Jeg har en hel del veninder og bekendte, som er erklærede feminister. De har alle sammen det tilfælles, at de sidder i gode jobs. De er ressourcestærke. Stort set alle sammen bor i København og Nordsjælland (et par enkelte bor i Århus). De har deres meningers mod og dermed også min respekt.

Men jeg tillader mig at stille spørgsmålet: Er det i virkeligheden en gratis omgang? Det er jo nemt at sidde bag computerskærmen og ytre meninger, som ingen kan være uenige i: lige løn for lige arbejde. De er ofte aktive i debatten om kvoter. Og de er med til at gøre opmærksom på nogle skævvridninger – det er godt! Men flytter de noget? Sådan rigtigt?

Jeg oplever mange af mine kloge veninder plædere for flere kvinder i bestyrelser og på direktørgangene, og jeg ved, at flere af dem selv gerne vil befinde sig disse steder. For det er ambitiøse kvinder. Også det elsker jeg dem for. Men rammer de hovedet på sømmet i debatten? Eller misser de? Er det en generel bekymring hos danske kvinder? Eller er det en diskussion for eliten?

Jeg spørger bare. Jeg føler mig nemlig ikke specielt ramt. Jeg er iværksætter og har været selvstændig erhvervsdrivende i snart 20 år. Jeg elsker det. Men gad jeg sidde med tunge bestyrelsesposter? Nej tak. Jeg har rigeligt med ansvar. Og jeg oplever at mange kvinder har det ligesådan. Ikke dermed være sagt, at det så  er ligegyldigt, om der er kvinder i topembeder, for det tror jeg ikke, det er. Men problemet kan godt fremstå meget elitært og uvigtigt for masserne.

Til gengæld vil jeg gerne påpege en sag, som jeg synes, vi kvinder overser totalt, hvorfor vi svigter en vigtig mulighed for rent faktisk at ændre vores samfund. Og denne sag stod som mejslet i granit, da jeg sidste torsdag sad og så DR dokumentaren »Kvinde kend din plads« (som stadig kan ses på DRs hjemmeside). Den handlede om, hvordan piger og kvinder af anden etnisk oprindelse undertrykkes med fysisk og psykisk vold i deres hjem og i de små parallelsamfund rundt omkring i Danmark.

Jeg vil minde om Rødstrømperne, en antiautoritær gruppe af kvinder, der i midten af 70’erne agiterede for, at kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet. At kvinder skulle have ret til prævention og til abort  - med andre ord: Kvinder skulle have lov at bestemme over deres eget liv. Det er principper, som vi tager for givet i dagens Danmark. Men jeg kan hilse at sige, at principperne ikke gælder for alle danske kvinder. I hvert fald ikke dem, der kommer fra de førnævnte parallelsamfund. Vil man vide mere om det, kan jeg varmt anbefale, at man læser den fremragende bog ”Sort land” af Ahmad Mahmoud.
Jeg ved ikke, hvordan vi får taget hul på den sag, men jeg føler mig 100% overbevist om, at nøglen til en bedre integration ligger hos de etniske kvinder. Kunne vi hjælpe dem mere effektivt med at kæmpe den sag, som rødstrømperne kæmpede for min generation, så ville vi måske kunne skabe en bedre tilværelse for kommende generationer af både mænd og kvinder.

Rødstrømperne provokerede og brugte sig selv i meget tydelige kampagner. De anvendte humor, og de fik med tiden støtte fra både direktørfruerne i Hellerup og fra de hårdtarbejdende kvinder (min mormor var en af dem), som følte sig hørt og set på en ny måde.

Der er sikkert masser af gode, vedkommende og vigtige sager, som bliver taget op af dem, som i dag kalder sig feminister. Men jeg savner bare det gode gamle begreb: Søstersolidaritet, hvor det ikke handler om at mele egen kage men derimod om at hjælpe dem, der undertrykkes af patriarkatet.