Hej Annette!

Jeg har brug for hjælp, for jeg står i en svær situation.

Min kæreste og jeg fandt ud af, vi skulle være forældre tre måneder inden jeg skulle føde, vi boede hver for sig, men følte så, at vi var nødt til at slå os ned sammen et sted.

Vi lejede en lille lejlighed, faktisk ret lille til os alle.

Han har været der meget on og off, og nu er han begyndt at arbejde fra 7-20 om aften, han er svær at få til at gå på kompromis, i det store hele kan jeg godt se det bedste ville være at gå fra ham. Men inderst inde kan jeg ikke, hvad skal jeg gøre?

******************

Kære ven!

Jeg synes, det lyder lidt, som om I har handlet i panik og også ud fra en forestilling om, hvad der forventes af nybagte forældre. Det lyder vældigt ansvarligt at vælge at flytte sammen, og jeg synes da også, det fortjener ros, at I er gået praktisk til værks. Men måske har I i skyndingen glemt at tale om, hvem I var og er som par. Var I kærester længe inden graviditeten? Havde I egentlig talt om at flytte sammen en dag? Hvad mente I om fremtiden sammen, inden I fandt ud af, at et barn var på vej? Jeg tror, det er der, I skal finde svarene på jeres nuværende situation.

Alle mennesker vil gerne give deres børn de bedste muligheder og den største tryghed fra dag 1. I har tænkt, at det var en god idé, at mor og far boede sammen, så I kunne hjælpes ad. Men når barnet så kommer, finder man jo ud af, at regnestykket er meget mere kompliceret end som så. Der var jo en masse ubekendte i den ligning, som man ikke lige havde taget med i betragtning: Søvnløse nætter, ændrede behovsmønstre, en krop (din) der pludselig skal fungere som madkasse…og så det chok som det godt kan være at blive forældre. Det taler få om. Men det kan være et kæmpe chok at opleve det lille menneskes afhængighed, at møde sin egen begrænsning og at mærke den enorme angst, der sniger sig ind i takt med, at kærligheden til barnet vokser.

Jeg tror, din kæreste vil kunne nikke genkendende til noget af dette, og jeg tror, han er på flugt fra det hele. Også sig selv. Jeg vil tro – men det skal 100% være din beslutning – at du vil vinde meget på at sætte ham fri. At give ham lov til at krybe væk, så han langsomt kan finde tilbage (den mulighed skal du nemlig også give ham). At slå op behøver så langt fra betyde, at I skal lægge afstand til hinandens liv. Jeg synes, der er meget at vinde ved at åbne muligheden for, at I kan være forældre og være der for jeres barn, selvom I ikke længere er kærester eller bor sammen. Reglerne behøver ikke være firkantede (7-7 eller hver anden weekend). I kan bare have jeres egne regler, som er mere lystbetingede. Det ligger der en meget stor kærlighed og respekt i.

Tag en snak med din kæreste om det. Spørg ham, om det i virkeligheden ikke forholder sig sådan, at han gerne vil flytte ud og have et liv for sig selv, mens han vænner sig til tanken om et barn. Prøv at holde bebrejdelser og skyld og offer ude af det. Vær ærlige overfor hinanden og træf så den beslutning, som måske er svær, men som måske også er rigtigst. Jeg håber sådan for jer – og ikke mindst for jeres barn – at I kan finde vejen frem.

Annette