Somme tider er der små glimt af barndommen, der dukker op i hukommelsen. Et af dem stammer fra engang, hvor jeg havde tegnet en tegning til min mor. Jeg har nok været en 6 år gammel. Jeg skal ikke kunne sige, om det var et forsøg på at lave moderne kunst, men det var i hvert fald ikke en tegning, der lignede de andre, jeg havde lavet. Det var en masse kruseduller. ”Fint… Tak”, sagde min mor. Lynhurtigt tegnede jeg en større krusedulle til hende. ”Mmm-mm” sagde hun og tog imod den. Ny stor krusedulle (måske blev papiret lidt krøllet): Værs’go’ mor! Hun tog den og smed den så i skraldespanden. Hun kiggede bestemt på mig: ”Det handler ikke om motivet. Det handler om, at du ikke gør dig umage”.
I dag serverer jeg den på stort set samme måde for mine børn. Det er ikke vigtigt at være den bedste til alt, men det er vigtigt at gøre sig umage – dvs. gøre det bedste man kan – i alle livets aspekter. Min ældste går til tennis efter eget valg. Når han spiller godt, stråler han som en sol og synes, det er det bedste i verden, men der var på et tidspunkt en krise, hvor han ikke gad og bare stod og sjaskede til bolden og tudede, når han skulle af sted. ”Jeg kan godt forstå, du ikke gider”, sagde jeg til ham, ”for jeg kan se, du ikke gør dig umage, og så dur det ikke. Men nu har du valgt tennis, og derfor spiller du sæsonen ud. Hvis jeg kan se, du gør dig umage og forbedrer dit spil, får du lov at stoppe."
Det er muligvis ikke efter principperne i den pædagogiske håndbog, men ungen tog sig gevaldigt sammen og blev en rigtig habil spiller i løbet af kort tid. Igen blomstrede han op. Da sæsonen sluttede, sagde jeg: ”Godt, Eliot. Nu kan du få lov at stoppe”. Dét var han sjovt nok slet ikke interesseret i længere.
Vil man være god til noget, så kræver det også, at man øver sig. Og det er nemmere at øve sig, hvis man kan finde motivationen. Derfor glæder det mig, at vores nye uddannelsesminister Esben Lunde Larsen sætter fokus på eliten og lægger op til, at vi i Danmark bliver dygtigere til at dyrke talenterne. At vi herhjemme - hvor vi er verdensmestre i at fortælle hinanden, at man ikke skal tro, man er noget - tør pege på nogen med særlige evner og klæde dem på til at konkurrere mod unge talenter fra andre lande.
Det finder jeg inspirerende. Ligesom i det nye nummer af Euroman, hvor der er et længere interview med Prins Joachim. Jeg kan varmt anbefale, man læser det. Her fortæller han, hvordan han nyder at køre ned gennem Europa med sine to ældste sønner, mens de taler om det, de ser, de lande de kører igennem, terper landenes historie og snakker om ligheder og forskelle. Bravo! Jeg klapper i mine hænder. At dele rundhåndet ud af sin egen viden og formidle den på en måde, så det bliver nærværende og legende let at forstå, dét er en kæmpe styrke.
Det behøver ikke være højpandet. Det kan lige så nemt være en far, der tager ud og fisker med sine børn og lærer dem, hvad der findes i naturen. Det handler bare om at klæde vores børn på, så de forstår, at de er en del af en større sammenhæng og ikke, at universet drejer sig om dem. De er med til at bidrage. De er en tand i et tandhjul i en kæmpestor maskine. Derfor er det vigtigt, at alle – uanset hvor de hører til i maskinrummet - gør sig umage.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
