Hej Annette.
Jeg anser mig selv for at være fornuftigt tænkende og selv i stand til at klare mine problemer. Jeg er bare kørt i hårdknude. Min mand kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.00. Han tager af sted kl. 7.00 om morgenen. Han hjælper gerne med at lave mad, og vi spiser som regel 17.30. Vi er færdige med at spise, rydde op, og lavet aftenkaffen kl. 18.30, hvorefter vi sætter os i hver sin lænestol, og efter 10 min, snorksover min mand. HVER EVIG ENESTE AFTEN. Han har en lederstilling, og ved godt han har et stort ansvar, men SÅ træt, er der ingen, der kan være.
Jeg har ham mistænkt for søvnapnø, men han vil ikke til læge. Han snorker helt vildt, og stopper med at trække vejret i kortere eller længere perioder. Jeg har forsøgt med det sure, og det søde, men han virker ikke til at være villig til at ændre på det.
Han drikker ikke, han slår mig ikke, han er ikke utro, eller spiller vores penge op, og jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig. Og jeg elsker ham. Han er mit livs kærlighed, og selv om jeg bliver vred, er jeg jo også bange for at miste ham, da han er meget inaktiv. I mit stille sind, har jeg skrevet hans dødsannonce, jeg mangler bare datoen. Vi har talt om at gå til dans, men det bliver ikke til noget. Jeg er begyndt at studere, og har rigeligt at se til, men alt det huslige hænger på mig. I weekenden sover han som regel til kl. 10 -12, og falder alligevel i søvn igen i løbet af eftermiddagen, hvis jeg ikke holder ham i gang.
Skal jeg bare lade ham sove, og skabe indhold i mit eget liv? Jeg synes bare afstanden mellem os, bliver større og større. Jeg har brug for min nattesøvn, og går i seng kl. 22. Det er som regel der, han vågner igen, så det er ikke meget kvalitetstid vi har.
Håber, du kan sparke os i den rigtige retning.
Mvh U
**************
Kære U!
Tak for dit brev. Der er et enkelt ord, der springer mig i øjet. Du skriver, at du bliver vred. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg tænker, om du har prøvet uden vrede og diverse diagnoser at fortælle din mand, hvad det gør ved dig, når han sparker problemerne til hjørne. Du bliver jo ked af det, når du ikke mærker nogen respons. Og hvad værre er: På den lange bane mister du respekt, fordi han ikke tager aktion på noget, der åbenlyst skaber problemer i jeres parforhold. Og også fordi du jo må opfatte det som mangel på respekt for dig, når han ikke vil tage din klagesang alvorligt. I et parforhold er der nødt til at være en gensidig respekt.
Omsorg er et andet ord, som du måske skal bruge lidt mere tid på. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du bekymrer dig om din mand, men mærker han det også sådan, eller opfatter han dig mere som irettesættende og dømmende? Prøv at overveje, hvordan du fortæller ham om problemerne. Hold dem på din egen banehalvdel, så han kan få øjnene op for, at du er bange for at miste ham. Ikke bare pga søvnapnø, men du er simpelthen bange for at glide fra ham.
Jeg har en god ven, som har søvnapnø, og umiddelbart lyder det jo meget som det, du beskriver, men jeg er heller ikke læge eller ekspert på det felt. Jeg ved bare, at ubehandlet søvnapnø dels forringer livskvaliteten, dels kan forkorte livet med adskillige år. Ved han godt det?
Det er dejligt, at I stadig elsker hinanden, men det skulle I jo gerne blive ved med at gøre. Det sker ikke uden investeringer i parforholdet. Vil din mand investere? Hvis ikke, så må du tage det til efterretning. Måske er dans ikke hans ting, og måske skal han ikke holdes vågen men i stedet hjælpes til den rette søvn. Det er slet ikke nogen dårlig ide at konsultere en læge. Det kan han vel gøre for din skyld? Det må i alle fald betragtes som en utroligt lille investering fra hans side. Og den kan kun falde ud til hans fordel.
Tal med ham om, hvordan du kan gøre noget for igen at få hans respekt, for du oplever den ikke nu. På den måde kan du få aktiveret hans vilje til at agere.
Jeg håber virkelig, det her lille bitte indspark kan få jer tilbage på banen. Alt for mange reagerer for sent, når det handler om at tage ansvar i parforholdet.
Bedste hilsener fra Annette
