I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Sådan starter en af de smukkeste danske sange, som har hele tre officielle melodier. Sebastian har komponeret den nyeste, og den er efter min mening også den smukkeste. Ordene er H.C. Andersens, og det er mig en gåde, at det ikke er denne velskrevne og poetiske fædrelandshyldest, der er vores nationalsang i stedet for Oehlenschlägers bombastiske værk, ”Der er et yndigt land”, som unge mennesker knapt forstår.
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Den linje knyttede jeg den anden dag til et billede fra Liseleje, som jeg lagde på Instagram, hvorpå en følger lynhurtigt kommenterede: Hvorfor bor du så i Sverige?
Det var jo et godt spørgsmål, som jeg fik lyst til at svare med: Fordi ellers havde jeg ikke råd til at leve, som jeg gør. Men svaret ville kun delvist være rigtigt og slet ikke dække den glæde jeg føler ved at bevæge mig hjemmevandt i to lande. Jeg synes, det udvider min horisont og gør mig nysgerrig på verden. At opsøge et nyt land og helhjertet forsøge at integrere sig er med til at åbne øjnene for, hvad det vil sige at være fremmed. Og samtidig giver det mulighed for at beskue sit eget land (i dette tilfælde Danmark) med andre og måske friske øjne. Somme tider er det det, der er med til at gøre mig særlig stolt over at være dansk.
Hvornår flytter jeg så hjem igen? Jo længere tid, der går, desto sværere har jeg ved at svare på det spørgsmål.
Jeg fik et brev fra en mand, som skrev til mig om en kvinde, han elskede. Jeg synes, jeg kunne genkende hans følelser og næsten få dem til at handle om mit eget forhold til Danmark. Han skrev:
”Jeg ved, hun er mit livs kærlighed, men hun er en meget krævende dame. Hun elsker at blive forkælet, og når vi er sammen, beruser hun mig med sit væsen. Hun er ekstremt smuk, og mange mennesker kigger misundeligt på mig, men mine venner mener, at hun mest af alt elsker mig for mine penge. Jeg har ikke spor imod at bruge penge på hende. Heller ikke selvom hun er en dyr dame. Jeg tror faktisk også, hun ser mere i mig end mine penge, men problemet lige nu er, at hun har foreslået, at vi skal flytte sammen. Hun har ikke selv nogen midler at skyde i projektet, men hun vil gerne bestemme, hvor vi skal bo, og hvordan vi skal bo. Og så synes hun, vi skal eje boligen sammen. Jeg vil jo nødigt virke nærig, men jeg synes måske ikke, det er helt rimeligt. Jeg tror, jeg ville føle, jeg blev tørret. Så spørgsmålet er: Skal vi flytte sammen? Og hvis ja, hvordan skal vi så gøre det?”
Jeg bor på 14. år i Sverige, men arbejder i Danmark, og netop derfor betaler jeg min fulde og hele skat til Danmark. Det er OK. Jeg synes, jeg får det bedste fra begge lande, lige bortset fra, at jeg ikke har stemmeret i det land, hvor jeg betaler skat. Flyttede jeg hjem, ville jeg få min stemmeret tilbage, men jeg ville også skulle acceptere de tre misundelsesskatter: Ejendomsskatten, bil-afgiften og arve-afgiften. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville kunne.
Jeg ved, at mange danskere i udlandet har det netop sådan. Når man rejser ud, opdager man både, hvor heldige vi er i Danmark, men også hvor blinde vi er for, at der kan findes andre løsninger, andre måder at gøre tingene på, andre muligheder hvis vi turde prøve. Det perfekte land findes ikke, men det er helt gratis at hente inspiration.
Læs også:
Læs også:
Læs også:
