Hej Annette.

Jeg er en kvinde på 40 år som er i et forhold med min kæreste som er 47 år. Vi har været sammen i snart 18 år.
Min kæreste har 2 børn fra et tidligere ægteskab. Sammen har vi ingen børn og det var vi helt enige om da vi lærte hinanden af kende. (Jeg har aldrig ville have børn).

Disse børn er nu henholdsvis 22 og 24 år og bor ikke hjemme. Jeg har kendt disse børn siden de ikke var ret gamle og har altid taget mig godt af dem. De boede 1 uge hos deres far og mig og 1 uge hos deres mor og dennes nye kæreste. Det ved jeg godt har været meget svært for dem. Bl.a. fordi at der ikke var de samme regler i begge hjem og at de skulle omstille sig hver uge til det sted de nu var.

Nu til det der tager meget på mit og min kærestes forhold. De bor begge i deres egen lejlighed 2 minutter fra os. Den ældste på 24 er på SU da han læser HF på vuc. Det der går mig meget på er, at han altid låser sig ind her hos min kæreste og mig. Jeg vil jo mene at man ringer på, når man er flyttet hjemmefra. Problemet er, at han sidder alt for dyrt i sin lejlighed og ikke har penge til mad. Så han kommer her og spiser hver dag, for det meste kun til aftensmad. Det går mig meget på at han bare låser sig ind (Vi har også nøgler til hans lejlighed, men jeg kunne ikke drømme om at låse mig ind uden vi havde aftalt det). Jeg har talt med min kæreste om det rigtig mange gange, men han synes, at hvis vi beder hans søn om at ringe på, så er det det samme som at sige, han ikke er velkommen. Der er vi rygende uenige. Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg går jo heller ikke hjem til min mor og bare låser mig ind.

Den anden søn bor også 2 minutter fra os. Han bor sammen med sin kæreste (de er begge studerende).  Ham hører vi kun fra når han skal have hjælp fra sin far (far er håndværker). Da han fik sin lejlighed, som far har skaffet, betalt indskud til og sat i stand (som far har istandsat) sagde sønnen på et tidspunkt til mig, at han synes hans far sjuskede med istandsættelsen. Der blev jeg sørme gal. De lavede nemlig næsten ikke noget selv. De er luddovne. Jeg sagde det selvfølgelig til hans far, men det kom der ikke meget ud af. Så fik han en bil (brugt) af far, og nu har farmand også lige skaffet et kælderrum, som han også hjælper med at istandsætte og betaling af maling, etc. Udover det så har min kæreste og jeg vaskemaskine som de allesammen bruger. Dvs at vi jo betaler for strømmen. Det synes min kæreste også er okay. Der er jeg selvfølgelig slet ikke enig. Jeg synes han giver dem i hoved og r....og de er ikke spor taknemmelige.

Jeg ved også godt, hvad det er der gør, at min kæreste er så overbærende. Han har selv haft en skrækkelig barndom og derfor vil han hjælpe sine sønner alt det han kan.(De får ingen hjælp fra deres mor og har aldrig fået det), men synes jo at han ofte gør dem en bjørnetjeneste. Kan også godt se, at det ikke er mine børn, men synes det her er tæt på det rene galskab.

Nu til en anden ting som jeg ikke rigtig ved om jeg skal gøre noget ved. Den yngste søn (som bor sammen med sin kæreste) holder altid fødselsdag for sin mor og denne side af familien (mormor, kusiner osv) men vi (hans far og jeg) er aldrig inviteret til noget. Han får selvfølgelig en fødselsdagsgave alligevel. Nu har den yngste søn så snart fødselsdag og hans far spurgte om han holdte noget. »Ja«, sagde sønnen, »for mors side af familien«. Og jeg kunne se at det gjorde min kæreste meget ked af det, men han sagde ikke noget. Jeg synes det er groft når det altid er farmand der stiller op. Desuden giver sønnen og kæresten altid gave på mors side af familien til fødselsdage. Her får vi aldrig noget. Vi ved godt, at de er studerende, men hvis de har råd til at give på den anden side så har de vel også råd her. De har for eksempel lige været til sønnens mors kærestes fødselsdag ( Han har jo nærmest samme position som mig) og han fik da en gave. I sommer inviterede min kæreste dem på kro til middag, men han fik ikke så meget som en lille ting. Og i december da jeg inviterede på 3-retters (fordi jeg fyldte rundt) fik jeg heller ingenting. Jeg forstår ikke denne forskel og overvejer at tage en snak med sønnen under fire øjne. Min kæreste gider ikke gøre et stort nummer ud af det, som han siger. Og alligevel siger han indimellem nogle ting til mig og jeg kan jo så konstatere, at han inderst inde er dybt såret. Han vælger bare at holde slet mine til spil.

Hvorimod jeg synes at vi blir groft udnyttet og føler, at de griner bag vores ryg.
Jeg har talt med min kæreste om disse ting snart mange gange. Det ender altid med en kæmpe diskussion. Derefter vælger jeg at holde mund indtil der igen opstår noget og det hele kommer frem igen.

Det skal lige tilføjes at jeg er en af de uheldige der ikke har en indtægt så vi lever af det min kæreste tjener. Derfor har jeg det også sådan at jeg ikke kan tillade mig at sige noget når han igen betaler for den ene eller anden søn.

Håber virkelig at du kan give et godt besyv med for kan ikke selv se nogen løsning på det hele.

Med venlig hilsen en, der gerne vil være anonym



Kære anonyme kvinde!

Jeg forstår såmænd godt dine frustrationer, og det gør det nok ikke bedre, at du har fået samlet til bunke her.

Allerførst vil jeg dog sige til dig, at jeg tror ikke, de griner ad jer, og jeg tror egentlig heller ikke, de er utaknemmelige. Jeg tror bare, de som så mange andre unge mennesker har hovedet et andet sted. Det skal ikke være en undskyldning men bare en forklaring på, hvorfor de måske kommer galt af sted med at klage over en istandsættelse eller tage noget for givet.

At din mand gør alt det, han gør, ja….det kan godt have noget med hans egen barndom at gøre. Jeg tror også, det handler om, at han betaler aflad for den tid, han ikke har haft sammen med sine børn i deres opvækst. Og sidst tror jeg på sin vis også, han nyder at gøre noget for dem. Der må ikke gå så meget købmandsskab i forholdet mellem forældre og børn, at man hele tiden gør op, om børnene har fortjent noget eller ej. Begrænsningen må ligge i, hvor vidt man som forældre føler, man vil/kan magte at hjælpe, og derfor kan det være svært at sige, at din mand gør for meget.

Hvad der til gengæld foregår i jeres fælles hjem, har du jo 50% bestemmelsesret over. I er nødt til at finde nogle fælles husregler, for ellers løber du alt for sur i det. Jeg synes, det er rigtig fint at sige til din stedsøn, at han naturligvis er velkommen, men at han skal ringe, inden han kommer, og han skal ringe på. Det skal han, fordi du og din mand også har et privatliv. Du må gerne sige, at hans far er af en anden mening men blot helt stille forklare, at du kan mærke, at du har denne grænse, og at du har et behov for at kunne være privat. Jeg tror simpelthen ikke, han har tænkt tanken selv, den unge mand. Jeg tror, han ville blive ret forskrækket, hvis han en dag låste sig ind, og du og din mand var i gang med seksuelle udskejelser. Så han skal bare lige have det at vide, at sådan fungerer det, selvom han har en nøgle. Jeg mener faktisk, det er almindelig god opdragelse at ringe/ringe på, når man er flyttet hjemmefra, men hvor skal man vide det fra, hvis ingen har sagt det?

Er det virkelig HVER dag, han spiser hos jer? Jeg tror i så fald, jeg ville gribe sagen an på følgende måde: Jeg ville tage ham under min vinge og sige: ”Jeg kan fornemme, at du er i tvivl om, hvordan man laver mad. Nu skal jeg vise dig det”, og så ville jeg lægge op til, at han hver tredje dag skulle lave mad til jer. Så kan du sagtens købe ind osv, men lad ham stå med gryderne. Hvis han fortsat kommer hver dag, så har du lidt at vinde der, og han vil få en enorm viden om, hvad det egentlig kræver at frembringe et måltid. Men…kære ven…jeg tror faktisk, det ville betyde, at han dukkede op lidt sjældnere. Problemet er jo tonse-svært, fordi jeg må indrømme, at jeg selv ville ELSKE, hvis min store søn kom og spiste hos os hver dag, når han var flyttet hjemmefra. Jeg ville nok snarere være bekymret for, om det gik ud over hans egne sociale behov. Jeg mener, han skal jo også lære at klare sig selv og skabe sit eget hjem. Men jeg tænker, at det måske kunne hjælpe dig til at forstå, hvorfor din mand ikke opfatter dette som et problem – han synes sikkert, det er hyggeligt.

Mht alt dette med fødselsdage, så tror jeg – som du også selv er inde på – at du skal tage snakken med den anden søn. I har aldrig fået den tradition ind i jeres relation, og det har åbenbart været uproblematisk hidtil. Jeg synes godt, du på en fin måde og uden at gøre dig selv til offer kan forklare, at du synes, det er ærgerligt, at I ikke har fundet ud af at få det til at blive en naturlig ting i jeres forhold. Dette med at invitere til fødselsdag og give gaver. Det er ikke et spørgsmål om gavens størrelse men bare den anerkendelse, der ligger i det at invitere og give en gave. Er det helt utænkeligt, at I kunne fejre det sammen alle sammen? Altså med børnenes mor og hendes mand?

Igen synes jeg, du skal hjælpe drengene med at få det til at lykkes, så de ikke føler sig kejtede. Sig til dem: »Jeg ved jeres far ville blive så glad, hvis han blev inviteret. Skal jeg ikke smide en lagkage sammen, så kan I brygge noget kaffe, og så kigger vi forbi«. Det ville unge mennesker sagtens kunne forstå. De er sjældent ret udspekulerede. De får bare ikke lige tænkt i de baner.

Vaskemaskinen – stil den til rådighed. Det er sindssygt dyrt at gå på vaskeri, så det er en reel håndsrækning til unge studerende. Det ville til gengæld være cool, hvis du en gang imellem bad drengene om at købe vaskepulver eller tage en pose kaffe med eller noget. De må gerne vide/opdrages til, at det er en fin gestus, at man lige kvitterer for en stor tjeneste.

Jeg håber, det her kan give dig nogle alternative løsninger, så du ikke ender som ”hende, den mopsede”. Det er en smadder svær balance, men jeg er helt sikker på, du godt kan håndtere den.

Knus fra Annette