Kære Annette!

Jeg er vild med din brevkasse, og jeg tænkte, om du måske vil hjælpe mig i denne her ubekvemme og ubehagelige situation jeg er i.

Ser du, jeg har arvet mine forældres gamle hus. Huset har gået i arv, siden det blev bygget tilbage i 1840'erne, og jeg er vokset op i det. Her er jeg så flyttet ind sammen med min mand, og vi venter vores første barn sammen. Men nu kommer problemet: Min mand er ikke ligefrem begejstret for huset. Han synes på godt dansk at det er en gammel bunke ragelse, og han har forsøgt at overtale mig til enten at rive det ned eller flytte, så mine yngre søskende kunne overtage det.

Men den idé er jeg nu overhovedet ikke med på. Jeg elsker det gamle hus, og jeg er da også fuldstændig enig med min mand i, at det godt kunne sættes lidt i stand, men det knuser mit hjerte med tanken om at jævne det med jorden. Jeg har forsøgt at tale min mand til fornuft og fortalt ham, hvor meget huset betyder for mig, men han lytter ikke det mindste.

I stedet forsøger han at overbevise mig om, at en topmoderne, upersonlig og ordinær villa er bedre. Han forstår ikke min kærlighed til huset. Jeg har altid drømt om, at mine børn skulle vokse op i præcis dét hus, ligesom jeg og mine forældre og deres forældre og deres forældre gjorde, men min mand og jeg har helt forskellige baggrunde - jeg er fra herude på landet, min mand er fra byen, og vi har begge helt forskellige ideer om det ideelle hjem. Som jeg har sagt mange gange vil det knuse mit hjerte at rive huset ned, og samtidig ønsker jeg ikke at overlade huset til andre, heller ikke mine søskende. Misforstå mig ikke, men det betyder så meget for mig at eje det hus. Min mand er bare helt fikseret af ideen om et nyt hus, og han forsøger endda at lokke med også at lægge haven om og måske købe kaniner til vores barn, men jeg står fast; huset SKAL blive!

Engang blev vi så meget uvenner med hinanden over det, at min mand var nødt til at overnatte ude, så jeg »kunne få det gamle lort for mig selv«. Den nat tudede jeg hele natten, og da min mand kom hjem om morgenen, havde jeg ikke lukket øjet en eneste gang. Han undskyldte mange gange, men er stadig ikke overbevist om at beholde huset.

Håber meget at du vil hjælpe, jeg er så fortvivlet.
Knus,
Karina



Kære Karina!

Det gjorde næsten ondt på mig at læse dit brev. Et hus er jo en dybt personlig ting, og det kan føles SÅ rigtigt, ligesom det også kan føles helt forkert. Men det bliver først ”et hjem”, når der er en masse kærlighed til stedet. Og det har du. Den værdi kan ikke fastsættes i kroner og ører, fordi den handler om følelser og minder. Det har jeg personligt en kæmpe respekt for, og jeg synes, din mand skulle lægge sig i selen for at komme op med et kompromis.

Måske kunne du lave en lille liste over de ting, som har en særlig indflydelse på din kærlighed til huset. Er der et vindue, et rum, nogle skabe eller fliser, som du forbinder med noget bestemt, og som giver huset charme? Læg op til en snak om, hvordan man kunne ændre huset udenom disse ting.

Jeg har selv prøvet at købe to huse og rive dem ned for at bygge nyt, og jeg kan sige, at det er dyrt. Meget dyrt. Så hvis din mand bilder sig ind, at det er nemmere eller billigere i længden, så tror jeg, han tager fejl. For god ordens skyld skal nævnes, at de huse, jeg rev ned, var så affældige, at det var forbudt at bebo dem.

Det kunne være en god idé at gå lidt på jagt efter inspiration. I kunne hver især indhente materiale hos nogle byggefirmaer for at se, hvad der findes, og pejle jer ind på, hvor kompromiset skulle ligge. Man kan også på nettet lede efter firmaer, der har specialiseret sig i at istandsætte gamle huse. Altså helt gentænke dem. Jeg ved, at Bo Bedre på deres hjemmeside har flere flotte eksempler på ombygninger, som tog hensyn til det oprindelige hus.

Det kan ikke svare sig at blive uvenner over huset, og derfor synes jeg, I begge skal gøre jer umage for at finde ind til et kompromis. Hvis din mand har accepteret husets beliggenhed, så er I allerede godt på vej. Måske…når I har nærmet jer en idé om, hvad det fælles hjem skal rumme... så kunne det være en god idé at tage en snak med en arkitekt. Det koster lidt, men det er immervæk billigere end en skilsmisse!!

Vi havde en lignende diskussion hjemme hos os, som drejede sig om vores havestue. Vi var langt fra hinanden og endte med at tage kontakt til en indretningsarkitekt. Helt ærligt: Det er da det bedste, vi har gjort. Det ændrede fuldkommen vores hjem på en måde, så vi pludselig alle sammen syntes, det var blevet meget federe.

Professionel vejledning skal man ikke kimse ad. Hvis I er helt på bar bund, så start med en arkitekt. I har begge brug for at blive hørt og inspireret af hinanden. Det er jo ivirkeligheden det, ægteskabet handler om.

Jeg ønsker jer en god påske, hvor I kan bruge fridagene til at studere kataloger.

Annette.