Piger og drenge, kvinder og mænd, fru og hr., hun og han…og hen!?
I TV avisen fortæller et forældrepar, at de opdrager deres datter kønsneutralt: Piger behøver ikke være klædt i lyserødt og kan godt lege med alt muligt andet end dukker. Tja… Lizette Risgaard er netop blevet valgt som LO’s første kvindelige formand (man kan mellem linjerne læse, at hendes 8 år som næstformand i den mandsdominerede organisation ikke har været for nemme), og i USA tyder alt på, at man lægger an til at vælge den første kvindelige præsident – Hillary, om hvem man kan læse, at hun var en rigtig drenge-pige. En hen?
Til gengæld fortæller forsiden på min avis, at der først om 111 år vil være lige løn. Hva’beha’r? Enhver må kunne se rimeligheden i, at der gives samme løn til kvinder som til mænd for samme stykke arbejde.
Jeg hører til dem, der skærer ansigt, når jeg hører om kønsneutrale børnehaver, eller at svenske feminister har lavet en opgørelse, som viser en sammenhæng mellem mandlige gadenavne og store gader/alleer (gader opkaldt efter kvinder er oftest mindre veje). Var en tilsvarende beregning foretaget af mænd, ville jeg have påstået, at de havde problemer med selvværdet eller søgte at kompensere for dårlig udrustning.
Men nu ser jeg et forældrepar, der ret sagligt argumenterer for, at deres datter skal føle, hun har samme værdi og samme muligheder som en dreng. I indslaget får vi også at vide, at forældre med den holdning sjældent vil stå frem, fordi de efterfølgende bliver hetzet af mennesker på gaden eller Facebook. Jeg synes imidlertid, vi skylder dem at være nysgerrige. Specielt når vi hører, at der vil gå 111 år, før kvinder og mænd får ligeløn.
I min branche, underholdningsbranchen, er vi ikke i nærheden af ligestilling. Det er kendt for de fleste, at kvinderoller på teater og i film i store træk bliver ret uinteressante, når de kvindelige skuespillere har rundet 50. Og sætter man sig og lytter til P3 i en times tid, vil man lynhurtigt kunne høre, at der er længere mellem de danske, kvindelige artister end de mandlige ditto. Det samme gør sig gældende indenfor stand-up. Og lønnen – selv blandt de store navne – er væsentlig lavere for kvindernes vedkommende.
Ergo må et eller andet være galt, og her kan det jo godt være – tænker jeg bare – at disse kønsneutralt opdragende forældre har en pointe! Jeg selv har gjort mig den erfaring, at det ved lønforhandling betaler sig at gøre som en mand. Det handler ikke om at argumentere for, hvorfor man er så meget værd. Det handler mere om at holde masken, sige et højt tal og så ellers holde kæft og vente på et mod-bud. Jeg har bemærket, at jeg ikke bliver ringeagtet, når jeg kopierer den strategi. Jeg tror sådan set ikke, at andre undlader at betragte kvinder og mænd som lige, snarere at vi kvinder selv har en tendens til at ligge under for nogle normer.
Der er også den kategori af kvinder, der tror, de bare skal larme lidt mere, klø sig i skridtet og se barske ud for at opnå det samme som mænd. Det, tror jeg så ikke, holder i længden. Jeg lakerer mine negle, hopper i en nederdel, tager de høje hæle på, flirter med mændene, drikker kaffe med pigerne…og går på herretoilettet, når dametoilettet er optaget samt påberåber mig samme løn som mine mandlige kollegaer. Værktøjskassen på matriklen er min, og jeg passer al økonomi i hjemmet, men jeg elsker at være kvinde. Måske er jeg i virkeligheden allerede en ”hen”.
