At være ensom behøver ikke have noget at gøre med, om man er alene eller ej. Man mener, at næsten 5% af den voksne befolkning føler sig ensom, og oftest knytter det sig til det at mangle noget eller nogen i sin tilværelse. Mangle et job, en kæreste, en ven.
Men forleden dag talte jeg med min gode veninde om en anden slags ensomhed. Den ensomhed, der følger med, når man er alene med en bestemt viden, som er svær at dele med andre. Den viden hvor man på forhånd ved, man ikke møder forståelse. Der findes støttegrupper, som afhjælper den slags ensomhed. Her tænker jeg på grupper for pårørende til syge mennesker eller AA-møder, hvor alkoholikere kan dele deres bekymringer og tanker.
Men hvad nu, når man bare har hverdagsproblemer, som ikke falder ind under disse kategorier? Hvad stiller man op med alle sine tanker, når nogle af tankerne er urimelige og med sikkerhed vil blive modtaget med hovedrysten?
For mit eget vedkommende har jeg gennemgået adskillige scenarier i mit hoved her i 2015, som for vores familie blev et omvæltningernes år. I januar brækkede min mand nakken og lå på hospitalet i fem en halv måned. I dag er han tilbage på arbejde, men han er – uanset hvordan vi vender og drejer det – handicappet. Han går med stok, og hans højre hånd virker stadig ikke rigtigt. Jeg kan sige, at man gennem sådan et forløb tænker tanker, man aldrig havde troet, man skulle tænke.
Der skete det for min mand, som sker for mange mennesker, der rammes af en ulykke eller bliver alvorligt syge: Hans verden blev lillebitte. Alle hans kræfter blev brugt på at kæmpe sig ud af situationen. Heldigvis. Alle på hospitalet talte udelukkende om hans tilstand, og alle besøgende spurgte ind til ulykken. Det er helt forståeligt, at hans verden snævrede sig ind.
Venner mødte mig (og gør det stadig) med et: Pyt med skavankerne – han overlevede jo. Og sådan kan man sagtens se det. Men det er ikke dem, der oplever hverdagen, strabadserne, forbandelserne og de enorme ekstra kræfter som alle i familien hele tiden lægger i. De ser kun overfladen, så heller ikke dem kan jeg dele bekymringerne med.
Der kom dog en dag, hvor jeg var nødt til at sige det, som var så svært. Sige nogle af de tanker, der gjorde mig ensom og isoleret, fordi jeg så nogle ting, som ingen andre så. Jeg sagde til min mand: ”Jeg gider ikke høre mere om din krop. Jeg gider ikke høre alle mulige detaljer om din fysik. Hvis vi skal være par, og du skal være en del af familien, så er du nødt til at melde dig ind. Og det gør du ved at løfte blikket og lige få øje på, at der foregår en masse ting, som ikke har noget med dig at gøre.”
Jeg følte mig SÅ forkert, da jeg sagde det, og i et døgn bearbejdede min mand mine ord. Jeg var helt ærligt hunderæd for, at jeg havde såret ham. Men han ringede mig op næste dag og sagde: ”Tak, fordi du orker at sparke til mig, selvom jeg ligger ned. Nu skal jeg nok komme ind i kampen”. Hvis han ikke havde mødt mig lige dér, så tror jeg, vores ægteskab var gået i stykker. Og så var jeg med garanti blevet endnu mere ensom.
Læs også:
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
