Hej Annette.
Jeg står i et problem som jeg meget gerne vil høre din mening om.
Jeg er gift på syvende år og vi har sammen to børn. Desværre blev vores ægteskab meget “dovent” fra hans side. Og når jeg skriver fra hans side er det udelukkende fra hans side.
Jeg begyndte efter vores barn nr. 2 at træne og få min figur tilbage, han sad bare i sofaen. Det var kun mig der lagde op til sex, men der var altid undskyldninger som “hovedpine” eller “spist for meget” etc. Der var ingen kys eller komplimenter. Jeg prøvede derfor selv at gå “full in”, men blev afvist. Jeg begyndte herefter og tænke på om han havde en anden.
Det var bestemt ikke fordi jeg gik og lod ham være i troen af, at der ingenting var galt, jeg sagde til ham med jævne mellemrum at der skulle ske noget og hvad jeg savnede. Men det blev ikke taget seriøst.
Jeg ender hermed at sige, at det ville ende med utroskab. Men det blev heller ikke taget seriøst.
Jeg møder herefter en mand som er 11 år ældre end jeg (det er nu tre måneder siden), han tager mig med storm. Det startede som et venskab, men det stod meget klart at vi var meget ens og han ender med at kysse mig.
Det er her at jeg er med på at jeg burde havde gjort det forbi med min mand inden jeg bevægede mig ud på den grund. Det er jeg klar over.
Jeg fortæller min mand at jeg er forelsket i en anden, men min mand vil pludselig ikke give slip på mig.
Der er selvfølgelig mange ting i det, så som om det “bare” er forelskelse der taler, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og det er bare så svært da der er børn imellem.
Men jeg er så glad for “den anden” at jeg ikke føler jeg kan give slip på ham, jeg har indsendt skilsmisse papir til min mand men han er ikke enig eller vil skrive under. I hans øjne bliver man ikke skilt og “alt skal nok ordne sig”.
Men er det sådan et ægteskab skal være? Jeg er kun lige fyldt 30 år og jeg synes det er ret hurtigt at man pludselig skal vinke farvel til sex, kærtegn, opmærksomhed… Og ende som robotter, der er venner og bor under samme tag.
Håber, du kan hjælpe mig
Mvh Anonym
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære kvinde!
Dit spørgsmål er kompliceret, og der findes flere svar på det, så lad mig i stedet se, om jeg kan give dig noget input, som du kan arbejde videre med.
Meget kort vil jeg sige, at selvfølgelig skal et ægteskab ikke blive ”dovent”, som du kalder det, så tidligt. Et ægteskab skal passes og plejes. Guderne skal vide, at det er noget, de fleste glemmer, eller ganske enkelt ikke ved, hvordan de skal tackle. Men der skal hele tiden justeres, mærkes efter, afprøves nye ting. Ægteskab handler om at skabe noget, der rækker ud over det at have børn sammen. Der skal skabes nogle rammer og måske rutiner, som gør, at begge parter kan holde gejsten oppe. Der er helt sikkert – i alle ægteskaber – tider, hvor det ikke går snorlige, men da er det jo så, man må gøre en ekstra indsats: Gå ud at spise, lave intime ting, tage fri et par dage…et eller andet, hvor man sætter samlivet i højsædet og prøver at finde tilbage. Det kan tage tid, men der må skrues og slibes hele tiden, hvis det skal lykkes.
Jeg hører, hvad du siger. At du har sagt disse ting til din mand. Det er lidt en kliché efterhånden, men mænd hører ofte ikke, hvad der bliver sagt. Og det kan man så bruge lang tid på at klantre manden for, men man kunne også vende den om og sige: Hvorfor hører han ikke hvad jeg siger/forstår alvoren i det? Jeg har lidt en fornemmelse af, at vi piger siger tingene på en forkert måde en gang imellem. For dilemmaet er klassisk. Måske skulle du prøve at spørge din mand, hvorfor han ikke tidligere har taget det alvorligt. Hvordan ville han gerne have haft, at du sagde det? Du bliver nødt til selv at tage ansvar for, hvorfor han ikke har forstået dig. Hvad er det for et ”forkert sprog” du har talt med?
Når vi så kommer til det med den anden mand, så er vi ude i et holdningsspørgsmål, og det er her, du vil møde min modstand. Jeg forstår godt fristelsen. Jeg forstår godt dit sidespring. Jeg forstår godt forelskelsen. Men jeg tror ikke på forelskelsen som sandheds-serum. Forelskelsen siger ikke noget om, hvor dit ægteskab er. Den siger bare noget om, hvor du selv gerne vil være. Forelskelse, har jeg hørt mange sige, er noget, vi ikke selv er herre over. Jeg er uenig. Jeg mener, at vores underbevidsthed leger med os. Har vi brug for at flygte, så er forelskelsen et dejligt sted at flygte hen. Og den er svær at give slip på, fordi den virker som et narkotikum på os. Men jeg tror ikke på skæbnen og alt det der.
Jeg tror til gengæld, at hvis du ikke finder ind til kernen i det problem, der har ligget mellem dig og din mand, og hvis ikke du får afklaret de følelser, der kommer i klemme og al den smerte, det vil medføre at kappe båndet, inden du lader dig rive med af forelskelsen, så vil du stå med eksakt samme problemer igen om nogle år. Måske i en anden indpakning, men de vil være der. Hvis du går med din forelskelse nu, vil du miste mange ting og nære forbindelser på den bekostning. Forelskelsen vil givet vis overstige smerten her og nu, men en dag, når du ser dig tilbage, vil du vide, at det var dér, du mistede noget af dig selv. En integritet. Eller en mulighed for at blive klogere på dig selv.
Min personlige holdning er, at så længe der ikke er vold eller misbrug involveret, så har vi en pligt til at kæmpe for ægteskabet. Det gælder også, selvom der ikke er børn. Men det er klart, at jeg tænker meget på børnene her. Jeres børn er små. At I er kørt trætte i forholdet er slet slet ikke grund nok til at gå fra hinanden. Tværtimod synes jeg, at det er at give alt for let op. Jeg ved godt, du nu har givet dig selv til en anden mand og derfor måske føler dig frastødt af din ægtemand nu. Det er naturligt at føle sådan, men din krop og hjerne fortæller dig ikke hele sandheden. For en anden del af sandheden er jo, at der ovre på den anden side af en reel kamp for ægteskabet kan ligge en langt dybere kærlighed til det menneske, man engang elskede så højt, at man valgte at få børn sammen.
Men alt det er jo bare min personlige holdning. Nu er det din tur til at finde ud af, hvordan du skal bruge mit input. Jeg ønsker dig og din familie et godt nyt år. Jeg håber, du vil få styrken til at droppe din romance og modet til at kigge dybt ind i dig selv. Det er der, guldet ligger.
Annette
