____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Roskilde Festivalen raser på sidste døgn. I morgen venter tømmermændene og de mænd, der tømmer pladsen for skrald. Hvis man nogensinde er kørt forbi Dyrskuepladsen i Roskilde ugen derpå, så har man fra motorvejen kunnet se de bjerge af affald, der efterlades: Ødelagte telte, glemte soveposer, plastikposer, paraplyer og meget andet…Apropos:

Der skal lige ryddes op på værelset og redes seng! Åh hvor er jeg træt af at høre mig selv sige de ord. Jeg har to drenge på 5 og 10 år, og det der med oprydning er bare ikke noget, der sker helt af sig selv. Den mindste har dog været lovligt undskyldt på det seneste. Hans møblement har stort set ikke ændret sig, siden han blev født, men det har omfanget af hans legetøj til gengæld. Derfor tog vi fat sidste weekend: sorterede legetøj, købte ny reol og to kommoder, så det hele blev lidt mere overskueligt.

Der blev endda en hel skuffe ledig til alle ”brugsomvisningerne”, som han kalder de instruktionshæfter, der følger med LEGO. Nu er der endelig skabt en ramme for, at han selv kan holde lidt mere styr på sine ting.

Den ramme har man på sin vis også skabt på Roskilde. Hvis jeg sammenligner festivalen i dag med festivalen for bare ti år siden, så er den totalt forandret. Publikum oppe ved orange scene ligner mere luksus hippier fra Tisvilde end de langhårede rock-drenge, jeg plejede at hænge ud med. Der er lounge miljøer alle vegne i fedt design, hvor man kan tælle flere Iphones end joints. Et stort food-område sætter fokus på de gode råvarer. Bæredygtighed og økologi nævnes flere steder på festivalens hjemmeside. Spørger nogen efter en god bønne, så forventer de, at du viser dem hen til en barista, der kan servere en veltillavet cappuccino. Jo-jo, der er kommet andre boller på rocksuppen.

Og den udvikling passer mig egentlig fint. I mine øjne vidner det om ansvarlighed og omtanke. Så kan unge mennesker gå amok indenfor de rammer – og det gør de stadig…også på gammeldaws facon med øl, fede og rockmusik. Men sagt med min søns ord, har Roskilde udstedt en ny brugsomvisning til sine brugere, og det er klædeligt.

I den seneste uge har det så været livligt diskuteret, om forældrene til de unge festivalbrugere er ved at kvæle deres afkom med deres allestedsnærværende serviceniveau. Der har været skrevet om lange bilkøer bestående af forældre, der transporterer de unge til pladsen, om forældre der har spurgt om hjælp eller klaget på deres børns vegne på festivalkontoret, om forældre der har leveret ølforsyningerne. Er de curlingforældre eller bare omsorgsfulde?

Som forælder til en ti-årig ved jeg godt, tiden nærmer sig, hvor jeg selv skal tage stilling: Skal drengen sendes af sted med toget og med oppakning på ryggen eller…? Det, jeg har lyst til at gøre, er ikke det samme som det, jeg synes, jeg skal gøre. Jeg har jo lyst til at passe på ham 24-7, men i virkeligheden skal jeg gøre ligesom med børneværelset: Skabe nogle rammer, som han selv kan navigere indenfor, og som gør ham tryg. Jeg bliver nødt til at læne mig tilbage i, at jeg har givet ham en opdragelse, som dur til noget. At han kan tænke selv.

Han har fået en brugsomvisning. Jeg bliver nødt til at stole på, han både har læst og forstået den.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.