Kære Annette!

Jeg skriver til dig, fordi jeg lige nu er kommet rigtig meget i tvivl. Jeg er i et forholdsvis nyt forhold, vi har kun kendt hinanden i seks måneder, og indtil for en lille måned siden gik alting så fint, og jeg var glad og lykkelig, jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig usikker eller andet. MEN.. Før min kæreste og jeg mødte hinanden, skrev han med en anden, som han havde mødt på Tinder, og af hvad jeg ved var han ret interesseret, og han virkede til at ville hende, men hun var lidt afvisende. Min kæreste og jeg møder så hinanden, og han dropper alt kontakt med hende, jeg har før tjekket hans Facebook, og jeg ved det.. Det skal man lade være med, men det giver mig en tryghed.. Jeg gjorde det et par gange i starten af vores forhold, og der så jeg deres gamle samtale, og siden min kæreste og jeg mødte hinanden, har de to ikke skrevet sammen, og jeg har derfor heller ikke tjekket hans telefon, da jeg netop følte mig sikker og tryg.

Vi er så for nogle uger siden på ferie på Mallorca med hans familie, og jeg er faktisk rigtig strid imod ham, (jeg har et slemt piskesmæld og har mange smerter dagligt), og det blev lidt meget for mig med alt det her ferie og med en helt ny familie, og i takt med at jeg havde ondt, blev jeg bare rigtig tarvelig overfor min kæreste på ferien. Da vi kommer hjem, bliver jeg ked af det, fordi jeg godt kunne se, at jeg ikke havde været særlig sød ved ham (rigtig afvisende og sur, og så følte jeg mig afvist af ham og blev endnu mere tarvelig). Nå, men vi kommer så hjem, og han virker pludselig meget anderledes og vil ikke rigtig føre en samtale på telefonen og finder undskyldninger for ikke at ses, siger at han har travlt og skal en masse.

Der går en uge efter ferien, hvor han kommer for at sove hjemme hos mig, og i og med at han har været anderledes hele ugen, så tjekker jeg hans telefon, da han går på toilettet, og der ser jeg så, at der er en besked fra hende her, som han skrev med før mig. Jeg går ind i samtalen, og der er kun den ene besked, altså har han slettet HELE den gamle samtale, som om de har skrevet sammen i hele den uge, vi ikke har set hinanden, for hvorfor skulle han ellers pludselig slette den? Den lå der jo to måneder inde i forholdet. Jeg går i panik og føler, at jeg må sige noget.

Da han kommer ind igen, bliver jeg rigtig ked af det og beder ham fortælle mig, hvorfor han har været så mærkelig hele ugen og ikke har ville ses. Vi tager så snakken, og jeg bliver ved med at presse på og prøver at finde ud af, om det er fordi, han ikke vil mere, dog uden at sige at jeg har tjekket hans telefon. Jeg bliver ved med at spørge om hans følelser har ændret sig, og han siger, at han ikke vil andre end mig, og at han kun vil være sammen med mig, men at der er to procent, som gør ham i tvivl, og han ved ikke hvad det er.

Vi græder begge meget, og jeg siger, at hvis jeg normalt er i tvivl, så er det fordi, det ikke er det rigtige. Jeg prøver at presse ham derud, hvor han bare skal sige "okay du har ret, jeg kan ikke mere", men han vil bare ikke slutte det, og jeg siger, at jeg ikke kan gå fra ham, for jeg har ikke lyst til andre, så han må sige det, hvis ikke han vil mere.



Vi bliver enige om, at han kører hjem for at tænke sig godt om, som han selv siger: "jeg har brug for at slå de her to procent ihjel, for jeg vil kun være sammen med dig." Han siger også, at han kommer og henter mig lørdag morgen, men jeg siger, at det skal han ikke, hvis han har tænkt sig at gå fra mig.

Han tager hjem, og jeg sover ikke hele natten, jeg er SÅ knust og prøver bare at forberede mig på, at vi ikke skal være sammen mere.

Lørdag morgen henter han mig. Jeg går ud i bilen forberedt på, at nu er det slut, og han siger "Jeg har ikke lyst til at stoppe det her, jeg har ikke lyst til at undvære dig - vi har det jo godt sammen"

Jeg bliver lykkelig, og vi tager hjem til ham og har den BEDSTE lørdag sammen, vi hygger, og han er konstant over mig og rigtig kærlig. Vi sover sammen, og jeg tager hjem søndag kl. 13. Men inde i mig bliver det ved med at poppe op med hende den anden. Hvorfor? Hvad har de skrevet om?

Jeg slår tanken væk hver eneste gang. Klokken bliver 20, og nu bliver jeg for alvor i tvivl og ked af det.. Jeg kan ikke hans Facebook kode, men jeg sætter mig og prøver at knække den, og pludselig er jeg inde på hans Facebook, mit hjerte stopper, og jeg går helt i stå..

Jeg klikker ind på beskeder, og hvem har han skrevet med HELE søndagen siden kl. 13:30... HENDE! Jeg får en klump i maven og bliver så ked af det.

Jeg griber med det sammen telefonen og ringer ham op, råber at han aldrig skal kontakte mig, og at hvordan fanden han kan finde på det, sådan som vi begge sad og græd om fredagen TO dage før..

Vi snakker i telefonen, og jeg siger, at jeg kommer og henter mine ting, og at vi ikke skal være sammen mere.

Jeg spørger, hvordan han kunne finde på det, når han selv havde en kæreste, som var ham utro (det har vi snakket meget om, og også omkring at vi begge er meget jaloux og ikke har behov for at snakke med andre piger og drenge andet end at hilse pænt).

Han bliver ved med at undskylde og sige, at han overhovedet ikke kan lide hende, at han droppede hende for mig, og at de bare havde skrevet omkring om, hvordan det gik osv. Jeg græd, og han begyndte at græde, han lød helt knust og sagde, at han aldrig ville gøre noget for at såre mig. Jeg siger flere gange, at jeg vil hente mine ting og slutte det, men han græder og siger nej, det må du ikke. Han spørger om han må komme, så vi kan snakke.



Klokken er nu 23, og han kommer i sin bil. Vi snakker og græder begge meget. Han fortæller, at han elsker mig mere end nogen anden, og at han troede, at han havde gjort det for at blive bekræftet i, at han var god nok, og jeg sagde, at jeg ikke gjorde andet end at fortælle ham, at han var god, og hvor god han var ved mig.. Men alt det her bunder åbenbart i, at hans mor (den eneste han har at snakke med, og som han deler alt med, hans forældre er skilt),  havde sagt til ham efter ferien "Husk på, hvad du flygtede fra i dit tidligere forhold". Hans eks var en strid kælling og ja.. Det havde jeg jo været på ferien, og det var 3. gang hans mor's mødte mig, så min kæreste og hende var begge blevet skræmte.

Vi snakkede en del, og han sagde, at han godt vidste, at jeg ikke var en kælling, men at han var blevet skræmt, men at han også elskede mig og var ligeglad med, hvad andre sagde. Han sagde også, at det var som om, at hver gang han var tæt på at miste mig, gik det op for ham, hvad jeg virkelig betød for ham.. Vi finder ud af det og bliver enige om at være sammen, og det er vi så også nu.

Nu to uger senere, sidder jeg her, og jeg kan mærke, at jeg er lidt usikker og ikke helt ved, hvad jeg skal, jeg føler stadig, at han kan være afvisende og lidt kold, når vi er sammen, men er det bare mig, der overtænker ALTING og er alt for usikker?? Vi ser hinanden et par gange om ugen og hygger os.. Men alligevel har jeg så svært ved at stole 100% på det her og ham. Jeg er 100% sikker på, at de ikke skiver sammen mere, da jeg har tjekket, og han har slettet alt, og han har ikke hendes nummer eller noget.. Men hvorfor bliver jeg ved med at føle mig usikker?

Jeg har sådan brug for hjælp.

Knus den fortvivlede

Kære fortvivlede!

Du skal holde op med at tjekke. Så kort kan det siges. Det er en ond spiral uden ende. Du tjekker for at få tryghed, siger du. Men det, du i virkeligheden skaber, er et kæmpe tillidsbrud, som skaber 100% utryghed hos din kæreste.  Og hvad gør du den dag, du ikke længere føler dig helt tryg ved det, du har læst på telefonen? Eller på FB? Eller på mail? Vil du så til at følge efter ham? Udspionere ham? Køre privatdetektiv? Og hvis du ikke finder noget der, vil du så prøve, om du kan kontrollere hans tanker?

Der er ingen mennesker, der kan tåle at blive vendt på vrangen hele tiden. Der er ingen mennesker, der er så perfekte, at de kan stå den distance. Heller ikke dig. Du slår jeres forhold ihjel, hvis du fortsætter dine tjek. Din kæreste ender med at få angst over ikke at kunne være nogen steder, fordi han føler sig forfulgt.

Du tror, det giver dig tryghed, men det gør det jo i virkeligheden ikke. For du er jo ikke tryg, vel? Du er hele tiden lidt usikker. Og der har vi humlen. Det hele starter med dig selv. Du skal hele tiden huske dig selv på, at du er med til at ødelægge jer og dig selv, hver gang du får lyst at tjekke. Du skal i stedet høre, hvad din kæreste siger til dig, og du skal tvinge dig selv til at stole på ham. Hvis den tillid ikke er der helt grundlæggende, så mener jeg faktisk ikke, I har noget at bygge jeres forhold på.

Det er en svær proces, og du vil helt sikkert få en periode, hvor du føler dig alt andet end tryg. Men husk, at det du lige nu er på jagt efter, er en falsk tryghed. Du kan aldrig kontrollere din kæreste 100%, og det skal du heller ikke. Tillid skal være en af de bærende søjler. Det er derfor, det er så vanskeligt at genopbygge et forhold, når tilliden har været brudt. Men det kan lade sig gøre gennem hårdt arbejde med sig selv.

God sommer…og HOLD SÅ OP MED AT KIGGE I HANS TING :-).

Knus fra Annette