Hej Annette

Jeg er en kvinde på knapt 50, som har to voksne børn. Jeg bor sammen med min mand som jeg har kendt siden 90’erne. Vi har ingen børn sammen.

Mit problem, som har stået på længe, er, at min mand og jeg er uenige om hvorvidt jeg må/skal hjælpe mine børn økonomisk. Det drejer sig sjældent om ret store beløb. Måske 200-500 kr, og langt fra hver måned. Min datter klarer sig rigtig godt nu, fordi hun har et job ved siden af sine studier. Min søn har det lidt sværere og altid haft det, idet han har en mental lidelse. Det er dog blevet bedre med årene, bl.a. på grund af medicin. Han er førtidspensionist, men arbejder sammen med andre som også har det svært i hverdagen. Han er dygtig og meget vellidt blandt kolleger og kunder. Er også blevet mere social og har boet i et bofællesskab. Nu bor han for sig selv, og får hjælp af en fra kommunen et par gange i ugen til det praktiske og en lille snak. Men langt fra nok, i forhold til behovet. Det til trods klarer han sig faktisk rigtig godt og er en glad ung mand med masser af venner.

Problemet er bare at han ikke altid kan få det økonomiske til at hænge sammen. Det er så her jeg kommer ind i billedet. Jeg hjælper ham så godt jeg kan, økonomisk.

Der hvor problemet mellem min mand og jeg opstår, er at han bliver sur og gal på mig, når jeg hjælper ham. Han bliver gal fordi han:

1. Mener min voksne søn burde klare sig selv

2. Er træt af at det går ud over vores/hans økonomi (har fællesøkonomi)

3. Siger, hvis nogen skal "ødelægge" vores økonomi, kan vi godt selv klare det, det skal min søn ikke

Tidligere havde vi det svært, økonomisk. Men nu er det meget bedre. Derfor ser jeg ikke noget forkert i at hjælpe en gang imellem. Dengang vores økonomi ikke var så god, sagde min mand at vi ikke skulle hjælpe, fordi vi ikke kunne. Nu kan vi, og nu må jeg ikke!

Jeg siger også af og til nej, hvilket min søn sagtens kan acceptere, men det forstår min mand ikke. Han synes stadig at det er meget forkert, bl.a. fordi det også går ud over hans penge. Det gør mig så gal og ked af det, fordi jeg bl.a. fandt ud af, for et par mdr siden, at min mand selv har spillet for mange penge, på tips og lotto. Et par mdr var det for 2-3000 kr. Jeg konfronterede ham med det, hvor han svarede at det ikke skete mere (hvilket det stadig gør, dog ikke så store beløb). Så kastede han den tilbage på mig, og begyndte at diskutere om de penge jeg hjælper mine børn med. For ham betød spilleriet ikke så meget, som at jeg hjælper mine børn. Jeg blev rasende, og meget meget ked af det, hvilket han totalt ignorerede.

Jeg forbyder ham ikke at spille men har også sagt, at han aldrig skal forbyde mig at hjælpe mine børn.

Det gør så ondt i mig at han er sådan, og så ligeglad med mine børn. For det er virkelig sådan jeg oplever det. Han spørger ALDRIG til mine børn, eller interesser sig for det jeg fortæller om dem, både positivt og negativt. Ved at jeg ikke bare opfatter det sådan selv, for en veninde studsede over det, engang hun var på besøg, helt uafhængigt af at jeg fortalte hende det. Det gør ondt helt ind i min sjæl.

Vores rigtig søde nabo har et lille barn, som han snakker rigtig meget om. Men det er vores nabo. Jeg er hans kone som har børn, han måske burde interessere sig lidt mere for.

Jeg bor langt fra mine børn, så jeg ser dem desværre ikke så tit. Derfor ser jeg heller ikke noget forkert i at hjælpe dem. Det er det, jeg kan gøre herfra.

Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre fremadrettet.

Med venlig hilsen

En trist mor

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk

Kære triste mor!

Tak for dit meget rørende brev. Kærligheden til vores børn har ingen ende, og uanset hvor store de bliver, og hvor gode de bliver til at klare sig selv, så fortsætter vi med at have et ønske om at hjælpe dem. At stå til rådighed på den ene eller anden måde. Det er fuldkommen naturligt. Det må ikke tage overhånd på en måde, så de ikke kan tage ansvar selv, men det er jo heller ikke det, du beskriver her.

Før vi gør din mand til bussemand, så lad mig lige tage fat i det sidste, du skriver omkring naboens barn. Hvis din mand ikke selv har børn (det fornemmer jeg ikke, han har), så er det ret naturligt, at han bedst kan relatere enten til helt små børn – de er bare nuttede – eller til voksne, selvstændige individer. Det sidste ved jeg godt, du vil sige, at dine børn er, men du skal lige huske på, at din mand har lært dine børn at kende, mens de var teenagere.

Det er ikke lige den alder, hvor vi mennesker fremstår fra vores bedste side. Som mødre ved vi, det er en overgang hos vores børn, som vi sagtens kan leve med, om end den kan være drøn irriterende. Men for udefra kommende kan teenagere virkelig være noget, Fanden har skabt. Måske er der allerede dengang røget en sten i skoen hos din mand. Men han har elsket dig så højt, at han tænkte: ”Vi skal bare have overstået teenageårene, og så har jeg damen for mig selv.” Han har højst sandsynligt set frem til den såkaldte tredje ungdom, hvor ungerne er fløjet fra reden.

Da den tid så er kommet, har I tilsyneladende haft det svært økonomisk. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg tænker bare, at det har været med til at forme jer som ægtepar og som individer. Jeg kunne godt forestille mig, at din mand har haft en lille nedtur. Måske har han følt, at livet gik ham imod. Måske har han manglet selvtillid, og så har han ikke haft overskud til at rumme dig. At se dig som en kvinde, der også har haft sit at slås med (her tænker jeg på din søns mentale lidelse).

Jeg gætter jo lidt her, men forstå det sådan, at jeg gerne vil have dig til at se ham i et nyt lys, for jeg tror ikke på, at han er hjerteløs. Men hvis man ikke har børn og selv har haft nogle problemer, så er det meget tænkeligt, at man kommer til at pille lidt for meget rundt i egen navle. Al din omsorg har til gengæld været rettet ud mod dine børn. Kunne det mon være en gnist, der har antændt noget jalousi hos din mand? Altså jalousi rettet mod dine børn?

I skal på en eller anden måde have spolet tilbage til tiden, før det gik galt. I skal sammen have analyseret: Hvor var det? Hvad skete der? Hvad fik vi ikke rettet op på? Hvor lyttede vi ikke til hinanden dengang?

Jeg tror jo på ægteskabet, og jeg tror også på, at I to kan genfinde hinanden, hvis I vil, men det kræver en indsats fra begge sider.

Og så til det, som du jo egentlig spørger til: Hvordan skal du løse problemet med din økonomiske hjælp til børnene?

Den økonomiske hjælp har et så lille omfang, at jeg synes, det ligner bagateller. Og så skal vi jo også lige huske, at du er en voksen dame. Du må godt forlange at have et beløb til din rådighed hver måned, når de faste udgifter er afregnet. Hvis dine ord står til troende, så har I da en lille margin at tage af. Læg et budget og fin ud af, hvor meget I kan tillade jer at bruge hver især hver måned, og så må det være op til jer selv, om I vil bruge pengene på spil eller på børn. Jeg ville have det præcis lige som dig: Jeg ville også sende en lille hjælp til børnene.

Men jeg synes, I skal gøre op, hvor meget I må spendere hver især. Og så skal den sag ikke diskuteres mere. Som du nok også fornemmer, så tror jeg nemlig slet ikke, det er der, det virkelige problem ligger. Din mand slår bare ned der, fordi pengene åbenbart er det, der tydeliggør, at du elsker dine børn højere, end du elsker ham. Det gør sikkert ondt at erkende, men sådan er det og bør det være: Vi elsker vores børn højere end nogen andre i hele verden. Men det er ikke det samme som, at du ikke kan elske ham også. Det skal du gøre ham begribeligt.

Jeg håber sådan, I to vil få en dialog snarest muligt, så ikke dette sætter sig som et uoverstigeligt bjerg imellem jer.

Held og lykke.

Annette

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk