Jeg er en pige på 15, som er begyndt at skrive og snakke med en fyr, der er ni år ældre end mig (24). Jeg har ikke mødt ham men drømmer om at se ham, men det er bare svært, da han bor I København.
Jeg har efter hånden fået følelser for ham, men det er bare det, at næsten alle dem af mine venner siger ”Nej han er for gammel ” eller ”Han må fejle noget siden han kan finde på at være sammen med en på 15´”.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg drømmer om at få børn med ham, da jeg altid ville have børn siden jeg var 14.. Hvad skal jeg gøre..
KH C
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
Kære C!Jeg må indrømme, at alle mine alarmklokker kimer her. Et kort og kontant svar fra mig ville hedde: Stop korrespondancen NU! Men du er et herligt ungt menneske, som nok gerne vil have en ordentlig begrundelse. Det skal du få.
For det allerførste, så er det slet ikke sikkert, at han er 24. Du har ikke mødt ham. Han kan være 50. Jeg tror, han er god til at forstå dig, og jeg tror, han er god til at få dig til at føle dig speciel. Det skal en dejlig kæreste selvfølgelig også kunne gøre, men men men ham her er altså væsentligt ældre end dig. På nuværende tidspunkt. Og det føler jeg, han udnytter. Han har i hvert fald gode muligheder for at manipulere med dig.
Alder er sådan en underlig størrelse. Jo yngre man er, desto større er aldersforskellen. Havde han været 44 og du 35, ville jeg ikke have løftet et bryn. Uretfærdigt? Måske. Men vi modnes i etaper, og efter min bedste overbevisning har man ikke som 24-årig behov for ar prøve at sweet-talke (overtale) en 15-årig til noget som helst, med mindre man leder efter en jomfru. Er du det?
Da jeg var 21, havde jeg en kæreste på 17. Dét var godt nok kontroversielt, men han var meget moden af sin alder, og det er du sikkert også. Men springet mellem dig og ham her er også noget større.
For det næste: Hvis I to nu havde mødt hinanden i byen, og der var opstået sød musik, så kunne jeg måske godtage, at I havde noget kørende. Og så alligevel...jeg vil ikke fornærme dig, men i langt de flestes øjne - og da især i den 24-åriges venners øjne - vil du blive betragtet som et barn.
Jeg fornemmer, at I bor langt fra hinanden. Jeg forstår godt din interesse, men jeg forstår ikke hans. Hvorfor holder han fast i en purung pige, der bor så langt fra ham, og som han ikke har set? Jeg ved godt, at du selv tænker: kærlighed. Jeg kan sige dig, at jeg (retfærdigt eller ej) tænker noget andet: Der er da noget helt galt.
For det tredje: Du vil gerne have børn, og de er også vidunderlige. Men inden du forelsker dig i drømmen om børn, så overvej lige hvad det er, du gerne vil give disse børn. Er det ikke tryghed, overskud, solid opdragelse, ballast? Ville du kunne det som ung teenager uden uddannelse, uden erfaring, uden en mand, du kender til bunds (lad være med at sige, du kender ham her...han kan have talt sandt, javel, men han kan helt klart også have stukket en lang løgn)?
Slå ham ud af hovedet og find mere hvile i dig selv, før du giver dig så meget hen til en fremmed mand, at han potentielt set kan ødelægge hele din ungdom. Prinsen på den hvide hest findes derude til dig. Det er bare ikke ham her, når du nu spørger mig.
Husk, at dine børn fortjener kun det allerbedste, du kan give. Og jeg ved, du kan finde noget meget meget bedre at give dem end det her, og du har god tid til at finde det.
Aller varmeste hilsener fra Annette
