Kære Annette!
Jeg tror, at jeg er et dårligt menneske. I hvert fald er der ingen, der gider mig. Jeg er helt alene i verden. Jeg tror ikke, at der er nogen, der umiddelbart sådan lige tænker, at jeg er typen, der er ensom. Jeg er velfungerende, bor det ”rigtige” sted, har arbejde og er præsentabel. Men jeg er helt alene i verden. Jeg er meget glad for at gå på arbejde. På arbejde glemmer jeg, at jeg ikke har noget at lave i min fritid. Jeg er meget vellidt på arbejde af min chef, da jeg er pligtopfyldende, dygtig og overkommer mange opgaver. Samtidig er jeg – når jeg føler mig tryg, ret underholdende – rap i replikken, den sjove kollega.
Jeg har prøvet alt, meldt mig til forskellige kurser, foredrag og arrangementer – bare for at møde andre mennesker. Jeg deltager i alle former for sociale arrangementer på arbejde osv. Jeg læser meget, ser film, interesserer mig for samfundet omkring mig, går meget op i politik osv. Men jeg har ingen at dele det med.
Den faggruppe jeg tilhører, interesserer sig mest for mand, børn, madopskrifter osv. De mest ”normale” emner i frokostpausen er bagtalelse af chefen og kolleger fra andre faggrupper og umulige mænd og børn, brok over løn og opgaver. Jeg er meget dårlig til smalltalk, jeg ved ikke rigtigt, hvordan man bare taler om ingenting og bagtale andre, gider jeg ikke. Derfor kommer jeg tit til at fremstå som snobbet, og en der vil være ”mere” end hun er. Ikke overfor højere uddannede personer, men min egen faggruppe, som tilhører lavt-uddannede.
Jeg læste engang, at ensomme skulle sige det højt. Det prøvede jeg engang over for en kollega, som jeg troede, at jeg havde en tæt forhold til. Kollegaen reagerede ved at chikanere og mobbe mig ud, og vedkommende fik desværre min chef med på ideen. Både hun og min chef syntes, at det var ”taberagtigt” at delagtiggøre sin arbejdsplads i, at man er ensom, selvom det overhovedet ikke påvirker min arbejdsevne. Det var tilfældigt, at jeg en dag kom til at sige, at jeg ofte følte mig ensom i weekenderne, da jeg heller ikke har familie. Jeg har heldigvis fundet et andet job.
Mit spørgsmål er nu, har du nogle ideer til, hvordan jeg ændrer mig, så andre bedre kan lide mig? Hvordan skal man være, så man ikke falder udenfor? Jeg er 49, så det er lidt for sent at starte på en ny uddannelse, og børn er jo også udelukket nu. Jeg synes, at jeg har prøvet alle råd. Især det med at melde sig til kurser osv. Det er min opfattelse, at det ofte er veninder, der møder op, så der er på forhånd lavet ”lukket fest”. Jeg har aldrig haft en kæreste og har heller ikke lyst.
Kh. Pip
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Læs også:
Kære Pip!
Først og fremmest er jeg glad for at høre, at du skiftede job. Dernæst gør det mig utrolig ondt for dig, at du har det, som du har det. Jeg synes ikke, du skal ændre dig. Og det tror jeg heller ikke, du sådan bare kan. Men jeg tror, der er noget, du skal opdage omkring dig selv. Der er en del gode råd at hente hos Psykiatrifonden, men jeg fornemmer, at du allerede har tjekket op på alle deres gode råd om at lære at smalltalke og finde fritidsinteresser, kurser etc. Derfor vil jeg lige prøve at føre dig en helt anden vej, hvis du er åben overfor det.
Der er to ting, der falder mig ind. Har du nogensinde fået testet din IQ? Din intelligenskvotient? Jeg kunne godt have dig mistænkt for at være udstyret med en særlig begavelse, og hvis det stemmer, så er det jo nogle særlige råd, du skal have, for så handler dit adfærdsmønster om nogle andre ting. Jeg vil anbefale dig at læse lidt mere om det og evt. blive testet. Prøv bare lige for sjov at læse lidt inde på www.belastendebegavet.dk og se, om ikke du genkender noget der.
En anden ting, der slår mig er, at du godt kan finde ud af at opsøge selskab og tilmelde dig diverse kurser…altså gøre noget for at please dig selv. Men er du noget for andre? Ikke sagt på en negativ måde, at du ikke er noget værd, men ofte bringer vi os selv i spil, når vi er noget for nogen. Du har ingen kæreste og ingen børn. Hvem føler du dig betydningsfuld for? Hvem tror du måske, du inspirerer eller gør glad? Jeg gætter på ingen, hvis jeg læser dit brev rigtigt (jeg kender jo ikke din familiære baggrund). Men jeg tænker umiddelbart, at du har alle tiders forudsætning for at sætte dig selv i spil, netop fordi du ikke har ansvar for nogen, og derfor heller ikke har nogen, der binder dig.
Jeg tror, at hvis jeg var dig, så ville jeg tage en enkelt billet til et sted ude i verden, hvor der var brug for mig. Et børnehjem. En organisation. Du har den perfekte alder, og lige umiddelbart virker det, som om du ikke har noget at miste. Jeg kender flere, som har taget et halvt eller helt år ud af kalenderen og efterfølgende fået et helt nyt syn på verden og ikke mindst sig selv. Pludselig havde de et større formål, og andre var afhængige af deres indsats. Jeg ved, det kan lyde skræmmende, men et liv i ensomhed lyder i mine ører mere skræmmende. Du kunne leje din bolig ud og tage af sted med en enkelt kuffert.
Pip, jeg ved godt, du sikkert gerne ville have flere muligheder, og de findes nok også, men jeg synes jo, du allerede har afprøvet mange muligheder. Det er tid til at tænke ud af boksen. Er du klar til det?
Jeg ønsker dig alt det bedste. Annette
Læs også:
