Hej Annette!
Tak for en god brevkasse med virkelig gode brugbare svar.
Jeg har haft det mest forfærdelige år i mit liv, jeg har virkelig haft lyst til at tage mit liv. Min kæreste/bedste ven gik fra mig, meget pludseligt. Efter vores første og eneste skænderi.
Jeg tiggede ham om at komme tilbage, men fandt derefter ud af at omvendt psykologi, var vejen frem. Så i et helt år, har jeg været så charmerende og prøvet at lade som om jeg havde det perfekt. Spurgte om han ville ses et par gange, og vi havde det virkelig sjovt. Men så snart jeg gik ud ad døren, hørte jeg ikke fra ham og fik stress sår på armen og mistede meget hår.
Alle folk svigtede mig, jeg var så ensom, blev brændt af, fik jobafslag, gik ud af skolen. Kun mine nærmeste vidste, hvor langt nede jeg var. Men de svigtede mig også, min veninde, som jeg vidste havde et godt øje til ham, er nu blevet venner med ham, selv min bedste ven, tror jeg blev træt af at høre på mig og er nu også blevet venner med ham på facebook og liker hans ting. Han er også utrolig sød og charmerende min ex, men jeg ville aldrig gøre sådan noget mod mine venner. Det har været virkelig hårdt, at hans søster og andre slettede mig lige efter bruddet. Jeg kunne se han blev venner med byens smukkeste piger hver uge. Det skal lige siges, at han er kendt som ham den lækre.
Men nu efter et år, kan jeg for første gang sige, uden at lyve, at jeg ikke vil have ham tilbage. Jeg har faktisk også fundet en anden, som jeg synes er meget mere mand end ham. Problemet er nu bare min selvtillid, er fuldstændig smadret efter det her år. Før var det sorg og savn der påvirkede mig, men nu rammer min skuffelse, over mine nærmeste. Jeg må erkende jeg har de såkaldte daddyissues, og kun bliver forelsket i mænd der er svære at få.
Nu sidder jeg tilbage med en følelse af at kun en taber, vil forelske sig i mig og jeg vil sikkert blive såret igen. Selvom jeg har lært af mine fejl. Min ex som betød hele verden for mig, sagde ting som "jeg er bare begyndt at få lyst til andre piger" ,"Jeg elsker dig ikke mere" og sætningen "Jeg kan bare ikke være i et forhold i mere end et år". Nu jeg har lært at klare mig selv, fået nye veninder, og der begynder at ske positive ting i mit liv. Men hvad skal jeg gøre med min dårlige selvtillid, knuste hjerte og daddyissues andet end at tage mig sammen?
Hilsen den 20 årig
Kære 20 årige!
Jeg vil starte med at sige til dig, at du aldrig ALDRIG må overveje at tage dit eget liv. Du opnår intet derved. Og kunne de, der har taget deres liv, se, hvad der sker efter deres handling, ville de opdage, at de var kommet til at ramme alle mulige andre end dem, de ønskede at ramme. Du er 20 år og skal i stedet være nysgerrig på, hvad livet bringer. Du kan lige så godt indstille dig på, at du kommer til at støde på 100 idiotiske mænd og venner, der opfører sig elendigt og som må sorteres fra. Det kan godt gøre ondt, men lige dér skal du huske på, at der ligger en lære i det til dig. Du bliver rundet af som menneske. Bliver klogere. Du lærer med tiden også at blive bedre til at gennemskue, hvem der er dårlige bekendtskaber, og hvem der er værd at satse på.
Ham din eks er da på ingen måde værd at ofre sit liv for. Han ser muligvis godt ud…og hvad så? Det kan du ikke bruge til noget, hvis han opfører sig åndssvagt. Ham skal du pakke helt væk (det siger du også, du har, men jeg er lidt i tvivl). I stedet skal du have fokus på dig selv.
Du bruger mange kræfter på at føle dig svigtet. Af venner, veninder, hans familie. Du tager offerrollen på dig, og desværre har den det med at være selvforstærkende. Den allerbedste måde at komme ud af den på, er ved at tilgive. Tilgiv dine veninder, at de ikke var bedre til at bakke dig op. Tilgiv din eks-svigerinde, at hun slettede dig på FB – selvfølgelig måtte hun bakke sin bror op. Tilgiv din eks, at han ikke var i stand til at sige noget klogere end de ting, han sagde. At han ikke kunne finde ud af at læse dig. Løft dig derop, hvor du godt kan rumme, at der er mennesker, som ikke har samme standarder som dig.
Når du finder ud af, hvor stor tilgivelsen er, og hvor meget den letter presset fra dine skuldre, så kan du begynde at kigge på dig selv og dine handlingsmønstre.
Dine pile retter sig meget mod alle de andre: De svigter, de vil sikkert såre dig igen, de bliver venner på FB med dem og dem, og så er der en ny fyr, der er mere mand end den første. Der foregår en utroligt masse omkring dig, og du befinder dig mentalt ude hos alle andre mennesker…men du er ikke hjemme hos dig selv.
Jeg tror, du skal lave dig en liste over det, du gerne vil have. Over det, du vil gøre for at komme i mål. Over de ting, du har lyst til og som du glædes ved. Burde du måske vende tilbage til skolen eller gå efter et job, som interesserer dig?
Mange tænker, at de skal se fit og veltrimmede ud for at få selvtilliden på plads, men somme tider glemmer de, at hjernen også har brug for at blive udfordret, trimmet og fit. Jeg synes, du skal gå på opdagelse og se, om du har brug for at udfordre dig selv.
Hvis du dybest set gerne vil have dine gamle veninder med på din opdagelsesrejse, så tilgiv dem og inviter dem med. Men ellers er der mange andre piger, du skal møde og blive veninder med. Ligesom der er fyre, der skal testes. Giv ikke disse fyre hele ansvaret for, at du bliver lykkelig. Det er dit ansvar at passe på dig.
Så kære 20 årige: Pas på dig selv.
Knus fra Annette
