Kære Annette!
Jeg troede faktisk, at jeg aldrig ville være i sådan en situation - fordi man ved vel hvad rigtig og forkert er.
Sagen er, at for ca. 6 måneder siden - Til en begravelse (af alle steder) mødte jeg sønnen (Vi kalder ham for L) af en familie-ven. Det er sådan at min familie og L's familie har kendt hinanden i mere end 40 år og har haft nær kontakt indtil L's familie valgte at bosætte sig i et andet land og derfor sås vi børn heller ikke. Til begravelsen valgte Ls familie at komme og kondolere, hvor jeg så møder L efter ca. 18 år. Vi er i slut 20’erne/start 30’erne. Vi kunne meget vagt huske hinanden og ingen var i tvivl om, at der var en helt specielt kemi mellem ham og jeg. Der var ingen flirt i mellem os eller andet. Men jeg kunne virkelig mærke, at han gjorde indtryk på mig – og kunne se, at det var gengældt.
Jeg gjorde ikke særlig meget ved det omstændighederne taget i betragtning, men han spøgte hos mig, og senere har jeg fået at vide, at han også tænkte ret meget på mig efterfølgende. Efter 3 måneders tid tager jeg mod til mig og skriver til ham på facebook (vi var ikke venner på siden i forvejen) - og vi har talt sammen hver eneste dag lige siden. Det er så knap 2 måneder siden.
Han fortæller mig fra starten, at han har en kæreste, hvor forholdet er ekstrem on/off og han har længe villet slutte det, men kan ikke finde ud af hvordan af flere grunde: 1: Hun er ikke helt mentalt stabilt, 2: Han er meget knyttet til hendes familie gennem de 7 år, de har været sammen 3: Han føler sig ansvarlig for hende og deres venskab. De bor pt. hver for sig men har ikke slået op.
Det skal lige siges, at han og jeg bor i to forskellige lande. Vi har i løbet af de ca. 2 måneder besøgt hinanden to gange. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er forelsket. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Han har fortalt mig, at det er meget vigtigt for ham at komme ud af forholdet med de venskaber, der er og ikke brænde nogen broer. Samtidig kan han ikke fortælle mig, hvornår det kan slutte. Lige nu er jeg helt i tvivl om, hvorvidt de nogensinde vil gå fra hinanden? Jeg har ekstrem meget dårlig samvittighed ved at være "den anden kvinde". Men jeg har heller aldrig været SÅ forelsket. Han siger også, at han er forelsket i mig.
Det var noget som udviklede sig løbende og derfor har jeg endnu ikke stoppet op og stillet ham spørgsmålet ”Hvad så nu?”.
Hvad ville DU gøre i sådan en situation?
Hilsen Mig.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
Kære Mig!
Man ved faktisk ikke altid, hvad der er rigtigt og forkert, for det kan være svært at se sig selv udefra. Men når jeg kigger på dit dilemma, så er jeg slet ikke i tvivl. Jeg tror ikke, han lyver. Jeg tror helt oprigtigt, at han er forelsket i dig og har svært ved at tage afsked af mange forskellige grunde. Deres forhold er for mig at se stendødt, så du skal ikke gå rundt med dårlig samvittighed. Derfor er du også nødt til at spille med helt åbne kort nu. Der skal ikke bare lyde violiner, det er hele symfoniorkestret, der skal hives frem, når du erklærer din kærlighed.
Du skal på ærlig, oprigtig og følsom vis fortælle ham, hvad du føler, og så skal du lukke af på følgende måde: ”Nu har jeg lagt kortene på bordet. Hvis du gengælder mine følelser, vil jeg gerne vide det, for så er jeg villig til at vente i nogen tid. Og hvis du mener det, så må du også vise, at du står ved det. Ikke bare overfor mig men også overfor din kæreste. Det tjener ikke noget formål at holde på to heste. Jeg vil støtte dig i den svære tid, der kommer, men hvis du vil holde mig hen i ubestemt tid, så tror jeg, det er bedst, vi to ikke taler sammen, før du er mere afklaret. For det gavner ikke mig at vide, at du elsker mig men vælger at være sammen med en anden. Det gør simpelthen for ondt.” Noget i den stil skal du sige. Og så må du tage den fulde konsekvens.
Du skal jo huske at passe på dig selv midt i alt dette. Der er ingen grund til, at du begynder at overveje, hvordan I kommer til at bo i samme land, og hvilke forhold der ellers gør sig gældende, hvis det viser sig, at det ikke kan blive til noget med jer. Der er nødt til at være enten en tidsbegrænsning på (du behøver ikke at sætte en officiel dato men blot gøre op med dig selv, hvad der er rimeligt), eller også må der være et ophold i jeres kontakt. Alt andet er jo ubærligt.
Jeg tror på jer, og I har dels en dejlig alder, og dels tror jeg, I vil kunne hente fuld opbakning fra jeres familier. Sikken et herligt grundlag. Du har alt at vinde ved at gå all in. Gid jeg en dag må modtage et brev fra dig, der fortæller, at det er gået, som du håbede.
Knus fra Annette
