Kære Annette!

Jeg er en mand på 46 år, med et problem som jeg føler er så fastgroet, at jeg nu søger en ny indgangsvinkel til en løsning på et ret så forfærdeligt problem.

Som 16 årig mistede jeg min mormor til kræft, som 24 årig min mor til brystkræft.

Min mors og min mosters forhold var mildt sagt præget af konflikter, skabt af fejl fra begge sider, og min moster havde for mange år siden sagt min mor fra, i et ret hårdt brev, hvor hun bl.a. skrev, at hendes død nu blev hendes egen sag, mor havde brystkræft.

Nogle år efter, satte vi os i forbindelse med hinanden og ønskede så at opbygge et positivt forhold til hinanden, da vi er det sidste familie, som har kontakt med hinanden.

Vi har begge haft udviklet et madmisbrug og jeg fik en gastric bypass, og har tabt mig 73 kilo ved den operation og fuldstændig omlægning af mit liv. uden at jeg dog er blevet "nyreligiøs" af den grund. Jeg kan godt spise en pose chips i ny og næ, men løbetræner og er meget aktiv.

Min moster som er meget meget stor fik også tilbudt den operation, men magtede ikke at tabe sig, flere af hendes veninder blev jo ved med at komme med kage, hun spiller i et amatørsymfoni-orkester, hvor hun er medlem af bestyrelsen, og jeg tvivler ikke på "hyggens kvalitet" om jeg så må sige. Det er specielt trist da hendes overvægt nu har smadret hendes ben fuldstændig, så hun ikke kan komme op og ned fra 3 sal uden store problemer og smerter fra knæ og fødder. Hun er "knækket sammen et par gange om jeg så må sige. Og skal hun bevæge sig fra toilettet til sofaen, så er hendes vejrtrækning synliggørende at hjertet er heftigt besværet.

Og du må gerne kalde mig grov, men jeg er dybt frustreret her.

Hvis jeg og min søde kæreste skal besøge hende, så sms´er hun ofte og spørger om jeg tager kage med, jeg syntes ikke vi skal spise kage hver gang vi ses, så jeg siger nogle gange nej, men så ringer hun til min kæreste og får hende til at komme 1/2 time før mig, og får hende til at tage kage med, jeg finder at jeg bliver behandlet illoyalt og som "den strenge forælder", for jeg skal sgu ikke bestemme hvor meget kage hun skal spise!!!! Jeg syntes hun er groft manipulerende.

Hun har to skønne katte, men et meget beskidt hjem, flere forhold gør sig gældende, at man roligt kan kalde hende en gris. støvet er alle vegne, ligger i månedsvis, indtørret katteopkast på gulvet bliver fjernet ved "lejlighed" men kun klatterne, ikke selve den indtørrede sø. Hendes køkken er direkte afskyeligt klamt, kattebakken vil jeg ikke gå i detaljer med. jeg forstår ikke at naboerne ikke har klaget over stanken.

Hun er arbejdsløs, på kontanthjælp og får nu "lykkepiller" som gør hende tykkere, mere inaktiv osv osv osv.

Hun har oveni købet opbygget en kreds af hjælpere som "når de kommer forbi, kan de da lige gøre det eller det eller det", bl.a. fordi hun nu er så stor, at hun må betegnes som handicappet grundet meget svær adipositas (svær overvægt, red.). Og de mennesker hun har som hjælpere, er mennesker med lettere psykiske problemer, som hun så kan fungere som uautoriseret terapeut for/billigt værelse når de kommer til København.

Hun er for at være grumt ligefrem, blevet så fed at hun nu er afhængig af andres hjælp, det er så forfærdeligt.

Og nu er hun så blevet diagnosticeret...................... med................ brystkræft...........................

Operationen er gået godt, knuden fjernet, og hun her tilsyneladende ikke kræft i lymfer osv. hun skal derfor i snarlig strålebehandling og så til efterfølgende kontrol, jeg glæder mig over, kræften ikke skal tage endnu et familiemedlem.

Men forleden var jeg hos hende med min kæreste, kagesituationen var tilstede, og hendes hjem meget meget ildelugtende af kattebæ og opkast på gulvet flere steder og køkkenet så klamt at min kæreste havde ordnet det for hende. Selv kæresten syntes den var for slem.

Moster sad bare som en buddha opgivende i sofaen, hjemmet sejlede, hun var sur over for lidt kage, jeg provokerede og tog de to sidste stykker i et snuptag og tænkte lidt: så kan jeg løbe det mere på båndet i FitnessWorld, men du får da ikke det til hjertet. Irritationen hos hende var total.

Jeg forsøgte så forsigtigt at sige til hende, at måske kunne hun bruge bare en halv time om dagen på sit hjem, i hvert fald når hun nu var kommet igennem de ti dage efter operationen, hvor hun så måtte bevæge sig mere. Ja, det faldt ikke heldigt ud, og hun har nu skrevet i sms, at jeg skal holde mig væk til hun er færdigbehandlet.

Altså jeg er ikke i tvivl om hun har det svært, og at forklare disse problemer til dig i en ikke for lang mail, er jo heller ikke nemt. For der er ufatteligt mange nuancer som jeg undlader, for ellers ville du være blevet 85 inden du var færdig med at læse denne mail.

Men jeg er i syv sind, jeg ville jo gerne have hjulpet hende med det praktiske mens hun var syg. men som hun sagde, "når jeg ikke kan bruge dig, så har jeg andre jeg kan bruge." som når en chef på jobbet er tosset.

Hvad ville du gøre hvis du var mig, for hendes kurs er altid, at når jeg ikke makker ret, så skal jeg isoleres i 3 til fire måneder. Jeg overvejer alvorligt, at droppe kontakten til hende, det kan også blive for omfattende, med alt det bøvl og den evigt negative energi. Nogle mennesker kan bare ikke fungere sammen, sådan er det jo, og fordi man er i familie, er man vel ikke tvunget til det eller hvad? jeg sukker opgivende.

Igennem de år hvor familien var i live, var det altid kun hende og hendes venner det gjaldt, og jeg bliver harm, når hun ved bordet når vi sidder og ses, fremfører sig selv som familiens store frelser og hjælper, og degraderer min mor som et ondskabsfuldt vrag. men jeg husker at det var min mor, der hjalp min mormor igen og igen med penge, møbler og andet. Hun var kun interesseret i musikkonservatoriet i Paris og jeg husker hende som "ikke tilstede", på flere niveauer.

Jeg har sagt til hende at hun skal holde op med at snakke dårligt om min mor, da hun er død og ikke kan sige fra, det har hun til dels respekteret.

Jeg er spændt på dit råd, måske er det mig der er forkert på den eller hvad?

Som en afslutning skal det siges, at både jeg og min kæreste har en evne til at tiltrække mennesker som har det svært og som ubevidst kræver meget af vores energi, jeg kalder dem for "energi-tyve", da disse mennesker kan være ufatteligt omklamrende og suge opmærksomhed og kærlighed til sig, ofte mere end vi føler vi formår at give, men alligevel gør, da vi ikke ønsker at såre nogen. Det kan i den grad være meget drænende. Min kæreste er meget tilgivende for min moster, hun er typen der vil frelse og altid står som den svages beskytter.

Mange varme hilsener herfra

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk

Kære du!

Jeg synes overhovedet ikke, du er grov. Din oplevelser er jo din oplevelse, som ingen kan tage fra dig. Jeg synes også, din beskrivelse af opkast og bæ ikke kan tolkes som andet end ulækkert.

I lyset af at du og din kæreste ofte tiltrækker disse ..skal vi sige…ynkelige typer, er I naturligvis nødt til at spørge jer selv: Hvad handler det om? Tager I jer for meget af andre mennesker? Glemmer I med andre ord at sætte grænser? Kommer I på en eller anden måde til at opsøge det? Kan det handle om, at I har et dårligt selvværd eller at I bare ikke vil gentage jeres families historie med nag og uvenskab? Jeg kender ikke svarene, men jeg synes, det er vigtigt for jer, at I finder ind til et eller flere svar og taler med hinanden om, hvordan I kan ændre på det mønster, for der er ingen tvivl om, at I tager det ind, og at det ender med at gøre ondt på jer. I to skal jo sammen dyrke den positive energi.

I samme åndedrag får jeg – ligesom du – lyst til at sige: Nu må moster sejle sin egen sø. Dog fornemmer jeg, at du har brug for at udtømme alle muligheder, inden du lader staklen rådne op. Ellers vil din dårlige samvittighed martre dig. Er det ikke rigtigt?

Jeg tror, du skal vise moster, at det er dig, der har bukserne på nu. I stedet for at snakke om kager og rengøring, skal I tale om den overordnede hjælp. Ønsker hun den? Af hjertet? Hun vil gerne bestemme, hvornår du er hendes ven eller ej. Jeg tror, det er nu, du viser hende, at du er hendes ven, hvis hun vil dig. Sagt på en anden måde: Hvis hun ønsker din hjælp, så vil du også give hende den, men din hjælp er betinget af, at du henter hjælp udefra. Guderne skal vide, at jeg ikke synes, man skal blande sin kommune ind i alle mulige problemer, men vi er jo ude i noget her, som ikke er normalt. Jeg mener nok, man burde kunne få nogen ud for at observere, om forholdene er skadelige for din moster…ja og for hendes bolig. Hvis det er en ejendom, hvor der bor andre mennesker, så er det jo ikke helt ligegyldigt, hvordan denne sag udvikler sig.

Det er selvfølgelig svært, fordi jeg tror vi to kan blive enige om, at folk selv må bestemme, hvordan de vil leve. Men jeg tror ikke, din moster har valgt, at hun gerne vil leve på denne måde. Jeg tror, hun bare har forholdt sig passiv og ikke længere aner sine levende råd. Det er hun nødt til at erkende, før du kan hjælpe hende. Hvis hun siger, at hun virkelig ikke ønsker din hjælp og at du bare skal holde dig væk, så har hun truffet dét valg, og så må du acceptere det. Du skal ikke føle, at det så blev din skyld, at det aldrig kom til at fungere i jeres familie. Måske var din moster en tyran både overfor din mormor og din mor. Skal det nu gå videre til 3. generation, dig?

Giv moster et sidste tilbud om hjælp, hvor du får lov at involvere nogle myndigheder eller i hvert fald nogle professionelle – herunder også prof. Rengøringsfolk - og glipper det, så giv dig selv fri. Man kan ikke hjælpe folk, der ikke vil hjælpes!

Flot at du kom ud af dit madmisbrug. Der ligger sikkert en form for misundelse fra din mosters side. Lad ikke den tynge dig. Du har gjort det godt. Du reddede dig selv, men du kan ikke nødvendigvis redde din moster. Og det er heller ikke dit ansvar.

Ønsker dig og din kæreste alt det bedste.

Annette