Kære Annette!

Jeg håber virkeligt du vil kaste et blik på det her, jeg har ingen andre at gå til.

Jeg har lige mødt en fyr, som jeg er blevet så forelsket i, at jeg ikke kan forstille mig at leve uden ham!
Jeg er 29 år og på ingen andre tidspunkter har jeg haft lignende følelser for tidligere kærester.

Problemet er, at hans forældre er fra Indien og meget traditionelle, især faren, og de ville på ingen måde acceptere vores forhold.
Mine forældre er muslimer, og de vil hellere ikke acceptere ham, MEN jeg ville kæmpe for det, hvis det var det, der skulle til.

Han siger, at han ikke kan gøre noget, fordi deres familie har været igennem mange udfordringer de sidste mange år, og der er stadig uro og sygdom hjemme hos forældrene. Jeg kan godt forstå ham, da jeg også selv kender til situationen, og jeg ønsker ikke, at der skal komme flere problemer hos familien pga. mig. I sidste ende bliver han ked af det.

På den anden side: vil jeg absolut ikke give slip på ham.
Jeg elsker ham, og jeg vil gå i døden for ham.
Han holder også rigtig meget af mig, det har han sagt, og jeg kan mærke det.

Forstil dig, én som man ikke kan leve uden, er lige rundt om hjørnet, men man må ikke være sammen.
Jeg tænker, det kan ikke være rigtig, at der ikke findes en løsning på det her?

Jeg ser frem til at høre om, hvad du synes jeg kan gøre.
På forhånd tak!

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære kvinde!

Jeg må indrømme, at jeg har grædt over dit brev. Både fordi det vidner om, hvor stærk kærlighed er. Kærlighed er det største og smukkeste, der findes. Men også fordi det fortæller noget om det stærke bånd, der er i jeres familier og de kulturer, I er opvokset med. Det kan være utrolig dejligt at have tætte bånd, men det kan også gøre det svært at kappe navlestrengen. En ting, der dog foruroliger mig meget er, at du skriver, du vil gå i døden for din kærlighed. Jeg håber, det er billedligt talt og ikke noget, du nogensinde ville overveje. At gå i døden ville ikke løse nogen som helst problemer. Hverken for dig, for ham eller for jeres familier.

Du er en voksen kvinde, og du har ret til at bestemme for dig selv og dit eget liv. Jeg ved godt, det er nemt at sige, når man ikke som du er opvokset med nogle regler, der siger noget andet. Men jeg vil til hver en tid holde fast på, at du har ret til at styre dit liv, som du ønsker. Og det samme gælder for den mand, du har forelsket dig i. Jeg håber (for jeg er faktisk lidt i tvivl i forhold til det, du skriver), at han er præcis lige så glad for dig, som du er for ham. Hvis du skal tage et opgør med din familie, så er det vigtigt, at du kommer ind i et ligeværdigt forhold. Du er også nødt til at tage stilling til, om du sammen med denne mand på ny skal underkaste dig nogle regelsæt, som strider imod din egen overbevisning, eller som igen tager retten til dit liv fra dig.

Jeg siger det ikke for at skabe splid mellem dig og ham, men fordi jeg så gerne vil have, at I kan blive enige om jeres fælles regler, hvis du og han skal bryde ud af de stærke traditioner, der er i jeres respektive familier. Det skulle gerne være sådan, at I fremadrettet ved, hvad I ønsker jer, og hvad I forventer af hinanden. Kærligheden kan nemlig også gøre blind. Jeg synes, I begge skal gå ind i dette med åbne øjne og med en fælles robusthed, så I i det mindste har hinanden, når jeres familier (måske) gør livet surt for jer.

Jeg har naturligvis ikke nogen kompetencer i forhold til at kende til jeres kulturer, men jeg ved, at der findes flere netværk, som hjælper mennesker, der står med samme problemer som jer. Jeg kan på det varmeste anbefale dig at tage kontakt til den organisation, der hedder Etnisk Ung, hvor du både kan ringe og skrive anonymt. På deres hjemmeside finder du måske også nogle svar, du kan bruge: Etniskung.dk eller telefon 70 27 76 66.

Jeg ønsker inderligt, at jeres kærlighed må få lov at udfolde sig og blomstre. Bedste hilsener fra Annette

LÆS OGSÅ: