Annettes klumme: Død-sygt!

Dette var ugen, hvor Nelson Mandela blev begravet. Jeg fulgte mindehøjtideligheden på News, og en af studieværterne bemærkede, at folk ikke stod stille. Nej, på det store stadion blev der sunget og danset og viftet med flag. Folk smilede, vinkede og virkede glade! Og hvad er der egentlig galt i det? Ingenting. Folket ville hylde deres helt og med begejstring vise, hvor meget han betød for dem. På trods af et stort savn. Det virkede meget respektfuldt.

Så kan man forstille sig, at vi gør det samme, når Dronningen en dag dør? Hun er jo også et fantastisk og indflydelsesrigt menneske med en lang, flot karriere bag sig. Jeg kan ikke rigtig se det for mig. At vi står der langs gader og stræder og synger og danser, klapper og vinker, når hendes kiste kører forbi. ”Det er ikke vores kultur”! Nej nej, den er jeg med på, men man kan vel godt lade sig inspirere. Måske ærgrer det mig, at vi forveksler det at vise respekt med det at stå helt stille og se bedrøvet ud. Der er masser af begravelser, hvor bedrøvelsen overskygger alt andet, hvor tårerne får frit løb, og hvor man blot føler trang til at stå helt stille og mindes. Men er det ikke mest, når det gælder en nær ven eller et familiemedlem?

Dronningen ville det være oplagt at hylde med sang og smil, men det bliver svært at bringe forslaget igennem, når den dag kommer.

Ikke desto mindre er der så småt begyndt at komme nye tiltag, som kan være med til at løsne op for det enorme tabu, døden er befængt med her på vores breddegrader. For et par uger siden kunne man læse om Begravelse Danmark i Helsingør, der havde udstillet en knaldrød kiste i anledning af julen. Hvor var det en god idé. På alle måder. Dels har jeg ofte tænkt, at det marked var enormt kedeligt, og dels har udstillingen allerede vakt stor debat: Kan man det?

Ja! Må svaret være. Dem der vil have traditionelle begravelser, kan jo bare vælge det. Men hvis nu det værst tænkelig skulle ske, at en af mine drenge gik bort, så ville jeg da gerne have muligheden for at vælge en politi-blå kiste (gerne med blinkende lampe ovenpå) eller en graffiti kiste. Og uuuuuha, jeg ved godt det er så svært at tale om…men hvorfor egentlig? Hver dag er der nogen, der mister sin kære, og som skal arrangere en begravelse. Tabu eller ej. Og når nu en begravelse koster det hvide ud af øjnene (omkring 30.000 er ikke usædvanligt), hvorfor kan man så ikke selv vælge, hvordan den skal tage sig ud? Gøre det personligt og nærværende?

Jeg husker, at nogen foreslog, at man lavede annonceplads på gravsten, sådan at man kunne få sponsoreret en begravelse. Det var måske et lige lovlig friskt forslag. Begravelse bør efter min mening ikke være et kommercielt foretagende. Men vi kan vel godt blive enige om, at det er meget personligt. Ikk’? Så hvorfor ikke give begravelsen det personlige twist, der passer til den, der skal i jorden? Kirken har sit ritual, som vi ikke kan ændre ved, men der står da ingen steder i Biblen, at en begravelse skal være dødssyg.