis der er noget, mænd virkelig kan, så er det at skabe den der stemning af, at 'far er i huset, så kan I godt være helt rolige alle sammen'. Jeg ved ikke, hvor mange arbejdspladser, jeg har haft med netop sådan en mand. Og sjovt nok har jeg hver gang tænkt: Hold kæft, hvor er jeg træt af, at han kommer ind og soler sig i de resultater, som vi andre har frembragt og lagt for hans fødder. En distanceblænder, som alene derved har skabt tryghed og derfor fået chefens beundrende skulderklap.

I Danmark har vi lige nu en kvindelig statsminister, som måske burde gøre det samme. Sparke døren ind og sige: Mor er hjemme! Hun har jo bevist, at hun kan står oprejst selv i vindstyrke 12. Men ville det virke? Jeg ved det ikke, for jeg har kun oplevet mænd gøre det.

For kvinder gælder der ligesom andre regler. Vi skal udstråle moderlig varme, have sexappeal eller simpelthen være mænd. Jeg blev helt lykkelig over at se første afsnit af ”Dicte” (efter min mening den første vellykkede TV2 drama serie nogensinde), hvor vi endelig oplevede nogle kvinder, der minder om gennemsnittet. De havde ikke travlt med at være supermænd eller speltmødre. Takket være nogle dygtige (kvindelige) manuskriptforfattere var de bare sjove i al deres genkendelighed.

Savner vi genkendeligheden hos statsministeren? Jeg har ingen interesse i at tilslutte mig flokken af kritikere, der hellere så Thornings hæl end tå, men jeg interesserer mig for, hvad det er, vi som mennesker gerne vil have, en kvindelig leder skal kunne. Burde det ikke være ligegyldigt, om Helle Thorning er lidt stiv i det, hvis hun er flittig og kan sit stof?

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Helle Thorning er ikke af natur den favnende, folkelige, lune pige, som kan give os en klump i halsen. Det kunne Nyrup…trods sin kejtethed. Det kunne Anders Fogh så ikke, men måske var han den der 'far er i huset'-type. Er det fordi Thorning er en kvinde, at hun skal kunne bevæge os? Eller hvad er det, hun skal gøre for at tilfredsstille? Hvis man vil kende svaret, skal man måske studere underholdningskulturen.

X Factor er startet op igen, og man skal for Gud ved hvilken gang finde den bedste sanger. Bagefter er der så ingen, der interesserer sig for sangtalentet. For dybest set vil publikum have en entertainer. Musikhistorien har vist igen og igen, at du kan være en halvgod…ja endog elendig…sanger og alligevel få stor succes, hvis du kan underholde folk eller tale til deres følelser. En suveræn sanger, der ikke kan gribe folk, har ingen fremtid.

Så ville vi i virkeligheden foretrække charmetrolden frem for politikeren, hvis vi skulle vælge? Jeg kan godt komme i tanker om forgængere på statsministerposten, der har været katastrofer rent fagligt og som ikke engang havde charme, men som alligevel blev skånet. Jeg er ikke feminist og heller ikke socialdemokrat, men jeg sidder ikke desto mindre med en mistanke om, at kvinder helst skal score højt på alle parametre, hvis de overhovedet vil roses for at tage lederskab.

Stiller danskerne for større krav til Thorning, fordi hun er kvinde?

Deltag i debatten under artiklen

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Ugens brev: Brevkassen: Min kone vil hellere have mad end sex