Kære Annette!
Jeg er ved at miste forstanden over al den tålmodighed og tolerance, jeg konstant skal udvise overfor min eks mand.. Bare fordi at vi har et barn sammen.
Jeg blev skilt fra mit barns far, pga meget grov vold. Jeg har efterfølgende boet 2 år på krisecenter med min datter. Og for 3,5 år siden er jeg så flyttet ud af krisecenteret og lever langt om længe rigtig godt.
Men jeg hader mit barns far for at være ærlig. Han har udsat mig for de grimmeste ting, man kan forestille sig. Ja alle former for vold. Og det givet mig dybe ar på sjælen resten af mit liv.
Han har aldrig skadet vores datter. Og det betyder så også, at de ses til samvær hver anden weekend. Jeg har hele vejen igennem støtte hende i det ønske. Men jeg synes, at det bliver mere og mere hårdt. Han er altid virkelig grov overfor mig. Og jeg er kommet til det punkt, hvor jeg nu har bedt ham om at hente fra skole fredag og aflevere i skole om mandagen.
Jeg hader synet af ham. Jeg hader, at verden er så uretfærdig. Han har udsat mig og en anden kæreste (igennem 10 år) for meget grov vold. Og har 3 børn i alt. Nu har han fundet sig en 16 år yngre kæreste, som han venter barn med. Hvorfor skal han dog have lov til den lykke? Især når hans 3 andre børn har lidt under de groveste skilsmisser og dermed også svigt? Alt ved den mand irriterer mig grænseløst. Eksempelvis: jeg er bogstaveligt talt flygtet på krisecenter med min datter i sin tid. Jeg havde intet med. End ikke engang lidt tøj til os, virkelig intet. Jeg måtte så starte forfra. Og jeg gav afkald på alt i statsforvaltningen, bare for at få fred. Jeg orkede ikke det tovtrækkeri. Jeg var ganske enkelt ødelagt af angst, og alt det jeg nu havde været udsat for. Og jeg kunne ikke bære den kamp med ham også. Set i bakspejlet var det virkelig dumt. Jeg havde bare ikke hovedet med.
Alle mine ting ligger vist hos min datters farmor nu. Min eks har så givet en del af vores ting væk løbende. Og for nylig var det så en af de 2 Corona-stole fra Poul M. Volther, han gav sin nye kæreste (de bor vist ikke sammen). Min stol! Ja jeg ved godt at det snart er 5 år siden, at jeg er flyttet væk fra mine ting. Men jeg har aldrig fået muligheden for at hente det, der nu er tilbage. Og jeg hader, at en anden kvinde bare kan komme og høste lige hvad hun vil. Min datter burde få de ting som minimum, ikke andre. End ikke engang det nye barn, der er på vej. Jeg er simpelthen så trist over, at jeg overhovedet behøver at vide de ting. Men sådan er det, så længe at min datter kommer i det hjem. Det var i øvrigt hende der kom hjem og fortalte mig, at far havde valgt at køre mors stol hjem til hans nye kæreste. Jeg har ganske enkelt ondt i bagen over, at en anden kommer og overtager mine ting. Måske har han bildt hende ind, at det ikke er min. Men jeg er ligeglad. Det er min! Der var 2, vi må vel eje en hver i princippet.
Gid jeg i det mindste ikke skulle høre om det. Så ville jeg ikke få så ondt over det. Men jeg slipper aldrig for det. Det er som tortur. Jeg er nødt til at høre om min voldsmand resten af mit liv. Og den måde mine personlige ejendele er så ligegyldiggjort. Ja jeg efterlod mine ting. Men jeg havde ikke noget valg på det tidspunkt. Og det går mig på.
Jeg har ellers verdens skønneste datter og mest fantastiske kæreste. Jeg er i gang med mit drømmestudie. Min datter går på en fin privatskole og alting er bare så dejligt ellers. Bortset fra den %#?!!#% som jeg er tvunget til at glo på og høre om, bare fordi at min datter ønsker det. Hvorfor er livet dog så uretfærdigt?? Han er der ikke engang for hende som sådan. Og jeg er sikker på, at hun med tiden vil glide væk fra ham. Han leger ikke rigtig med hende, når de er sammen. Han overlader den opgave til farmor og farfar. Han deltager ikke på de vigtige mærke dage på skolen. Det er kun min kæreste og jeg. så jeg er ret sikker på at hun en dag giver ham fingeren. Men til den tid må jeg lide og bære det i mig. Og det er så HÅRDT. Hvordan kan jeg abstrahere? Hvordan kan jeg opgive mine ejendele for alvor, så jeg ikke skal føle mig såret over at det bliver givet væk. Han benægter at tingene er mine. Men heldigvis er farmor på min side hvad det angår. Jeg er ganske enkelt udmattet.
Mvh den Anonyme
Kære anonyme!
Du slutter dit brev med en ret vigtig information: Farmor er på din side. Og dine ting står jo hos farmor!! Er det ikke nu, du og farmor skal mødes et sted til en hyggelig kop kaffe? Jeg synes, du skal invitere hende, og jeg synes, du skal fortælle, hvordan du har det med dine ting. Men du skal IKKE blænde op for dit had, for det kommer til at falde tilbage på dig. Farmor er trods alt mor til den mand, du hader, og det vil sige, at hun nærmest uanset hvad vil have en form for loyalitet overfor ham. Alligevel synes jeg, du skal appellere til hende. Står den anden Corona stol da ikke hos hende? Og hvis den gør, så mangler den da ikke hos din eksmand.
Nej, jeg synes helt klart, du starter med farmor, og så må du se det som din sidste/eneste chance for at få tingene tilbage. Jeg er enig med dig i, at det er langt ude og tarveligt og ærgerligt og meget andet, men det er trods alt døde ting.
Når du så har givet det et skud mht de materielle ting, så skal du til at kigge på dig selv. For hvem er det, der er påvirket af dit had? Det er ikke din eksmand. Han er helt ligeglad og lever i bedste velgående uanset om du hader ham eller ej. Jeg tror, du har ret i, at din datter en dag vil opgive ham, men er det da ikke en dejlig hævn i sig selv?
2 år på krisecenter og en masse vold MÅ have sat sine spor, og derfor forstår jeg så inderligt godt, hvorfor du hader ham. Men du bruger en utrolig masse energi på dit had. En energi som du ville kunne bruge meget bedre et andet sted. Hvis du på en eller anden måde kunne parkere dit had – lægge det i en æske og så smide æsken i en skraldespand - så ville du i stedet kunne fokusere på, hvad der gør dig godt.
Jeg har selv arbejdet meget med begrebet tilgivelse. Og jeg mener stadig, at det er den største kraft i verden. Du kan selvfølgelig ikke tilgive din eks, at han slog dig, men måske du kan finde ud af at tilgive dels dig selv for at have indladt dig sammen med ham og dels tilgive, at han er så dårligt rustet, at han er nødt til at ty til vold. Han må jo mangle noget, siden han ender med at kommunikere med sine slag. Selve slagene kan du ikke tilgive, forstår jeg. Men kunne du tilgive det, der ligger forud for dem? Hans manglende evner… ? Jeg ved jo godt, det ikke er noget, man bare lige gør, men jeg ved til gengæld også, at den dag, du bliver i stand til at hæve dig selv over ham – ryste på hovedet af, at han er så lavt et menneske – den dag bliver du selv løftet derop, hvor du ikke behøver din vrede. Du kan lægge vreden fra dig i forvisning om, at nogen andre tager sig af hævnen. Han får en straf f.eks. den dag hans børn ikke længere vil se ham. Han får en straf, når han endnu engang bliver forladt af en kvinde. Han får måske endda en fængselsstraf, og han bliver straffet ved ikke at kunne leve et ordentligt liv. For det tror jeg simpelthen ikke på, han gør. Han har nogle dæmoner, som udfordrer ham.
Du skal ikke sætte dig ned på hans lave niveau, hvor det er vrede, der styrer dig. Du skal holde dig fra vreden, for den er din egen værste fjende. Vreden trækker dig hen i et hjørne, hvor du ender med at slås med dig selv, fordi der ikke er nogen andre til at tage imod dine eder og forbandelser.
Nu mander du dig op og tager et møde med farmor, hvor du er den søde og hjertelige eks-svigerdatter, der helt logisk forklarer, at dine ting står hjemme hos hende, og du vil gerne have dem. Farmor skal selvfølgelig vide, at det ikke kan nytte at spørge sønnen om lov til at give dig tingene. Farmor må mærke efter, hvad hun selv synes i den sag. Hvis hun ikke reagerer på det, så må du igen trække på skuldrene. Du har brug for at få dette her afsluttet. Om du så får dine møbler eller ej. Fint, at din datter bare hentes og afleveres på skolen, så I ikke ser hinanden. Jeg tror næsten, din eks nyder, at han kan gøre dig rasende. Så den bedste straf i den henseende er at virke glad og overskudsagtig og ellers undgå ham. Du har så meget at vinde ved at lægge vreden fra dig. Øv dig i det. Jeg lover dig, det får en god virkning på den lange bane.
Held og lykke og hils gerne farmor fra mig :-) Annette
