Den 14. Juni 1987 udkom BT for første gang om søndagen. Jeg husker dagen, fordi jeg blev ansat til at bestyre en musikbrevkasse i den nye avis. Jeg var 15 år dengang og kørte brevkassen de næste 7 år, mens jeg tog min uddannelse. Derefter blev jeg ansat på SE og HØR, og siden da er der ikke gået et år, uden jeg har været fast tilknyttet et blad eller en avis.

Dette skal ikke handle om min gøren og laden, men det skal til gengæld handle om en mand, der i den grad påvirkede mig i de år, og som blev min læremester. Sidste søndag lukkede han sine øjne for sidste gang, og derfor fortjener han en hyldest, for han var et særligt menneske, som jeg mener, vi kan lære meget af.

Mogens Emil Pedersen – bedre kendt som MEP, chefredaktør på SE og HØR – levede livet med pedalen i bund. Der blev smagt på det hele. Sprut og damer, fest og farver var det, man forbandt med SE og HØR, og MEP var synonym med sit blad. Mange har tit spurgt mig, om det virkelig var rigtigt, at der var fadølsanlæg på redaktionen, om det virkelig var rigtigt, at MEPs barskab på kontoret altid var fyldt op, om det virkelig var rigtigt, at man kunne trække ”damer” fra, hvis man kom med et bilag, og at man kunne få skæld ud for ikke at have lagt drikkepenge nok på bladets regning. Jeg må svare ja til det hele og ved godt, at det lyder helt fjollet, når jeg samtidig siger, at MEP var forbilledlig.

Det er netop her, jeg mener, vi har noget at lære.

Det er meget nærliggende at sige, at mennesker som MEP og Simon Spies hører en anden tid til. Men jeg vil gerne indvende, at det ikke kun handler om en svunden tid. Det handler meget mere om nogle mennesker, som forstod på den ene side at være frække og flamboyante og på den anden side solide og sobre. Mennesker for hvem en aftale var en aftale, hvorfor vi tillod dem at være….ja, kulørte! Og se, dét er min anke, at vi er blevet så politisk korrekte og så bornerte og så bange for at have en holdning, at vi ikke kan give plads til dem, der rent faktisk giver hverdagen noget farvelade.

MEP kunne godt lide unge piger. Når jeg siger det, så tænker folk straks, at han rodede rundt med purunge piger. Det er slet ikke sådan, det skal opfattes. MEP satte ganske enkelt pris på at kigge på piger, der gjorde noget ud af sig selv. Som gad at tage læbestift på, skrue sig ned i en nederdel og gerne iføre sig høje hæle. ”Du ser sgu dejlig ud min skat”, kunne han sige. Det var en kompliment. Intet andet. Skulle en kommentar være ledsaget af et lille klap bagi, kunne man godt kigge på ham med rynkede bryn, og så ville han straks sige undskyld. Han kendte godt folks grænser og respekterede dem.

I dag havner man i retten, hvis den slags finder sted på en arbejdsplads. I visse tilfælde, fordi den ene part rent faktisk er gået for langt, men i mange tilfælde også, fordi vi ikke giver hinanden plads og tager alting meget nært. Jeg er ikke tilhænger af druk eller sex på arbejdspladsen, men jeg er heller ikke tilhænger af den asketiske holdning, der hersker mange steder. Hvor man er dømt ude, hvis man tager en pilsner til frokosten eller siger nej til at være med på løbeholdet. Hvor man mistænkeliggøres, hvis man giver komplimenter eller er for nedringet, og hvor arbejdsindsatsen ikke vurderes på den faktiske indsats men på tidspunktet for ind- og udstempling.

MEP var den sidste af sin art – i hvert fald som jeg kender til. Han var livsnyder, og han gav sine ansatte muligheden for selv at nyde livet. Skal hans lige virkelig høre fortiden til?

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.