Kære Annette!

For et stykke tid siden var det fremme i medierne omkring familier, hvor et familiemedlem havde brudt kontakten med resten af familien. Det satte gang i mine tanker omkring min egen familie og det faktum at vi har valgt at bryde kontakten med min mors lillebror og hans kone.

Jeg er en kvinde på 26 år, som altid har set min familie som stor, rummelig og kærlig. For en ca. 10 år siden mødte min mors lillebror sin nuværende kone. En frisk kvinde som var rigtig lun og fyldt med humør. Jeg kunne lide hende fra starten af. Men det skulle vise sig at hun satte en facade op. Efter et stykke tid fandt vi ud af at hun var ludoman (under behandling) og at hun havde været fængslet pga. diverse misbrug af andre personers kreditkort. Men min mors lillebror forsikrede os om at hun var ude af det og at hun havde det godt igen. Til familiefester og lignende fortalte hun masser af spændende og sjove historier fra sit liv, men ind imellem lød det lidt for godt til at være sandt. Men hun gjorde min onkel glad og hun var i godt humør – så dét med de småpyntede historier kunne vi andre sagtens bære over med.



For 3 år siden fortalte en god ven af min mand og mig, at de havde hyret en kvinde til at gøre rent hos dem privat. Det viste sig at være min tante. Det syntes vi var lidt sjovt, men vi fortalte ikke vores ven at hun var tidligere ludoman. Vi fortalte heller ikke min tante at vi kendte hendes kunder. Min tante er førtidspensionist og min første tanke var at det var en fin måde at supplere førtidspensionen med. Jeg havde bestemt ikke nogen dårlige mavefornemmelser omkring det. Efter en måned ringede vores ven til min mand og fortalte at han nogle dårlige nyheder. Han havde rykket sin chef for en betaling for nogle udlæg han havde haft. De havde aftalt at chefen skulle sende vores ven en check på 5.000 kr., men den havde vores ven ikke fået som aftalt. Chefen kunne dog forklare ham at det ikke kunne passe, da han havde sendt den og at den også var blevet hævet. Vores ven ringede fluks til banken, hvor checken var blevet hævet og her beskrev de kvinden der havde hævet pengene. Beskrivelsen af kvinden svarede til beskrivelse af min tante. For at være helt sikker, sendte vores ven et billede af min tante og banken bekræftede at det var den samme kvinde der var på deres overvågningsbilleder.

Jeg var grædefærdig. Jeg var flov. Jeg var i vildrede. Var min tante tyv? Fordi at banken anmeldte min tante for dokumentfalsk, var vores ven også nød til at anmelde hende for tyveri. Det havde han vores fulde støtte til. For banken havde jo bekræftet at det var min tante på billedet. Mit dilemma var nu, om jeg skulle fortælle det til min familie. Efter tre måneder kunne jeg ikke se en anden udvej. I mellemtiden havde jeg fundet ud af at min tante havde snydt mine bedsteforældre (hendes svigerforældre) for penge, ved at forgive at hun manglede penge til medicin. Min onkel kendte ikke noget til det og han blev rasende på hende, da han mistænkte hende for at være begyndt at spille igen. Der forsvandt også kontanter fra mine bedsteforældres gemmer – gemmer, som kun den nærmeste familie kendte til. Mine bedsteforældre havde jo mistanken til min tante, men turde ikke konfrontere hende af frygt for at miste kontakten til deres yngste søn (min onkel). For som de sagde, så havde de jo ingen beviser. Da jeg fortalte det til mine forældre, blev de jo selvfølgelig rystede. Vi diskuterede om vi skulle fortælle det til min onkel, da han jo ikke vidste at vi kendte ham min tante stjal fra. Min mor ville gerne være den der fortalte min onkel det, og hun valgte også at fortælle det til mine bedsteforældre, så de kunne tage deres forholdsregler og ikke låne mine tante flere penge. Om natten modtog jeg en sms fra min tante, hvori hun svinede mig til for at have spredt løgne om hende, da hun aldrig nogensinde havde stjålet noget som helst! Jeg valgte ikke at svare tilbage, da jeg tænkte at hun sikkert havde behov for at afreagere efter at være blevet ”afsløret”.

I løbet af de næste par måneder, holdt min tante sig hjemme. Min onkel besøgte mine bedsteforældre og mine forældre, men det blev aldrig helt som før. Min onkel og tante snakkede ALDRIG om sagen med nogen som helst. Mine forældre var en decemberdag til fødselsdag hos min tante, og det var ganske festligt sagde de. Men da de skulle hjem, fulgte min tante dem til døren. Her valgte min far at sige »Kan du ikke bare indrømme hvad du har gjort? Det er da lovligt at fejle og sige at man blev fristet…«. Her brød min tante sammen, men hun erklærede sin uskyld endnu engang og bad mine forældre om at gå. Et stykke tid efter fandt vi, via vores ven, ud af at hun havde erklæret sig skyldig i anklagerne. Men hendes begrundelse var at hun følte sig tvunget af sin advokat til at erklære sig skyldig, da han mente at straffen kunne blive højere. Det ved vi jo så ikke om det er rigtigt. Men hun siger stadig at hun er uskyldig dømt.

Siden den dag, har kontakten til min onkel og tante været ikke-eksisterende – hvis man da ser bort fra det upersonlige ”hej”, når vi tilfældigt møder dem på vejen. I starten snakkede min mor lidt med min onkel, men det gør de ikke længere. Min (og min families) holdning er at det er lovligt at fejle, men man skal erkende sine fejl. Ærlighed kommer man længst med i min familie, også selvom den ikke altid er rar. Der har været holdt fødselsdage, sølvbryllup og mit eget bryllup uden at de har været inviteret med. I vores tilfælde synes vi det ville blive akavet hvis vores gode ven skulle konfronteres med min tante, som stjal fra ham og endda også anklagede ham for at have truet hende, hvilket han aldrig kunne finde på.

Men efter at have læst om andre familiers skæbner, vil jeg stadig gerne tro på at der er håb for vores familie. På trods af at der er gået så lang tid.
Men jeg aner bare ikke hvordan jeg skal gribe det an? Kan jeg tilgive hende uden at give slip på mine principper om at være ærlig? Håber du kan hjælpe mig. Jeg beklager den lange historie.

Med venlig hilsen
Løven




Kære løve!

Det er da en af de vildeste beretninger, jeg længe har læst. På mærkelig vis kan jeg ikke lade være med at have ondt af denne kvinde (din tante), og jeg tror også, det er sådan du selv har det. At være ludoman og snyde og bedrage kan være en lidelse på linje med at være alkoholiker eller kleptoman. Det er jo en udgave af eskapisme, hvor man bilder sig selv ind, at så slemt er det da heller ikke, og hvis bare man fortæller løgnen ofte nok, så bliver den sand. Det må være rædsomt at have det sådan. Måske har din tantes lune og gode humør fået indhyllet din onkel i en tilstand af…ja også eskapisme…hvor han så bilder sig ind, at hans kone er ude af sit misbrug. Simpelthen fordi han holder så meget af alt det andet, hun også har at byde på. Han vælger ikke at se hendes misbrug, fordi han elsker hende. Det paradoksale er, at han netop af kærlighed, burde hjælpe hende ud af problemerne.
                 
Det er synd for jer alle sammen. Faktisk.

På dit spørgsmål, om du kan tilgive…Ja! Selvfølgelig kan du det. Det tror jeg allerede, du har gjort. Man kan sagtens tilgive et menneske, at hun ikke er bedre rustet. At hun ikke er klædt på til at kapere virkeligheden. Du nævner dette med at tale sandt. Jeg tror faktisk, at hun oppe i sit hoved føler, hun taler sandt.
                 
Det er desværre nok for meget forlangt, at alle skal kunne sidde og lade som om, intet er sket, og at I bare kan lave familiemiddage som i gamle dage, men jeg ville faktisk ønske for jer, at I for din onkels skyld kunne samles bare en enkelt gang om året for at vise ham, at I støtter ham. Det er simpelthen for vanskeligt for din tante at indrømme sit bedrag, og det nytter ikke at vride armen om på ryggen af hende. Men jeg synes, I skulle forsøge at åbne lidt op. Eventuelt mødes på neutral grund. Alle sammen. Lad fortid være fortid. For du har jo ret: Alt for mange familier går i graven med ”unfinished business”, og det er bare så sørgeligt.


                 
Hvis du ønsker at tage tråden op, så synes jeg, du skulle ringe til din onkel – evt. invitere ham på kaffe – og sige tingene på din egen måde. Noget a la ”Jeg er ked af, at vi ikke ses. Jeg vil gerne slå en streg over fortiden. Kan vi ikke bare prøve?” Måske vil din onkel stejle, men hvis du virkelig mener det, skal du ikke give op på hans afvisning. Du skal holde fast i din egen følelse. Skriv et kort på hans fødselsdag eller ring engang imellem og sig hej.
                 
Jeg vil ikke forkynde, men jeg synes, der er en meget stærk kraft i det kristne budskab om at vende den anden kind til. Victor Hugo skrev romanen, De elendige – de fleste kender bare musicallen ”Les Misérables” – hvor noget af det stærkeste, synes jeg, var, da hovedpersonen Jean Valjean stjal sølvtøj fra præsten og blev opdaget af politimanden, som anholdt ham og tog ham med tilbage til præsten for at få ham udpeget som tyv. Da sagde præsten: ”Åh ja, han glemte da at få det hele med”, og så lod præsten (der så Jean Valjeans elendighed) som om, han havde foræret ham sølvtøjet.

Jeg synes, det er det stærkeste kapitel i den fortælling. Måske kan du bruge det. Det lyder som om du har en god og fornuftig familie, og jeg synes godt, du kan tage dit brev og mit svar med til din mor og tale med hende om det. Måske først efter du har talt med din onkel. Det vurderer du selv. Jeg har ingen trylleformular, men jeg håber alligevel, du kan bruge lidt af det, jeg har skrevet.

Bedste hilsener fra Annette Heick