Jeg er født i 1971. Årene frem mod midt 80’erne var præget af frygt. Der var kold krig, og vi børn havde altid en fornemmelse af, at 3. Verdenskrig kunne starte når som helst. Krig var noget, vi talte om, og som mange af mine kammerater havde mareridt om.

I 1979 skulle mine forældre rejse til Jerusalem i forbindelse med det internationale Melodi Grand Prix. En af mine veninder fortalte mig, at der var der ”borgerkrig”. Det var første gang, jeg stødte på det ord, og det gjorde mig meget bange. Nu var borgerkrig måske ikke lige den rette betegnelse, men at det var farligt at rejse på de breddegrader, lå udenfor enhver tvivl. PFLP kaldte sig en palæstinensisk befrielseshær, men i dag ville vi kalde dem terrorister, og de kunne når som helst angribe mål i Jerusalem.

Ikke mange år senere skulle min far så til Irland  - endnu engang i forbindelse med grand prix’et - og derovre var der religionskrig. Ingen kunne rigtig vide sig sikre, så længe IRA bombede alt fra skoler til private hjem. Men af sted skulle han.

Overalt i verden var der uro. Terror, som dengang var af mere politisk karakter, ramte alle steder. I 1972 var det OL i München, der blev et sorgens tempel, da 11 israelske deltagere blev myrdet af Sorte September. Baader Meinhof var anti-kapitalister, der lod sig inspirere af sydamerikanske guerilla bevægelser. Fly blev kapret i Afrika ikke uden hjælp fra diktator Idi Amin, og i Spanien blev den spanske premierminister myrdet af ETA.

Og så var der alle de uhyggelige regimer: Pol Pot i Cambodja, hvis blodsudgydelser næsten fik Hitler til at ligne en hyggeonkel. Khomeini i Iran, som det lykkedes at forblinde sit folk. Og så var der Mao – ja, mange hylder ham stadig, men tag lige og nærlæs den historie. Der døde lige så mange kinesere under ham og hans syge idéer, som der døde under 2. verdenskrig.

Hvorfor nævne det nu? Se, det er der en rigtig god grund til.

Min søn skulle i skolen give referat af en udvalgt avisartikel. Mens han læste avis, udbrød han: ”Jeg kan ikke finde en positiv artikel.” Han sagde det stort set samtidig med, at en franskmand blev interviewet i radioen. Franskmanden havde valgt, at han ikke ville være bange. ”Men hvordan undgår du det?” spurgte journalisten. ”Jeg lader være med at se fjernsyn”, svarede han.

Og her er vi ved essensen: Vi får dagligt serveret en ordentlig dosis frygt. Vi læser om ulykker og svælger i frygtelige billeder. TV2 News f.eks. samlede billeder og informationer om alle de unge mennesker, der døde under attentatet i Frankrig. Hvorfor?

Medier – jeg tror det gælder dem alle – er med til at skabe det indtryk, at vi lever i en mere usikker og utryg verden nu, end vi nogensinde har oplevet, men for det første passer det ikke (jævnfør det jeg skrev om 70’erne), og for det næste er det med til at mele den kage, som vores (tør jeg sige) fælles fjende bager. Det er IS’ erklærede mål at skabe splid og frygt. Og skal de lykkes med det? Vel skal de ej.

Ja, de bruger andre og fejere kneb nu, men det er bare for at komme på forsiden. Ikke spor andet. Vi skal ikke tysse dem ned, men vi skal heller ikke lade dem diktere vores dagsorden. Og vi skal slet ikke give dem den sejr at få det til at se ud som en religionskrig. For det er det ikke. Lad os hjælpes ad med at bevare det kølige overblik. Ellers vinder vores værste fjende: Frygten.