Kære Annette.
Jeg er en fyr på 23, som har været sammen med min 1 år ældre kæreste i snart 2,5 år. Vi hygger os rigtig meget, og jeg er i udgangspunktet rigtig lykkelig i mit forhold.
Der er dog et problem, som jeg ikke ved om jeg kan holde til meget længere. Min kæreste har været igennem en del flere forhold end jeg i sin fortid, og langt de fleste af dem er enten endt med at han har været hende utro eller at han generelt har behandlet hende dårligt. Hendes fortid betyder, at hun i dag har rigtig svært ved at stole på mig. Det fik jeg allerede at vide, inden vi startede vores forhold, men jeg tænkte dengang bare, at jeg ved, jeg er anderledes, og det selvfølgelig nok skulle komme med tiden.
Det er desværre ikke sket, og det æder mig op indeni. Hvis det bare var jalousien, kunne jeg leve med det. Jeg har alligevel meget få kvinder i min omgangskreds, og jeg kunne aldrig finde på at være hende utro.
Men hendes mistillid rækker længere. Hvis jeg f.eks. fortæller en historie om noget jeg oplevede tidligere i livet, tror hun sjældent rigtigt på, jeg reelt har oplevet det - eller hun mener i hvert fald, jeg pynter gevaldigt på mit liv. På trods af at det er ret almindelige ting, jeg fortæller om.
Når jeg forsøger at sige, at det sårer mig, at hun aldrig tror, jeg fortæller hende sandheden, afviser hun det med at hun jo aldrig har lagt skjul på at hun ikke kunne stole 100% på fyre. Vil det nogensinde blive bedre, eller skal jeg bare lære at leve med, at min kæreste slet ikke stoler på mig?
VH Mig
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
Kære Mig!
Jeg tror ikke, du kan leve med det der. Og det kan du ikke, fordi det nedbryder dig. Du vil langsomt holde op med at fortælle noget som helst, og det har ingen af jer noget godt ud af.
Jeg synes, det er rigtig synd for din kæreste, at hun har det sådan, men jeg synes også, jeg aner, at hun bruger det som et forsvar. En slags dårlig undskyldning. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er blevet svigtet og er bange for, at det skal gentage sig, men hun må ikke bare affærdige dig, når du fortæller hende, at det, hun gør, sårer dig. Hvis hun vil ændre sit liv og give et andet menneske en chance for at elske hende igen, så er hun nødt til at være med på, at I begge skal bearbejde det svigt, hun tidligere har oplevelet. Hun skal lære at læne sig trygt tilbage i dine arme. Hun skal finde tilliden frem.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det er den eneste gangbare vej frem, hvis I skal fortsætte jeres forhold. Det er ikke nok, at du beskriver det som hyggeligt og ”i udgangspunktet rigtig lykkeligt”. Der skal være et fundament af passion og kærlighed og bunker af tillid, hvis man skal bygge et langvarigt forhold på det. Det er en snak, I bliver nødt til at tage. Du skal gøre hende det begribeligt, at du ikke bare bliver såret, men at du bliver nødt til at begynde at passe mere på dig selv, hvis hun ikke vil investere i jeres forhold. Og med ”passe på dig selv” mener jeg, at du vil nå til et punkt, hvor du er nødt til at vælge, hvad der er bedst for dig: om du skal blive eller gå. Men lad hende endelig vide, at I skal være sammen om at genopbygge hendes tillid. Lad hende vide, at du bakker op samtidig med, at du har brug for, at hun gør en indsats.
Kære ven, jeg håber det var svar nok til dig. Held og lykke.
Annette
