- For helvede også, bandede min ni-årige søn, da tennis serven blev ved med at svigte ham. Hans træner var lynhurtig: 'Hvad sagde du? Ved du ikke, at her bander vi ikke? Dette er en advarsel. Hvis ikke du kan tale pænt, så må du tage en pause'.

Først var jeg selv lidt sådan: Jeg kan jo heller ikke lide, at børn bander, men herregud, jeg kender det jo godt; man bliver tosset på sig selv, når man ikke kan få tingene til at fungere, som man synes, de skal. Men så vendte jeg lige skråen i munden. Det er jo rigtigt at udstikke en holdning. Og her var holdningen altså, at vi ikke gouterer bandeord i sportsklubben. Advarslen var med andre ord ikke et forsøg på at jorde nogen men på at vejlede.

Ved nærmere eftertanke er jeg vild med, at nogen siger fra overfor negativt sprogbrug. Og her tænker jeg såmænd ikke bare på bandeord men på sprogkultur i det hele taget. Altså vores sprogs indflydelse på hinanden. Jeg hørte lidt af et program på Radio 24syv, hvor en forsker havde analyseret, hvordan negativ kommunikation påvirker vores hjerne, vores humør og vores udfoldelse. Det handlede ikke om mobning som sådan men alene om vores måde at tiltale hinanden på med eder og med fordømmelse. Og det var stærke sager, kan jeg godt sige jer.

Man kan alene ved det skrevne ords magt nedbryde et menneske. Der skal ikke ret meget mere til end nogle indlæg på Facebook garneret med et par sms'er. Så er den negative spiral allerede sat i gang. Og balancen kan ikke genskabes ved et tilsvarende antal positive tilkendegivelser. Nix! Vores hjerner er kodet til at kunne huske det negative bedre end det positive.

Jeg har tidligere på denne side skrevet om vores sprogbrug og appelleret til, at vi skulle gøre noget ved det. Og nu skal jeg ikke tage æren for det, men jeg vil dog konstatere, at der lader til at være nye strømninger på vej.

En aften for ikke så længe siden blev jeg gjort opmærksom på, at jeg var emne for en længere tråd på Facebook. Jeg ved faktisk ikke, hvad udgangspunktet for den var, men jeg kunne da forstå så meget, at nogen havde hængt mig ud. Og her fik jeg så hjælp fra uventet kant. Kira Eggers - som jeg ikke kender personligt - havde skrevet et længere forsvar for mig, og nedenunder kom nu en lang, lang række af positive tilkendegivelser samt fortalere for at skabe en bedre tone på de sociale medier. Og hvad der var nok så interessant var, at mange af disse var folk, vi kender som forbilleder for nye generationer.

Og så her forleden dag skete der noget igen. Denne gang på Instagram. Anders Breinholt fra Natholdet på TV2 skrev, at han havde fri i en uge, men at seerne kunne glæde sig til at se hans afløser, Lasse Rimmer. Få minutter senere trillede et par nedrige personlige kommentarer ind fra folk, der åbenbart ikke var Lasse Rimmer fans, men hvad skete der så? Jo, en ung pige skrev: Det der med at skrive negative kommentarer på de sociale medier, er det ikke lidt yt? Og i kølvandet på det kom en række thumbs up (altså tegnet for 'enig').

Jeg blev faktisk jublende glad. På Instagram, som jeg oplever mere ungdommelig end Facebook, er det mit indtryk, at folk prioriterer kun at poste noget eller kommenterer på noget, hvis de har en begavet eller morsom eller vedrørende eller sød kommentar. Og dét er så befriende. Og I kan kalde mig naiv eller godtroende, men jeg synes, jeg aner en tendens i tiden. Jeg tror, vi er nået dertil, hvor det er blevet umoderne at være negativ.


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.