Nu hørte jeg det lige igen. I min radio. Det, jeg har hørt så mange gange før: ”Hvis bare mor og far er glade, så er børnene det også”. Jeg tror også, jeg selv har sagt det, men lige i dag studsede jeg, for passer det?

Gu gør det da ej! Det er sådan noget, vi voksne har fundet på, fordi det befrier os for den værste dårlige samvittighed. Hvornår har du selv nogensinde i din barndom kigget på dine forældre og tænkt: ”Hvor er det dejligt, de er glade”, hvis du selv følte dig svigtet eller overhørt?
                
Hvis mor og far er glade, er det først og fremmest godt for mor og far. Så kan der være en vis sandhed i, at de måske er mere overskudsagtige overfor børnene, men det løser altså ikke børnenes problemer eller bekymringer. Tag nu skilsmisse situationen. Det er klart, at det ikke er godt, hvis mor og far skændes hver dag, men hvad hjælper det, at de virker glade hver for sig, hvis de skændes videre efter skilsmissen, hver gang børnene skal hentes/bringes? Ansvaret handler da ikke om, at  forældrene for enhver pris skal se glade ud eller virke glade. Det handler om, hvordan de håndterer børnene og hinanden, når de så endelig er sammen. Børn er ikke dummere, end at de godt kan fornemme, hvis noget er galt. Og vis mig lige det barn, der ikke ville foretrække, at mor og far var glade SAMMEN!
                
Lad os forestille os, at et barn, der er selvstændigt tænkende, møder sin fars nye dame, tror vi så helt ærligt, at barnet tænker: ”Jubiii, min far er lykkelig”? Den form for empati og voksen-logik besidder en mindreårig ikke. For barnet repræsenterer den nye dame en konkurrent. Så kan der sagtens opstå alt muligt vidunderligt, og der kan være god kemi og så videre, men forklaringen er stadig ikke, at barnet er glad, fordi far er det. Forklaringen er, at barnet er glad, fordi han eller hun godt kan lide den nye dame.
                
Det gælder jo også i alle mulige andre situationer. Prøv at tænke efter, hvornår du sidst vendte øjne ad dine egne forældre. Mon ikke det var over noget, som, de selv syntes, var toppen? Hvis det var en situation, der gik ind over dine grænser eller havde konsekvenser for dig, smilede du så bare og tænkte: ”Jamen de er jo glade, så er jeg det også”? Nej. For du var irriteret over, at dine grænser ikke blev respekteret. Sådan har børn det også.
                
Til februar flytter jeg til Århus, fordi jeg skal spille teater. Jeg kommer hjem igen midt i maj. Men i den periode er mor væk. Hver dag. Vi kan skype, og vi kan tale sammen over telefonen, og jeg kan forberede mine børn på, at vi er adskilt i en 3 måneders periode, og jeg kan forklare, at sådan er mors job. Men jeg kan ikke forvente, at fordi jeg er glad over mit arbejde, så synes mine unger, at situationen er fjong.
                
Der ligger et stort arbejde og ansvar hos os forældre altid. Det er os, der må stå ved vores valg og med stor omsorg vise vores unger, at de er elsket. Vi må forklare dem, at de altid er nummer et, men at vi somme tider træffer egoistiske valg, som godt kan gøre ondt i en periode. Og i den periode må vi tale sammen alt det, vi har lært, og vi voksne må æde den, når vi ser, at vores valg smerter vores børn. Men kan vi ikke godt blive fri for floskler om, at bare mor er glad, så er børnene det også? Det er næsten ikke til at holde ud.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Er du enig eller uenig med Annette Heick? Deltag i debatten på vores facebook-side.