Min søster og jeg har et problem med vores far, som jeg håber du kan hjælp med.

Min far har i 12 år været kærester med en kvinde, som vi ikke kommer ud af det med. På trods af deres lange forhold er vi aldrig rigtig kommet ind på livet af hende og hun interesserer sig ikke for os på nogen måde. Vi har flere gange fået at vide gennem vores far at hun brokker sig over at vi ikke hjælper nok til, når vi f.eks. kommer til middag hos dem. Problemet med det er at vi altid tilbyder hjælp, men hun vil ikke tage imod den. Hun har selv 2 børn, som vi kun har mødt en enkelt gang. Hendes datter har 4 børn med 3 forskellige mænd, og hun ryger ind og ud af psykiatriske sygehuse og har brug for rigtig meget hjælp, både økonomisk og når det kommer til børnepasning osv. Og min far er et meget kærligt og omsorgsfuldt menneske, som glædeligt hjælper hvor han kan.

Men han er meget træt efterhånden, fordi alting skal dreje sig om hans kæreste og hendes børn og børnebørn. Kæresten vil heller ikke holde jul med os, fordi "hendes børnebørn ikke skal sidde og se på de dyre gaver, som hans børnebørn får!" Så min søster. hendes børn og jeg har ikke holdt jul med vores far i mange år.

Min kære far har utallige gange været ved at gå fra kvindemennesket, men hver gang det sker låser hun sig inde i kælderen, sulter sig selv og truer med selvmord hvis han går fra hende. Hun rammer ham på hans samvittighed og det ender altid med at de finder samen igen, og så må man bare lege med og lade som om intet er sket.

Men min far er kørt for alvor træt nu og hvis han bliver sammen med hende, så tager det simpelthen livet af ham. Han fik konstateret kol for godt 3 år siden, men hans psykiske tilstand gør det nærmest umuligt for ham at stoppe med at

Til mit svendegilde i oktober 2012, var konen (igen) fuldstændig utilnærmelig. Hun var sur og snakkede ikke med nogen hele aftenen. Hun gik efter hovedretten og min far lyste op (Som han altid gør når hun ikke er i nærheden) Herefter fik han måske en tår over tørsten og det endte med at jeg måtte bruge 3 timer af aftenen på at sidde udenfor og trøste ham mens han græd og græd og græd. Han er simpelthen så ulykkelig sammen med hende og han kan ikke blive ved med at holde til det.

Nu har han så igen nået et punkt hvor han for 14 dage siden sagde til min søster og jeg at NU skulle det være slut. Vi støtter alt hvad vi kan og har hjulpet ham med at finde en mægler så deres fælles hus kan blive sat til salg, vi har kommet med forskellige forslag for at gøre hele processen så nem som muligt og hjælpe ham alt hvad vi kan. I går fik jeg så alligevel at vide at nu var de blevet gode venner igen, og han begynde endnu engang at trække i land. Min søster tror stadig på at det kan lykkes, men jeg kan ikke helt lade være med at være opgivende. Det tager så meget på mig at se ham så ulykkelig, men jeg synes efterhånden jeg har prøvet alt hvad jeg kan. Min søster og jeg har snakket om at give ham et ultimatum, det er hende eller os, agtigt. Men jeg vil ikke tvinge ham til at vælge og jeg er bange for at det bare vil få ham endnu længere ned i et sort hul. Og jeg vil jo heller ikke miste min far.

Hvad skal vi gøre for at få ham væk fra den frygtelige kvinde?

Med venlig hilsen
Den fortvivlede datter!


Kære fortvivlede!

Jeg synes, du har helt fat i den lange ende: I kan ikke tvinge jeres far til at vælge. Det er hans liv, hans valg. Men jeg forstår godt, at det må gøre så evigt ondt at se på, at han er et svagt menneske, der således bliver slidt ned af en frygtelig kvinde. Men dybest set kan I ikke gøre ret meget andet end støtte ham. Der kommer ikke noget godt ud af at presse ham yderligere. Men jeg tror på, at jeres støtte og umiddelbarhed kan være med til at skubbe ham.

Jeg tænker på, om det kan have en effekt at skifte taktik, men jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget, jeg umiddelbart kan sige virker, idet jeg jo ikke kender denne kvinde. Men her kommer et forslag, som I måske kan bruge som inspiration. Prøv at give farmand lidt mere medvind. Besøg ham lidt mere. Inviter ham lidt mere hjem til jer. Helst alene…men da det nok er svært, så må I også give plads til hende kvindemennesket. Til gengæld skal I være ekstremt obs på, hvad hun siger og gør. I skal ikke overfalde hende, når hun opfører sig idiotisk, men I skal stille spørgsmål: Hvorfor siger du det? Hvorfor må min far ikke det? Hvad mener du med det? Få hende til at argumentere for sin optræden, så I får mulighed for at modargumentere. På den måde vil jeres far kunne mærke, dels at han har jeres støtte, dels få øjnene op for, at hun ikke altid har ret.

Er hun bare sur, så ignorer hende og mor jer endnu mere. Kommer hun med sure opstød, så sig: Det må du gere mene, jeg er helt uenig! Pas dog på med ikke at få taget jeres far som gidsel. I må aldrig begynde at sige: Min far har også sagt…. Eller ”Min far sad og græd over dig”. Det må han selv ud med. Til gengæld synes jeg, I skal insistere på at være sammen til jul. Hvis hun begynder med sit ”Mine børnebørn må ikke se gaverne”, så kan I vælge, om I vil give gaverne tidligere på dagen, eller også må I sige til hende, at så må hun komme med en konstruktiv løsning. Det er jeres far, og nu har I valgt, at I vil holde jul med ham.

Jeg ved godt, det ikke er en nem løsning, og at dette forløb sikkert vil tage lang tid for jer, men med jeres overdrevne optimisme og entusiasme får I drevet hende ud på et sted, hvor hun måske ender med at stille et ultimatum, og hvor hun vil tabe. Bekæmp hende med kærlighed til jeres far.

Jeg synes ellers, du har gjort alt det rigtige. Jeg ved ikke, om du er gået mere til hende eller på noget tidspunkt har konfronteret hende. Det er også svært, fordi det ikke er dig, der skal leve sammen med hende. Men mon ikke hun alligevel ved, hvad du synes om hende?

12 år er lang tid, og det lyder som om din far er groet fast. Somme tider sker der det underlige, at mennesker finder tryghed i det, der er vanskeligt. Din far kan meget vel have fundet en tryghed i hende, selvom det lyder paradoksalt, og derfor er han også bange for, hvad der skal komme bagefter. Vær med til at indikere, hvad resten af hans liv kunne indeholde af goder og glæder, såfremt han ikke længere er sammen med hende. Jeg tror nemlig også, han kan være bange for at blive ensom.

Jeg håber, I med tiden får givet farmand mod nok til at tage ansvar for sit eget liv. Uanset hvad han vælger.

Mange gode hilsener fra Annette