Kære Annette
Jeg er en fyr på 23, som har været sammen med min 1 år ældre kæreste i snart 2,5 år. Vi hygger os rigtig meget, og jeg er i udgangspunktet rigtig lykkelig i mit forhold.
Der er dog et problem, som jeg ikke ved om jeg kan holde til meget længere. Min kæreste har været igennem en del flere forhold end jeg i sin fortid, og langt de fleste af dem er enten endt med, at han har været hende utro, eller at han generelt har behandlet hende dårligt. Hendes fortid betyder, at hun i dag har rigtig svært ved at stole på mig. Det fik jeg allerede at vide, inden vi startede vores forhold, men jeg tænkte dengang bare at jeg ved, jeg er anderledes, og det selvfølgelig nok skulle komme med tiden.
Det er desværre ikke sket, og det æder mig op indeni. Hvis det bare var jalousien, kunne jeg leve med det. Jeg har alligevel meget få kvinder i min omgangskreds, og jeg kunne aldrig finde på at være hende utro.
Men hendes mistillid rækker længere. Hvis jeg f.eks. fortæller en historie om noget jeg oplevede tidligere i livet, tror hun sjældent rigtigt på, jeg reelt har oplevet det - eller hun mener i hvert fald, jeg pynter gevaldigt på mit liv. På trods af at det er ret almindelige ting, jeg fortæller om.
Når jeg forsøger at sige at det sårer mig, at hun aldrig tror, jeg fortæller hende sandheden, afviser hun det med at hun jo aldrig har lagt skjul på at hun ikke kunne stole 100% på fyre.
Vil det nogensinde blive bedre, eller skal jeg bare lære at leve med at min kæreste slet ikke stoler på mig?
VH Mig
Kære dig!
Vil det nogensinde blive bedre, spørger du. Og det kan jeg godt forstå, du søger svar på. Det ændrer sig kun, hvis din kæreste oprigtig ønsker at ændre på det. Så jeg tror, det er det spørgsmål, du skal stille hende: ”Ønsker du egentlig at ændre på din mistillid?” Du kan hoppe og springe på tungen og kæmpe for jeres kærlighed i eet væk, men hvis ikke hun ønsker at gøre en helhjertet indsats, så har hun givet dig det svar, du behøver.
Hun vil måske sige: Jaja, det vil jeg gerne, men det kan jeg ikke. Men det svar er ikke godt nok. Hvis der ligger vilje bag ordene, så skal der være en åbning: ”Jeg vil gerne ændre mig, og jeg vil gerne stole på, at du er der for mig. Det bliver svært, men jeg er klar.” Kan du selv høre forskellen?
Det med, at hun ikke tror på dine historier, kan det handle om, at hun tidligere er hoppet på noget, som hun bagefter er blevet gjort til grin for? Har hun været godtroende og er blevet udnyttet? I så fald kan det jo handle om, at hun er bange for at fremstå som dum eller naiv. Fortæl hende, at på samme måde som hun måske frygter at blive leet ad, på samme måde føler du dig såret, når hun ikke vil tro dig.
Jeg tror, det er vigtigt, at du fortæller hende med dine egne ord, at du IKKE er som de andre. Du ser hendes sårbarhed, men så længe hun bruger sin fortid som et værn mod nutiden og mod dig, så kan du ikke nå ind til hende, og kan du ikke nå ind til hende og vinde hendes tillid, så må du træffe den tunge beslutning, som allerede nu rumsterer i din mave.
Jeg synes, det er rigtig synd for din kæreste, at hun er blevet såret så mange gange, at hun ikke kan kende forskel og ikke kan se, hvad det er for en fyr, hun står sammen med nu. Der er ingen, der kan stille garantier, og det kan du heller ikke, men det er ikke det samme som, at du er parat til at svigte hende. Hun har så meget at vinde ved at åbne op og lade sig bære frem af den tillid, der skal være i et forhold, og som du tilbyder. Men det kræver et kæmpe mod. Det ønsker jeg for jer begge, at hun finder.
Knus fra Annette
