Kære Annette

Ligegyldigt hvor mange sange, hvor mange film eller hvor mange mennesker jeg ser eller taler med, så formår jeg aldrig at finde de rigtige svar... Mit liv er propfyldt med spørgsmål lige for tiden og det er uudholdeligt i længden.

For et par måneder siden slog min kæreste og jeg op. Han mente ikke, at vi var de samme som førhen og at vi diskuterede rigtig meget (han var mig utro, så det giver vel god mening at forholdet ikke var som førhen) Men på trods af, at jeg ville prøve at tilgive ham, så gik det ikke fra hans side af.

Vi slog op og 2 uger efter endte vi med at sove sammen efter en bytur... Så naiv som jeg var, så troede jeg jo, at selvom han var fuld, så talte han sandt og savnede mig. Det gjorde han dog ikke, han var bare blevet træt af sin højre hånd i 2 uger og havde behov for noget og jeg var sårbar og i princippet et godt mål at score på.

Flere måneder er nu gået og vi har ingen kontakt haft siden vi sov sammen. På trods af, at jeg har fundet ud af, at han har talt rigtig dårligt om mig, så kan jeg ikke lade være med at tænke på ham. Jeg kan ikke lade være med, at have dette lille håb i kroppen og jeg kan ikke lade være med at håbe på endnu en bytur, hvor jeg ender hjemme hos ham. På trods af, at jeg udemærket godt ved, at jeg burde komme videre, så føler jeg slet ikke, at jeg er i stand til det. Så mit endelige spørgsmål til dig burde være; hvordan kommer man videre?

De fleste jeg kender vil mene, at for at komme over en person, så må man komme under en anden. Men sådan er jeg simpelthen ikke som person og samleje er meget seriøst for mig.

Jeg prøver at holde mig selv beskæftiget 24/7, jeg prøver at skrive med andre og jeg prøver at være alene og bare slappe af i mit eget selskab, men det er som om, at der ikke er noget af det, som der er godt nok.

Jeg ved ikke, om man nogensinde bliver så klog på kærligheden, at man kan sige, at man virkelig forstår sig på den, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver i stand til at have tillid til en anden person igen, men derfor er det nu altid dejligt at høre svar fra flere personer.

Har du nogensinde oplevet at en stor kærlighed forrådte dig og efterfølgende gik fra dig? Ikke blot din kæreste, men samtidig også din bedste ven? Hvordan skal man give slip på sådan noget og komme videre?

Kh,
C

**********

Kære C!

Jeg har både prøvet at blive forrådt og selv være den forrådende part. Så ja, det kender jeg godt. Jeg tror, livet har lært mig, at tingene ikke er så sort/hvide.

Der er ikke altid et enten eller. Man kan faktisk godt elske to personer eller måske endda flere på én gang. Man kan godt leve i et dejligt forhold og alligevel blive fristet/forført/finde lyst til en anden. Det er aldrig nogen god idé at være utro, men tro det eller lad være…der kan godt komme noget godt ud af det. Også for den, der bliver svigtet.

Jeg synes, det gav mig en indsigt og en rummelighed. Det gjorde mig også bevidst om, hvor skrøbelig og forgængelig kærlighed kan være. På den måde bliver man på én gang robust og taknemmelig. Det allerbedste ord jeg kan finde frem i den sammenhæng er tilgivelse. I dit tilfælde skal du tilgive din eks-kæreste,  at han ikke vidste bedre, og at han åbenbart er dum nok til at gå og sige noget dårligt om dig.

Jeg ved, at rigtig mange er uenige med mig i dette her med tilgivelse. Men jeg ved også af erfaring, at tilgivelse kommer den tilgivende part til gode og ikke omvendt. Det er den svigtede part, der slæber rundt på et åg, og han eller hun kommer kun af med det, hvis han eller hun kan tilgive. Ellers bliver det til bitterhed.

Du skal løfte dig selv op på det næste stadie, hvor du kan overskue situationen og vise dig selv, at han faktisk ikke levede op til dig. At han sikkert gjorde sit bedste…det var bare ikke godt nok. Der ligger et tab hos dig og gnaver. Det er ganske enkelt en sorg at miste en, man holder af, og jeg ville gerne kende den trylleformular, der kunne skaffe dig af med sorgen. Desværre er det kun tiden, der kan læge det sår. Det kan tage helt op til to år at komme over sådan et tab. Men på den anden side af sorgen findes en ny styrke.

Hold dig bare beskæftiget men husk også, at det er OK at være ked af det. Og så langsomt vil du rette dig op, lade skuldrene falde ned og løfte blikket.

Og dér får du øje på alle de dejlige mænd, verden er fuld af.

Kram fra Annette