I nat kom min store søn listende ind til mig og puttede. Han er ti år, og den slags besøg er sjældne og derfor en særlig luksus. For os begge. Ganske vist sover jeg ad h….. til, når han ligger der, men det er alligevel så hyggeligt at holde om hans lille krop, høre hans åndedrag og mærke hans duft.

Den mindste på 5 år er helt umulig at sove sammen med, for han karter rundt i sengen som en helikopterpropel, men det hænder alligevel, at jeg tilbyder ham at sove hos mig, når far ikke er hjemme. Jeg føler mig overbevist om, at det er noget, jeg vil savne, når ungerne engang er blevet så store, at det er utænkeligt at ligge i samme seng som mor.

Da børnene var nyfødte sov de begge i en vugge lige ved siden af mig. Det var tænkt som en praktisk foranstaltning, men i begge tilfælde betød det, at kvaliteten af min søvn var elendig. Jeg vågnede ved det mindste lille gnyf eller gab. De har ikke været ret meget mere end 3 måneder, da jeg var så træt, at de blev sparket ind i egen seng i eget værelse.

Selvfølgelig var der noget magisk over den lille baby i vuggen, men alligevel er det min klare holdning, at børn ikke har noget at gøre i soveværelset. I hvert fald ikke, når de ikke længere ammes. Jeg har imidlertid opdaget, at det ikke er helt unormalt, at nogle kvinder (muligvis også mænd) holder fast i rutinen og fortsat lader børnene sove i soveværelset, så hele familien ligger samlet. Jeg anerkender det hyggelige element i det - som barn søgte jeg selv ind til mine forældre stort set hver nat, selvom jeg faldt i søvn på mit værelse. Men jeg har svært ved at se, at det ikke ødelægger noget i parforholdet. Der forsvinder trods alt en intimitet, når børnene ligger lige ved siden af. Det kan godt være, at mor og far kan finde ud af at være tavse eller kan tage stuen i brug, men soveværelsets funktion som et helle forsvinder.

Som småbørns forældre er der måske i forvejen ikke så meget overskud til lagengymnastik, som det så smukt kaldes, men jo længere tid der går mellem de seksuelle akter, desto mere fjerner man sig fra hinanden som ægtepar. Derfor kan man selvfølgelig godt være de bedste venner. Dagens brev afslører, at man kan leve sammen og være lykkelige i lang tid uden sex, men at det trods alt ikke går, at leve helt uden sex altid.

Læs også:

Hvis man er single forælder må det være svært at finde ud af, hvornår det er hyggeligt, og hvornår det er forkert at sove sammen med sine børn. Men jeg tror, man skal have respekt for intimsfæren. Både børnenes og sin egen. Jeg kender en fyr, som var alene med sin teenagedatter. De boede i mange år i en etværelses. Deres løsning var et forhæng, der blev trukket for om natten, så pigen følte, hun havde sit eget rum. Jeg tror, den følelse af privatliv er vigtig, og jeg er fuld af beundring for den løsning de fandt, trods de svære vilkår.

Dagens brevskriver har ikke børn i soveværelset. Hvis han havde, ville de ikke udgøre noget problem, for hjemme hos ham bliver soveværelset udelukkende brugt til at sove i. I 8 år har det stået på, og nu overvejer han at gøre noget drastisk.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.