Annette Heick
Min morfar samlede på frimærker. Jeg kan stadig engang imellem tage mig selv i at gemme breve med frimærker på til min morfar. For det gjorde jeg i årevis.

Han dampede dem minutiøst af konvolutterne og satte dem ind i en fin bog. Han talte altid om, at når han engang døde, så var der gode penge til mig. Jeg tror, at han havde en forventning om, at der lå værdier for mindst 50.000 kroner. Da han så døde, tog jeg ind til Bruun Rasmussen med de fine albummer. Manden bag skranken bladrede løseligt i siderne og anslog efter ca. 30 sekunder, at der var for godt 5000. I bedste fald.

Jeg var grædefærdig. Ikke på grund af pengene, mere fordi jeg syntes, det var så synd for min morfar. Jeg stak naturligvis til Bruun Rasmussen-fyren for at høre, om det nu også kunne passe, men han slog lynhurtigt ned på en side, og sagde: 'Det der skulle have været gult, og det andet der har et forkert stempel'. Nej, morfars arbejde gennem mange år var spildt.

Troede jeg. Dengang.

Siden har jeg opdaget, hvad hans lidenskab egentlig betød. For min morfar handlede det jo egentlig slet ikke om at nå i mål med samlingen. Det handlede om interessen i sig selv. De mange timer han brugte på sin hobby, var jo glade timer. Timer, hvor han slappede af og med et moderne ord mediterede over tilværelsen. En tid han havde for sig selv.

Min mormor drillede ham altid med det. Lidt ondskabsfuldt i virkeligheden. Hun syntes, det var idioti at bruge tid på noget så kedeligt. Men en passion bør aldrig kategoriseres som idioti. Alle mennesker burde have en sådan passion. Vi bliver nemlig lidt mere spændende at være sammen med, når vi brænder for noget. Fordi vi får en viden, vi kan øse ud af, eller fordi vi gennem vores interesse kommer i berøring med noget, der potentielt kan tage os ud over landets grænser. Eller egne grænser.

Jeg havde en gang en kæreste, som på alle måder var en dejlig mand, men han havde den store ulempe, at han simpelthen ikke brændte for noget. Han var sådan jævnt tilfreds med det hele – kunne godt lide at se fodbold, kunne godt lide musik, kunne godt lide en masse ting….men passionen…bare for et eller andet...manglede. Derfor! Alene derfor kunne vores forhold ikke have nogen fremtid.

For nylig var min søn med i sin første tennisturnering. I den første kamp var han tændt, men da han så begyndte at få modgang, så gav han bare op og virkede egentlig ligeglad med, om han tabte. Jeg blev først rasende over, at han bare sådan gav op. Men måske handler det om, at han dybest set ikke har fundet sin 'ting' endnu. Og hvis han har, så er det nok ikke tennis. Han er altså også bare 8 år, så det går jo nok. Men jeg ønsker virkelig for ham, at han ligesom min morfar en dag finder en hobby, som driver ham. Jeg vil have en dreng, der udstråler lidenskabelighed.


Ugens optur: 1. søndag i advent i Århus Domkirke. Sikken et dejligt kor, og sikke en smuk kirke. "Oh, du Guds lam" og "Blomstre som en rosengår"...så kan søndagen ikke begynde bedre.

Ugens nedtur: Dagen derpå. At gennemføre dobbeltforestilling ovenpå en våd premiere-fest er næsten en kunst i sig selv. Jeg vil aldrig mere røre alkohol! Nogen, der gider holde mig op på det løfte?


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Ugens brev
Brevkassen: Jeg har ingen sexlyst